Feedback fra deltagere på EXIS-udflugter
Her kan du læse om tidligere deltageres erfaringer med EXIS, på forskellige udflugter.
Billeder fra deltagere på forskellige camping-safarier i Afrika. EXIS tilbyder i øjeblikket 4 forskellige ruter gennem Syd- og Østafrika, men regner med at udvide med flere nye ruter de kommende år.
Hej Marion
I lørdags landede Trine i Kastrup efter af have været i Cape Town og på camping-safari.
Jeg har lovet at sende mail til dig for at fortælle, at hun har haft en vidunderlig tur. Alt har fungeret, værtsfamilien (Kim) har været søde og imødekommende og hun har boet sammen med flere andre søde og friske unge piger. Hun har fået set meget af Cape Town, og da hun kom retur fra trekket boede hun igen hos Kim.
Camping-safarien har været helt fantastisk og der var nogle søde og gode guides på turen. Hun har været sammen med en masse sjove, søde og rare unge mennesker, de har virkeligt haft det sjovt, godt, skønt, herligt og oplevet så meget.
Hun har haft en rigtig god tur, og det synes både hun og jeg du skal vide, og hun kan varmt anbefale turen.
– Trine og Anny, Camping-safari: Cape Town til Victoria Falls
Billeder fra frivillige i Tanzania og som også var på 5-dages safari-tur.
Tusind tak til (bl.a.) Frederikke, Marie x 2; Michelle, Lene, Mette, Louise & Clara for de fine billeder
Det var ellers startet rigtigt godt. Ankomsten i Cape Town var da en omvæltning, hvor jeg lige skulle vænne mig til de store indhegninger om husene, skiltene med ”Armed Response” og visiteringen inden jeg gik ind på en bar. Men familien jeg boede hos havde taget sig vældig godt af mig. Jeg fik rundet Cape Point og Kap det gode Håb, så håbet lyse ude af de glade ansigter hos børnene i de Townships jeg besøgte, så Mandelas celle på Robben Island, og jeg stod på toppen af Table Mountain og beskuede Cape Town med en begejstring, som man ellers kun oplever hos rumforskere der lige har fået nye billeder af galaksen.
Turen fra Sydafrika op gennem Namibia havde også gjort sit markante indtryk, på trods af de mange timer vi havde tilbragt med at køre ad uvejsomme grusveje i et måneagtigt ørkenlandskab. Festerne i kystbyen Swakupmund, nationalparken Etosha og sandboardingen i ørkenen var med til at skabe en stemning af at vi var ude, helt derude, hvor oplevelser for livet bliver til på daglig basis.
Men nu var der altså de her øjne. Om jeg ville det eller ej. I en reaktion sponsoreret af et ordentligt skud adrenalin fik jeg lyst ud i mørket igen, og i et kort glimt så jeg at dyret havde store leopardpletter. Mit indre alarmberedskab var ved at nå det røde felt. Langsomt og ydmygt bakkede jeg tilbage ud af mørket. Rundt om bålet, hvor resten af gruppen sad, fik jeg med gennemskuelig påtaget rolighed fremstammet: “Well, øøh, I think I just saw a leopard”. Det fik de andre backpackere op i gear. Vi havde lige siddet øjeblikket før og i vores infantilisme drillet pigerne med, hvor “farligt” det var her ude på savannen.
De lokale guider fik opsporet min “leopard” ude i buskadset, og det viste sig at det var en sjælden desmerkat som er langt mere uskadelig. Æv, nu troede jeg lige. Til mit forsvar skal det dog siges at desmerkatten er kendt for at have en pels der ligner leopardens. Men alligevel. Jeg burde nok være glad for at det ikke var en leopard. De lokale guider formåede imidlertid at holde stemningen godt i kog ved at fortælle historier om løver og elefanter der på tidligere ture var gået igennem vores interimistiske lejr. Alle lukkede deres telt ekstra godt til den nat.
Næste morgen fik vi set en leopard. Altså en rigtig en. I ensom majestæt spankulerede den helt tæt forbi vores jeeps, og så var humøret helt i top. Samme dag kørte vi også næsten ubehageligt tæt forbi elefanter, flodheste, bavianer, hyæner, giraffer…men alligevel sad vi om aftenen rundt om bålet og følte der manglede noget: Hvor var de f……. løver henne? Vores lokale guide, der ellers havde det sorte bælte i at finde alle mulige mærkelige dyr og som minimum må have været udstyret med overnaturligt syn, besluttede sig for at vi ekstraordinært kunne tage ud den næste morgen og lede. I en temperatur, der syntes at have et alt for nært forhold til frysepunktet og en køretur over en faldefærdig bro af nogle ynkelige træstammer, stod den der så. Dyrenes Konge. Jeg fik hurtigt sangen fra Lion King kørende på den indre radio. Med kaskader af ar på kroppen og en manke der glitrede i dagens første spæde solstråler så vi en hanløve i sine sene teenageår. Det kunne dårligt blive bedre.
Efter tre dage i nationalparken kom vi tilbage til civilisationen, eller hvad det nu hedder i en lille afrikansk by og til et bad. Et koldt bad. Det kunne godt blive bedre.
På turen gennem Botswana var det ikke så meget naturen som kulturen der beslaglagde min opmærksomhed. På de lange øde landeveje oplevede jeg, hvordan vi kunne slippe af sted med at undgå at få fartbøder af politiet, blot ved at stikke dem et par dåser cola, og hvordan vi kunne få veterinærkontrollører til at se igennem vores ulovligt medbragte kød ved at tilbyde dem et par dåser Sprite.
“Your turn next time friend, promise!” Ved flodlejet på grænsen mellem Botswana og Zambia gav koordinationen af biler, på vej ombord på den såkaldte færge, nære associationer til et bistade forstyrret af en uopmærksom forbipasserende. Efter en tålmodig venten nåede vi til Zambia og dermed rejsens sidste mål: Victoria Falls, Afrikas største vandfald, opdaget i 1855 af den legendariske Dr. Livingstone . Fra lang afstand kunne vi høre en svag tordenlyd der i en stereofoni med det spruttende vand gjorde vandfaldet til en sanselig totaloplevelse. Ét sted kan man stille sig ud over vandfaldet og mærke vinden og vandet piske på kroppen. Som en anden DiCaprio så jeg mig nødsaget til at gå derud, hæve armene og af min lungers fulde kraft råbe de vise ord: “I’m the King of the Wooooorld”.
Det var dog ikke mig som fik rollen som DiCaprio ved vandfaldet. Det australske par jeg var blevet gode venner med på turen sad og storflirtede med hinanden på vej hjem fra Victoria Falls til vores ressort lidt uden for byen Livingstone. “Hvorfor?” spurgte jeg inkvisitorisk, og det viste sig at Warren lige havde været nede på knæ ved vandfaldet og fri til sin Laura. Hun havde sagt ja.
På hviledagen, inden non-stop-turen tilbage til Cape Town, var vi nogle stykker der ville ind over grænsen til Zimbabwe, bare sådan lige for at få den sidste bid af eventyret med. De mange historier om turister der var blevet overfaldet i landet tabte kampen mod min drift om at prøve noget nyt. En af guiderne tog med. Han kendte området og skulle nok vise os rundt. Efter at havde vekslet penge i et skummelt baglokale og været på et uoverskueligt afrikansk kræmmermarked var det tid til udflugtens egentlige formål: Golf på et luksushotel lidt uden for byen. For hvad der svarede til 100 kr. kunne vi gå ni huller med hver vores caddie. Under en sludder med en af caddierne, fortalte han mig at med hans sparsomme løn, kunne han forsørge hele sin familie og lidt til. Det var den type golfbane, hvor det vrimlede med vildsvin, bavianer og forskellige hjorte på banen. Inden vi gik i gang fik vi et tip. Hvis en bold faldt i en af søerne skulle vi ikke prøve at fiske den op. Krokodiller.
Jeg fik ikke spillet meget golf den eftermiddag. Forrige aften var vi på Sunset Cruise på Zambesi floden, lidt “Ibiza- drik hjernen ud”-agtigt og det havde sin forudsigelige effekt. Jeg kæmpede en desperat kamp mod tømmermændene fra sidste aftens fest, men jeg var også mæt. Mæt, bare for en stund, af oplevelser, der i den grad havde testet mine forudindtagede holdninger om Afrika.
På vej hjem i trucken mod Cape Town, lå jeg og stirrede op i loftet og prøvede at fordøje de sidste ugers frontalangreb på mine sanser. Oplevelserne med vilde dyr og ubeskriveligt smukke landskaber havde været store, men egentlig var det også de små historier om caddien, grænseposterne og desmerkatten der med til at gøre turen speciel. Forhåbentlig ville mine rejseretninger kunne inspirere andre til at tage af sted tænkte jeg. Og så tænkte jeg på hvordan jeg skulle få forklaret mine venner at en desmerkat altså ligner en leopard.
– Afrikas mindre historie
