Tilbage til projekt-oversigt

Erfaringer med EXIS i Indien

Her kan du læse om tidligere deltageres erfaringer med EXIS i Indien.

Jeg havde en pragtfuld oplevelse og var rigtig glad for mit besøg!!
Alle var meget søde og hjælpesomme!!

Mathias

Jeg er kommet godt på plads hos min værtsfamilie i Jaipur og har været ude på projektet to gange.

Børnene er skønne og meget ivrige efter at lære og lege. Det er en stor, men spændende udfordring at undervise – men det er jo også min første gang.

Maja

Jeg har sagt farvel til ungerne, som jeg helt sikkert vil komme til at savne. Jeg håber at andre volontører vil komme til samme skole, for selvom det bare var en kort periode jeg var der, så gjorde det faktisk en forskel at jeg var der.
Jeg havde ikke troet det skulle gøre en forskel og jeg havde ikke forventet at det faktisk ville være til nogen “ægte” hjælp at jeg var det, men det gjorde det faktisk.
Da jeg startede snakkede børnene ikke engelsk. De forstod lidt, men på den der måde hvor de kun kunne forstå standart sætninger og kun kunne give standart svar.
Da jeg forlod dem, kunne de forme sætninger selv og begyndte at være kreative i deres sprogbrug. Det var en hel fantastisk oplevelse at overvære.
Nu er jeg bare ked af, at jeg ikke kunne blive resten af skoleåret, så de viiiiirkelig kunne blive dygtige. Men nu har de en uges ferie og jeg må rejse videre.

På en måde har jeg altså lyst til at blive der og undervise, men jeg ved også at jeg ikke kan blive her på børnehjemmet. Det er for stressende.

Happy Diwali

Hanne

Hej

Hvor er det fedt at i følger op! Så er man da i hvert fald ikke i tvivl om at man har jer i ryggen. Tak for det!
Jeg har det rigtig godt. Er endt i en super skøn familie og på en rigtig dejlig arbejdsplads, hvor jeg bliver udfordrer og lærer en hel masse.

En ting, jeg godt kunne have tænkt mig, var, hvis der havde været en smule mere styr på hvor jeg skulle hen inden dagen, hvor man skal det. (Når det så er sagt, så har alle de steder jeg er endt været super og alle har været ekstremt søde og hjælpsomme!).

Hvis I vil høre mere, er i altid velkomne til at skrive. Jeg fortæller gerne om alle de gode oplevelser jeg har haft. Jeg har også skrevet en blog, hvor i kan følge min hverdag lidt mere detaljeret, hvis det kunne have interesse.

Pernille skriver igen:

Jeg sender en hilsen fra mit projekt i Indien. Jeg er rigtig glad for at være her! Har mødt nogle fantastiske mennesker; folk er bare så varme og imødekommende her. Jeg bor hos den skønneste familie, hvor jeg føler mig mere som et familiemedlem end noget andet. På arbejdet har jeg fået nogle rigtige gode kolleger. Men jeg er blevet taget super godt imod og jeg føler mig meget velkommen!. Der har godt nok været nogle ting, der har været svære at vænne sig til, i og med at kulturen (især for kvinder) er så anderledes, men jeg har helt klart fået nogle oplevelser og erfaringer, jeg kan tage med mig.

Læs med på Pernilles Blog

Pernille

Det har været en stor oplevelse at være der i 8 uger. Den største oplevelse var at have en dagligdag i Faridabad (forstad til Delhi på ca 2.5 mill. indbyggere) med bopæl i en familie og arbejde. At få relationer til værtsfamilien og kolleger var hel specielt. Begge parter var meget elskelige, humoristiske, imødekommende og opmærksomme. Jeg tænker stadigvæk meget på dem. Livet sammen med familien fungerede fint, selvom vores kulturer er forskellige. De havde den rummelighed og interesse, der skal til for at bo sammen med frivillige. Kollegerne i ambulancen var gode at samarbejde med. De fortalte ligesom værtsfamilien meget beredvilligt om forholdene i Indien og besvarede de byger af spørgsmål jeg havde.
Det var meget interessant at arbejde i organisationen “Help age India”. At komme rundt i Faridabad og omegn og møde de ældre, ensomme, fattige der havde behov for hjælp. De fleste var heldigvis mindre ydmyge, end jeg havde regnet med. Nogen tog gerne en diskussion med lægen om den behandling de fik.
Jeg fik lejlighed til at besøge et børnehjem, en “slumskole” og et kvindeprojekt. Jeg tilbragte helligdagen, Holi, på børnehjemmet, hvor vi kastede med farver og vand.
Opholdet gav mig et mere nuanceret syn på Indien. De har mere social velfærd end jeg havde forestillet mig. Man fornemmer virkelig at Indien er på vej (til at overhale Europa/U.S.A.??). Der bygges og arbejdes over alt.
I weekender fulgtes vi frivillige ad til forskellige seværdigheder i, Agra, Jaipur og selvfølgelig Delhi. Det var hyggeligt at følges ad, og meget interessant at se sig omkring. Se stoffarveri, værksteder med stoftryk og værksteder forarbejdning af mønsterklodser til stoftryk, se stormongulernes mægtige bygningsværker…………

At læse Den hvide Tiger af Aravind Adiga, føjer flere aspekter til billedet af Indien.

Jeg er meget tilfreds med Exis organisering af min tur. Den første uge med kursus hos Rajan og Namrada i Gurgaon var en god aklimatisering og meget informativ. De var også meget venlige og imødekommende og husede på imponerende måde frivillige i deres hjem.

Jeg blev ikke lovet hverken mere eller mindre af Exis, end de kunne leve op til. Jeg var imponeret af organisationens beredvillighed til, om muligt, at flytte frivillige rundt fra projekt til projekt. Jeg mødte dog frivillige som ikke kom til at deltage i det projekt, de var blevet lovet, til en del frustration. Nu tør jeg ikke lægge hovedet på blokken på, at det var igennem Exis, at de, som ikke fik det projekt de havde regnet med, var udsendt. Det var danskere, som ikke var forberedt på, at de skulle undervise. Hvordan forhistorien var, ved jeg ikke. Det kan jo være, at de selv havde sagt ja til skiftet til undervisning, uden at tænke sig rigtigt om.

Jeg vil ikke betænke mig et øjeblik på at tage afsted igen med Exis.

Gertrud

Jeg arbejder og bor på et børnehjem. Det er mit livs oplevelse.
Her er der 22 børn i alderen 4-15 år. Der er også en lille pige på bare 3 måneder. I hverdagene underviser jeg på børnenes skole i engelsk, jeg har 6-9. klasse og i weekenderne hjælper jeg til i huset.

Jeg vil blot sige, hvis har nogle frivillig som gerne vil arbejde med børn og se det virkelig Indien, så kan dette stedet her varmt anbefales!

Helena

Det er en rigtig stor oplevelse at være hernede. Som folk siger, så er der utrolig meget at hade i Indien, men der er mindst lige så meget at elske. Livet hernede er barsk for de fleste indere. Hver anden er fattig, og hver dag blir vi mødt at tiggere (både børn og voksne, samt kvinder med babyer). Ligeledes kører vi hver dag forbi tonsvis af faldefærdige hytter, hvor inderne bor. Det er ikke til at sætte sig ind i. Her er så ulækkert og beskidt, og biler og virksomheder brænder meget CO2 af. Derudover føles det nogle gange, som er vi er disse sjældne dyr, som er kommet på besøg. Folk stirrer utrolig meget, og de vil meget gerne have taget billeder med os. Dette syns jeg egentlig bare er morsomt. Men udover alle disse ting, så er Indien et utrolig venligt folkefærd. 

I denne weekend er vi i Jaipur, som er syd for Delhi. Faktisk er der en del smukke steder her. Det er spændende at se. I morgen kan vi forhåbentlig ride på elefanter eller kameler. Det ser jeg frem til.

En anden ting hernede, som jeg virkelig er glad for, er, at vi virkelig får lov til at prøve at leve som en inder. Vi løber tør for vand midt om dagen, strømmen går op til flere gange om dagen osv. Det er så varmt, at når man laver mad i køkkenet om aftenen, så render sveden af os, fordi der ikke er en ventilator. Det samme sker, hvis man er på toilettet. Maden er stort set det samme hver dag: brød, ris, grøntsager og diverse utrolig stærke krydderier. Sengene er et stykke hård træ med et par hynder osv. Men det er virkelig fedt at prøve, og jeg tror også det er sundt.

Det er en udfordring at undervise i skolen, men børnene er så glade for os, så det er dejligt. Men det er svært, når vi snakker engelsk til dem, og de snakker hindi til os. Heldigvis forstår de nogle ord 🙂
Jeg er rigtig glad for at undervise dem. De giver så meget igen af kærlighed og respekt.

Vores host family er utrolig søde. De er faktisk kristne, men holder dog fast i visse hindu regler, fx spiser nogle af dem ikke gris eller ko, osv. De har en datter og fire drenge. Drengene er simpelthen så skønne. Pigen er den ældste, så hun hjælper mest til i hjemmet eller er sammen med sine venner. Mens drengene er i alderen 6-12 år, og de elsker at lege og slås. Dem kommer jeg helt sikkert til at savne rigtig meget, når jeg tager hjem. De kalder os ‘sister’ hele tiden, og når vi går i seng, siger de ‘goodnight sister. I love you’. De er skønne!”

Rikke

Ja jeg er kommet hjem fra Indien, og det har været en fantastisk tur.
Man får virkelig oplevet en hel masse, og det er super sjovt og lærerigt at være sammen med børn og undervise dem. Det er lærerigt at se hvordan deres undervisning foregår.
Indien og deres kultur er noget helt, helt anderledes end Danmark og vores kultur, og det var derfor svært at vænne sig til deres kultur osv i starten, men jeg lærte hurtigt hvordan tingene foregår, og jeg er super glad for at have været af sted.
Jeg har lært super meget af mit ophold og det frivillige arbejde i Indien, og jeg kan varmt anbefale det til andre.
Uden tvivl den fedeste og mest lærerige oplevelse i mit liv !

Tusind tak til jer for at have givet mig mulighed for at komme derned!

MVH Louise

PS. hvis nogle andre unge sidder og overvejer at rejse til Indien via jer, må i gerne oplyse min mail til dem, hvis de sidder med spørgsmål.

Louise

Mit ophold i Indien var utrolig lærerigt! Det er nok det bedste ord, som jeg kan beskrive det med. Det var fantastisk! At undervise børn i engelsk, matematik, geografi, osv. på en slum-skole er virkelig noget, som får én til at se anderledes på tingene. Børnene sætter pris på de mindste ting, og det syns jeg virkelig godt, at vi danskere kunne lære noget af. Følelsen af at blive taget i mod med knus og åbne hver morgen af alle børnene, var ubeskrivelig. Vi var slet ikke i tvivl om, hvor meget de holdt af, at vi kom hen til skolen hver dag. Og vi holdt mindst lige så meget af det selv!

En anden ting som virkelig også var en unik oplevelse, var selvfølgelig at bo hos en indisk familie. Det var en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig nogensinde vil glemme! Jeg er simpelthen så glad for at have oplevet dette – at have boet præcis, som de bor. Det er vildt at tænke på, at nu er jeg hjemme og lever mit “normale” liv, mens de stadig er dernede og lever under de vilkår, som de nu har. Vi boede 11 mennesker på omkring 40-45 km2, men det var absolut intet problem. Jeg tror også, at det var med til at gøre, at vi kom så tæt ind på familien (mor, far, datter og fire sønner)!! Så fantastisk. Det var det virkelig!

Her er en mail, som jeg skrev til min moster, mens jeg var i Indien:

“Det er en rigtig stor oplevelse at være hernede. Som folk siger, så er der utrolig meget at hade i Indien, men der er mindst lige så meget at elske. Livet hernede er barsk for de fleste indere. Hver anden er fattig, og hver dag bliver vi mødt at tiggere (både børn og voksne, samt kvinder med babyer). Ligeledes kører vi hver dag forbi tonsvis af faldefærdige hytter, hvor inderne bor. Det er ikke til at sætte sig ind i. Her er så ulækkert og beskidt, og biler og virksomheder brænder meget CO2 af. Derudover føles det nogle gange, som er vi er disse sjældne dyr, som er kommet på besøg. Folk stirrer utrolig meget, og de vil meget gerne have taget billeder med os. Dette syns jeg egentlig bare er morsomt. Men udover alle disse ting, så er Indien et utrolig venligt folkefærd.

I denne weekend er vi i Jaipur, som er syd for Delhi. Faktisk er der en del smukke steder her. Det er spændende at se. I morgen kan vi forhåbentlig ride på elefanter eller kameler. Det ser jeg frem til.
En anden ting hernede, som jeg virkelig er glad for, er, at vi virkelig får lov til at prøve at leve som en inder. Vi løber tør for vand midt om dagen, strømmen går op til flere gange om dagen osv. Det er så varmt, at når man laver mad i køkkenet om aftenen, så render sveden af os, fordi der ikke er en ventilator. Det samme sker, hvis man er på toilettet. Maden er stort set det samme hver dag: brød, ris, grøntsager og diverse utrolig stærke krydderier. Sengene er et stykke hårdt træ med et par hynder osv. Men det er virkelig fedt at prøve, og jeg tror også det er sundt.

Det er en udfordring at undervise i skolen, men børnene er så glade for os, så det er dejligt. Men det er svært, når vi snakker engelsk til dem, og de snakker hindi til os. Heldigvis forstår de nogle ord 🙂 jeg er rigtig glad for at undervise dem. De giver så meget igen af kærlighed og respekt.

Vores host family er utrolig søde. De er faktisk kristne, men holder dog fast i visse hindu regler, fx spiser nogle af dem ikke gris eller ko, osv. De har en datter og fire drenge. Drengene er simpelthen så skønne. Pigen er den ældste, så hun hjælper mest til i hjemmet eller er sammen med sine venner. Mens drengene er i alderen 6-12 år, og de elsker at lege og slås. Dem kommer jeg helt sikkert til at savne rigtig meget, når jeg tager hjem. De kalder os ‘sister’ hele tiden, og når vi går i seng, siger de ‘goodnight sister. I love you’. De er skønne!

Rikke

At bo på klostret i Bir (i nærheden Dharamsala) har været en af de absolut bedste og smukkeste oplevelser i mit liv!

Tusind tak for hjælpen med det hele, det har været over alle forventninger.

Sofie

Ferie på børnehjem i Indien

Astrid Enemark tilbragte tre måneder i Indien, hvor hun blev introduceret til den indiske kultur ved at arbejde på et børnehjem i en måned.
”At komme på børnehjem forbinder de færreste nok med et ferieophold, men for Astrid Enemark fik en rejse til Indien ekstra indhold, fordi hun arbejdede en måned på et børnehjem i delstaten Rajasthan. Desuden var opholdet på børnehjemmet en god introduktion til inderne og den indiske kultur.”

Astrid Enemark vil gerne opleve turistens Indien, men også have en ferie med indhold og komme tæt på inderne. Derfor rejste hun med den humanitære organisation Exis, som bl.a. arrangerer arbejdsophold i ulande. Det betød også, at starten på Astrid Enemarks ophold var i fuldstændig trygge rammer.

Hun blev nemlig hentet i lufthavnen i Delhi, som kan være en overvældende oplevelse første gang med sit menneskemylder, og kørt til sit hotel, inden hun efter et introduktionskursus hos EXIS kom til Udayan-børnehjemmet uden for Jaipur, hovedstad i delstaten Rajasthan.

”På børnehjemmet var der 80 børn i alderen 5-17 år. Mit job bestod i, at jeg om formiddagen skulle tegne et kæmpestort verdenskort på en væg i biblioteket. Om eftermiddagen skulle jeg være noget for børnene: lege med dem, snakke med dem og underholde dem. Det var spændende og en god introduktion til Indien, og så hjælper man samtidig børnene. Jeg lærte bl.a. en hel del hindi-gloser, hvilket kom mig til nytte senere på turen. Jeg lærte også, hvordan man opfører sig og spiser, og hvordan man læser indernes hensigt med en eller anden handling.” siger Astrid Enemark.

Opholdet på børnehjemmet varede i en måned, hvorefter Astrid Enemark, sammen med to canadiske veninder, Kaela og Elysse, som hun havde mødt på Exis introduktionskurset, rejste til Goa. Det var som at være i et helt andet land med en helt anden mentalitet og meget turistet. Pigerne hyggede sig med strandliv og afslapning i halvanden uges tid.

At være tilknyttet en organisation og udføre humanitært arbejde giver en ferie med indhold og et langt tættere forhold til inderne.

Snak med de lokale og drik te med dem. Inderne vil gerne fortælle om deres liv og høre om vores tilværelse. Mange er forholdsvis gode til engelsk.

Man skal nok ikke rejse alene hvis man ikke har været der før. Rejser man med en organisation, er dens introduktionskurser en god forberedelse til mødet med landet og indbyggerne.

Den rejsende skal tilbringe mere end 3 uger i Indien, hvis hun for alvor vil ind i kulturen og få kontakt med inderne.

Taj Mahal er et must. Det var langt større end Astrid Enemark havde forestillet sig. Desuden anbefaler hun delstaten Rajasthan.

Astrid, Uddrag af Poul Husteds artikel i Politiken

Ut fra den travle hovedgaten Main basar, gjennom et sidesmug mellom trange murhus og småbutikker, inn til venstre og opp en trapp til 4 etasje. Her holder Salaam Baalak Trust til! Salaam Baalak Trust er organisasjonen for gatebarna i Delhi og har flere sentre rundt om i byen. I disse skitne murlokalene bor 60 små gutter ! De er ca. 8-12 år gamle, de fleste har øyne som vitner om en vanskelig start på livet. Mange av dem har rømt fra sitt hjem langt fra Delhi, de har sneket seg på et tog inn til hovedstaden og kanskje levd flere måneder eller til og med år i det harde livet på gaten før de er blitt tatt opp av Salaam Baalak Trust. Det er i nesten alle tilfeller en grunn til at de har forlatt sitt hjem. Enten det er familievold, fattigdom eller andre årsaker har nok de fleste erfart at livet på gaten har vært minst like hardt. Dette er også synlig på dem. De har store arr, kutt og sår på kroppen, mange av dem har vært avhengige av narkotiske stoffer, og de har et konstant behov for oppmerksomhet og godkjennelse, som vises gjennom sterk konkurranse om de få voksne tillitspersonene som er der. Men for å beholde sin autoritet og kontroll på de 60 ville guttene, gir ikke lærerinnen særlig mye positiv respons. I skoletiden er det streng orden i klasserommet, guttene sitter i fem rekker på gulvet fordelt etter nivå og snur de seg eller flytter de seg utenfor kan det hende de blir slått.

60 gutter bor, går på skole, sover, vasker seg og leker i disse lokalene. De har konstant 59 andre rundt seg. De får ikke gå ut, da vil de trolig bare rømme og havne opp med narkotika eller prostitusjon på gata. Derfor er alle vinduer gitret, takterrassen dekket helt rundt med piggtråd og trappeopp-gangen besatt av sikkerhetsvakt i uniform og med kjepp klar til å banke de som kommer for nære utgangen. Bare når noen av guttene skulle si hade til meg og fulgte meg til utgangen sprang vakten opp etter dem med kjeppen sin for å vise sin posisjon. Men tross at de lever i den leiligheten og alltid må gjøre og respektere hva de voksne sier, ja og tross alle vanskeligheter fra der de kommer fra og hva de har opplevd av frustrerende situasjoner og vonde erfaringer, så er de så utrolig glade! Og da blir jeg og så glad i dem! For selv om det ikke står så veldig bra til med alfabetkunskaper og halvparten av dem ikke engang kan telle til hundre på sitt eget språk, så har de et utrolig potensiale til å lære! Fra 10 om morgenen var jeg der når de hadde under-visning, og jeg var eneste volunteer på dette stedet. Vanligvis var jeg med i undervisningen i klassen, og av og til kunne jeg ta med meg en liten gruppe som jeg kunne gi min egen undervisning. Det var kjempegøy! Språket var selvfølgelig en barriere som gjorde at jeg ikke kunne gi dem for eksempel oppgaver eller fortelle ting, men gjennom oversiktsplakater og tegning pugget vi alfabetet, farger, dyr, kroppsdeler og familiemadlemmer på engelsk. De var kjempeengasjerte og lærte raskt. Vi spilte også bingo som var kjempeeffektivt for å lære seg tallene på engelsk. Og slik lærte jeg også tallene på hindi!! De var også veldig flinke til å lære bort språket sitt til meg.

Kl. 13 dro jeg til lunch med de andre volunteerene som jobbet på andre institusjoner i Salaam Baalak Trust , vi møttes som regel på Sams cafe som lå rolig til på et tak høyt over alt kaos nede i main basar. Siden vi hadde to timers pause var det masse vi kunne gjøre midt i sentrum av Delhi, vi besøkte templer, museer og basarer, utforsket nye steder eller satte oss i en av de mange store flotte parkene.

Klokken 3 dro vi tilbake igjen hvert til vårt. Nå var det leketid for “mine” barn helt til klokka 5. I denne tida ble bingo et populært spill. Men siden det ikke var alle som klarte å henge med på engelsk, og siden det var ettermiddag og leketid, så ble det på hindi, og med bare tall fra en til femti! Vi spilte også frisbee og fotball, tross den dårlige plassen. Forruten å tegne en del bodybuildere og supermenn var de også glad i å tegne av fra skolebøkene og plakatene. De var veldig politisk korrekte og moralsk riktige, så når de en dag fikk se et av mine vogueblad var det nok en ny opplevelse for de fleste!

Solbrillene mine vant også enorm popularitet, de syntes det var forferdelig morsomt å ta dem på seg, lage pose, og bli tatt bilde av. Også viste jeg dem bilder fra Norge, familien min og babybilder av meg selv. Om de ikke kunne telle til hundre, visste de i allefall hvor Norge lå hen på kartet når jeg dro derfra!

Ingrid, Norge

Om opholdet levede op til mine forventninger? For at være helt ærlig, så vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg kunne forvente og håbede derfor bare på en fed oplevelse. Og det fik jeg!

Lige fra jeg ankom til Indien, var turen et stort, uforudsigeligt eventyr. Alting er så anderledes fra hvad man er vant til og i visse situationer tror jeg det er umuligt ikke lige at tænke tanken: “Hvad laver jeg her?” – for dernæst straks at få svaret: Jeg er her, fordi alting er så nyt og spændende og fordi alting sker, når du ikke forventer det.

Maden var én ting – Utrolig delikat. Naturen en anden ting – fascinerende. Når du kigger til højre, ser du palmer, grønne og blomstrende områder og hvis du så kigger til venstre, ser du faldefærdige huse og personer som sidder på jorden og sorterer skrald. Det var nok det mest fantastiske ved Indien – alle kontrasterne, som konstant fanger dit blik.

Under mit ophold, fik jeg muligheden for at besøge forskellige byer i forskellige stater – både sammen med koordinatoren og på egen hånd. At rejse rundt på egen hånd var en anden givende oplevelse. En fornøjelse i visse situationer og en udfordring i andre situationer, som “tvinger” dig til at tænke således: “Nårh ja, jeg ser tiden an og tager det, som det kommer” hvorefter du springer på en bus og håber på at ende det korrekte sted! Ganske vist er inderne meget flinke og hjælpsomme og vil dermed gerne vise vej… Problemet er bare, at de ikke altid ved, hvor stedet er og blot peger en tilfældig retning!

Med andre ord: det har været en fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Du spørger også til, hvad der var knap så godt. Det eneste jeg kan sige, er at selve introduktionsugen ikke var som beskrevet. Bare en lille ting som at yoga undervisningen var aflyst, ærgrede mig lidt. Ligeledes stemte de oplysninger jeg havde fået tilsendt omkring projektet og stedet jeg skulle bo, ikke overens med hvad jeg fik oplyst, da jeg ankom. Det fik én til at blive lidt forvirret. Nok mest bare fordi alt er nyt og de informationer ligesom var det eneste, man havde at forholde sig til hjemmefra.

Når dette er sagt, så er det dog ikke noget, som ødelagde min oplevelse på nogen måde. Jeg er kommet hjem med så utrolig mange gode oplevelser. Men når du nu spurgte…

Hvad vil jeg huske? Der er så mange stærke indtryk og situationer, som jeg vil huske. Jeg var kun afsted 4 uger, men på de uger føler jeg virkelig, at jeg har oplevet så ufatteligt meget. Og så er det jo bare et plus, at vi var fire piger fra Danmark, så der derved er nogle at dele alle oplevelserne og minderne med, når vi alle kan mødes igen. Og så skal det desuden også lige nævnes, at Dwarakanath var en meget, meget behagelig og trofast person. Man kunne altid ringe, hvis der var noget og han var der altid til tiden, hvis man havde en aftale med ham. Det giver en sikkerhed, som er rigtig behagelig, når man rejser i så fremmed et land.

Lise

Det har været en rigtig god og lærerig tur. Indien er et utroligt spændende og fantastisk land på mange måder:)

I starten virkede det som om at der var nogle små kommunikationsbrister. Nogle af de oplysninger jeg fik hjemmefra, hang ikke helt sammen med de oprindelige. Hjemmefra fik jeg bl.a. af vide at jeg skulle deltage med nogle amerikanere og australiere, men det viste sig at det var tre danske piger. Jeg rejste også sammen med en anden dansk pige, hvilket kunne havde været godt at vide i forvejen, når det nu var fra Danmark. Men det var da en glædelig nyhed. Også var der nogle papirer vi ikke havde fået, og vores oplysninger omkring yoga deltagelse, der var blevet taget af programmet. Det var sådan set de dårlige ting, men det er jo kun små ting.

Derudover, var det et utroligt godt ophold og vores koordinator Dwarakanath har været rigtig god til at man følte sig godt tilpas. Hvilket er vigtig, især i et land som Indien, der godt kan virke overvældende. Han har været helt fantastisk under hele forløbet. Man kunne altid ringe til ham hvis der var problemer, og han var meget hjælpsom f.eks. hvis man ønskede at rejse et par dage rundt. Jeg har kun rosende ord til vores koordinator.

Kvindeprojektet var helt fantastisk og jeg lærte utrolig meget under mit ophold. Man blev udfordret på mange områder; det var en helt anderledes måde at leve på, men man indfandt sig hurtigt med det. For at kommunikere med arbejderne blev man nødt til at lære kannada, deres sprog, hvilket var en god udfordring, og derved formåede man også at få et tæt forhold til arbejderne. Man kom hurtigt til at knytte bånd til dem, og på den måde følte man sig også hjemme. Der var slet ingen roblemer under mit ophold på Aikya.

Nu kom jeg mit i plantesæsonen, så jeg fulgte arbejderne og blev hurtigt en del af teamet. Vi knoklede med alt fra rismarker, plantning, vedligeholdelse og pleje af plantemedicinen. Da jeg har en stor interesse indenfor plantemedicin, så var det jo kun med til at gøre opholdet ekstra spændende.

Det har været en helt vild oplevelse og jeg er rigtig glad for at jeg kom af sted.

Derudover er det også godt at projektet var så flexiblet. Der var muligheder for stadig at rejse rundt og opleve Indien samtidig med at man var tilknyttet projektet.

Jeg vil især huske den varme som inderne giver en, man forelsker sig hurtigt i landet, især dets kontraster. Og især landsbyerne og slumkvarterene har gjort et stort indtryk på mig. At tale med folket og opleve de levevilkår som de lever under.

Det har været godt at rejse igennem Exis og der har ikke opstået nogen større problemer på noget tidspunkt. Jeg har følt at der har været styr på tingene og at der er blevet taget godt af en.

Mathilde

These children face not only poor living conditions, but a lack of healthcare and education as well. Volunteers are essential to the success of these programs. They need people to teach in the new schools and to assist in the various other programs. After just spending one afternoon with the children at the orphanage, I felt like I had really done something good. These programs could use skills from every area. A huge asset would be a volunteer that could speak Hindi, or a nurse that could provide basic healthcare, or a multitude of other things. But even volunteers like me, who have nothing really specific to offer, are great assets. Sometimes these women and children just need a shoulder to lean on and someone to talk to.

Many of these programs focus on building their self-confidence, to give them the momentum that they need to survive on their own. This experience has opened my eyes to many things that I never knew existed. It’s hard to imagine the problems that these people face when we can only see them from the television set or the newspaper. I never would have guessed how much one dollar could accomplish, but I now realize that it can accomplish a lot. I urge anybody who is interested to get involved because you won’t regret it. An experience like the one that I have had will only make you want to help even more.

Julien

The orphanage was amazing and kids were lovely. Coordinator was very easy to reach and very good. The ambulance project was great also. Host family was wonderful.

Anna

My experience working with the women’s group has been extremely rewarding. They are so eager to learn and to improve not only their own lives but also the lives of their families. They work very hard on their embroidery and show great attention to details. These sewing sessions also provide a great time to socialize as they form a wonderful bond of sisterhood. They help each other with the embroidery and make sure everyone is included. I am privileged to teach English to these amazing ladies after their sewing session. We have reviewed and continue to build upon – phonetics, spelling and the use and meaning of adjectives. When they don’t quite understand the meaning of the work, my humble attempt at drawing does the trick. They write down the English accompanied by the Hindi. So they can review their work at home. Many of them show what they have learned at school to their children. So not only do the lessons greatly benefit the women, they also benefit their children. We have also continued with maths, addition and subtraction in particular. My only regret is that I have such a short time to spend and to work with women. Thank you for everything!

Michale

The programme was fantastic. Thank you for so much for opening your home to me and providing me with some amazing “Indian” experiences. Bandhu and Rajan were really helpful. Helpage (ambulance) was an eye opening experience to see and meet people living in Faridabad and surrounding rural areas and learn about their living conditions. The orphanage was great and I had a really good time. Also, things were very flexible and we could adapt the programme to suit ourselves.

Line

My time at the project (St. Johns School in Gowridbidnur) was wonderful, not less than that. I learned so many things from teaching, from the children there, from the teachers and also from living in the village. For me it was an amazing experience to see how everyday-life is in rural India. I was never bored! Always someone inviting me to their houses, giving me food and they were always very interested in talking to me.

The school is such a lovely project. I was teaching in pre-nursery, 5.std and 7, std. In pre-nursery it was sometimes a little difficult to keep the children quite while we were teaching. The small children were so much fun. In 5, 6 and 7 std. teaching was easier. My host family has been abso-lutely amazing! They are the loveliest people and they sure will be my friends for the rest of my life. They have helped me much and they have been taken so good care of me. They made me feel like a part of their family. I have always felt that I was very welcome.

All in all, I wouldn’t have missed my stay in India for anything else in the whole world because of the school and family.

Sara

My experience here in India has been one that I will never forget. Over the past three weeks I have spent time in one orphanage and two schools. The children have huge smiles on their faces when we come around, but behind the smiles you can see the hurt in their eyes. These children tell us of their dreams for the future, but their future looks bleak from their current situation. Before I came to India I imagined an orphanage with bunk beds, a dining hall, a playground, and a washroom in which the children could bathe. Well, I arrived to an orphanage with facilities that were far from that. These little boys and girls pile into the same beds with each other in rooms that don’t even have real doors, let alone heat.

The orphanage only has four rooms. One room for the boys, one for the girls, one for the adults who run the orphanage and one tiny room for the kitchen. Each bedroom is probably no larger than 12 by 12 and the kitchen is no larger than 4 by 6. There is a common area that is not sheltered. Past volunteers have built two toilet stalls that are in the common area. Each child’s story is heartbreaking, and makes you only want to help even further. Today while we were at the orphanage, we talked to a lady who is staying there because her husband left her and her four children for a new wife. She hopes to live there and not only improve her life, but the lives of these orphaned children. Today was her first day there, and it was an emotional day for her also. I didn’t fully understand what she was saying, but the tears streaming down her face said enough. Something needs to be done.

Kyle

Being a volunteer is the most rewarding experience I have ever experimented. I went to India in November and was sent for 2 months to a small school in Coimbatore, Tamilnadu, to teach the kids Basic English. I couldn’t expect a better interaction with them: First, as they were eager to get to know me, they couldn’t help asking questions about my country which made me feel comfortable. Then, we moved on grammar rules, vocabulary, games, songs and stories.

On Christmas time, we worked out choreography and they really enjoyed performing it for the school day program. By the end, I think they improved their spoken English and could even manage with a bit of French.

Moreover, my stay in the YWCA hostel was another way to assure a lot of Indian culture as I used to live with the lo-cals and this made the adventure more precious.

Obviously, I can’t omit that I had to face culture shock, misunderstandings, religious issues or health problems. But I knew I could always rely on my coordinator to help me out and felt secure. All in all this experience made me grow, taught me tolerance and opened my mind….I’ll definitely come back one day to work for another project.

Cecile

The first thing you notice when you arrive at the orphanage project, is the sound of children playing and laughing, and in no time you discover how peaceful this place is in the natural, beautiful and rural surroundings of Rajasthan. During my first day, I was positively surprised by how well, healthy and happy all the children were, and I immediately felt very welcome when already the first evening, one of the younger girls took my hand and said ‘Didi, you come to my room.. dancing’

‘Didi’ means older sister, and it really feels like one big family that you become a part of. My first couple of days I spend getting to know the people and the routines of the place, although every day is very different from the other. I was shown all the simple facilities, like the bucket-shower, and also taken to the nearest village, Achrol. We talked about what I was supposed to do and decided that I was to help teaching English as soon as they finished their exams, which were going on at that moment, as well as doing other creative activities with the children. Besides the people in charge and the teachers, I also met the cook Karen, who makes the most delicious vegetarian food and chai, and the caretakers (‘aunties’) who all are extremely friendly and helpful, although they don’t know much English.

But I soon came to learn that in India plans change and get cancelled all the time, and to get half an hour of English class was not as easy as it sounds. Suddenly Republic Day was coming up, and that meant no school for 4 days, so I spend the days visiting Amer and Jaipur, and getting to know more about other projects.

After Republic day, they didn’t think they had the time for English classes after all, and because the place is running so well by itself, and the children have so many different activities, it was difficult even to find time for the other things that I wanted to do with them, like a drawing project I had planned.

So most of my mornings I would spend painting a little, or just sitting in the sun reading, and when the children finished school for the day, I would talk and play with them in the afternoon. It was all very nice, but after a couple of days like that it I began feeling useless, and a little frustrated that no one told me what I was supposed to do or how I could help out with anything, which was what I came to do.

Luckily, at that time I knew some more about the other project at a school for slum youth, who have never had good access to education, so here they learn different trades combined with some basic English skills, and here I could help. So I shifted project, and lived at the guesthouse in Jaipur, while teaching English at Uparjan every day. That was a really interesting way of learning more about many aspects of Indian society and education, and I was happily welcomed by the staff, which in no time made me feel like a part of everything. Every day for lunch we would sit and joke around, and we had a lot of fun with them teaching me Hindi, before I would get to class and teach English to the students, who were so eager to learn and to get to know me that they sometimes came to me and asked for more lessons.

In the guesthouse, also 4 of the oldest children from Udayan lived together with an ‘uncle’, because they were in job training, so I still felt connected to that big family at Udayan, where I would also go back once in a while. For example I celebrated the big Hindu festival Holi at Udayan, which I could never have imagined as being so much fun. Holi is the festival of colors, so after a bonfire at night, the next day everyone at Udayan, children, staff and volunteers would just go crazy, attacking each other with colors, sand and water, while laughing and dancing. The rest of the day everyone was exhausted, but still smiling, and this was definitely the best way to be a part of Indian culture.
After my 2 months, they prepared goodbye-parties, and it was sad having to leave all of people I got close to during my stay.

All of it was a great experience for me, and I really feel that I have learned a lot, both about India, but also about myself, and I know that I will always remember these few intense months, and look back at all the fantastic memories with a big smile.

– Camille

Jeg kan sige dig at jeg har haft en fantastisk tur.
Jeg synes det er en super måde at opleve et land og dets kultur.
Jeg har oplevet så meget, og fået så mange indtryk så man næsten skulle mene det er umuligt.

Tempoet i Indien er jo ikke prangende, men dette var særdeles ok, da det var meget varmt, mellem 40 og 45 grader hver dag. Jeg tror vi så det vi “skulle”, men derudover har vi jo set hverdagen på flere planer.
Børnehjemmet var en lille landsby, drevet af en katolsk organisation. De havde også andre projekter som vi oplevede. De driver skole for de lokale landsbyer, fungerer også som kostskole, har en slags produktionsskole, har et kvindeprojekt i en landsby som vi også var ude at opleve. Det der nok gjorde det største indtryk på mig var deres plejehjem for ældre kvinder er ikke havde familie til at tage sig af dem. Father Varghese sagde at det faktisk var som forældreløse børn der var sat ud på gaden. De gør et fantastisk stykke arbejde for disse kvinder, men i forhold til dansk standard var det skræmmende.

Alle i børnelandsbyen var positive og åbne, ville gerne fortælle, men ville også gerne høre om os og vores liv i Danmark. Uha uha, jeg kunne blive ved. Kan kun med glæde tænke tilbage.

Helt specielt var det en stor oplevelse og tryghed i at være gæster hos Rajan og hans hustru Namrata. De var i den grad vores livline og base under opholdet, et par fantastiske mennesker. Ikke at vi havde meget kontakt med dem da vi var på børnehjemmet, men vi vidste at de sørgede for vi var i gode hænder.

At rejse på den måde, når man er en meget voksen kone på 50 kan bestemt anbefales. Der udvises stor respekt for det grå hår. Når jeg var på ture sammen med de unge mennesker, var det jo ofte os blege der var attraktionen, men når mor her sagde at nu var det nok med billeder osv, så først da trak inderne sig tilbage. Folk der ville sælge alt muligt, kunne jeg som ingentingJeg var formentlig også grunden til at vi endte i børnelandsbyen ude på landet, da standarden der var bedre der, end hvad der egentlig var planlagt.

Alt i alt en stor stor oplevelse..

Både Marlene og jeg inviterede Rajan og Namrata, hvis de skulle komme til Danmark, hvilket vi håber de gør.

Sommerhilsner fra Vivi

Vivi