Erfaringer med EXIS i Tanzania

Video fra Jasmin & Emilie

Jasmin & Emilie var frivillige i Tanzania (mange tak for jer!) og nåede – udover projekter i Tanzania – også både på safari, til Zanzibar og til Nairobi i Kenya, hvor de bl.a. besøgte Karen Blixens hus 🙂
Her er en video fra deres tur.

Du kan checke programmerne i Tanzania ud her:

Line, som var frivillig på børnehjem i Tanzania, skriver:

Jeg var frivillig på et børnehjem i Tanzania i 3 måneder. De 3 måneder var de absolut bedste måneder i mit liv. Jeg har fået nye venner, gode opskrifter på lækkert mad og et ton af oplevelser med hjem i bagagen. Det bedste var klart det bånd, jeg fik til børnene på børnehjemmet, stærkt efterfulgt af sammenholdet i frivilligehuset. Alt i alt en fremragende tur, som jeg savner af hele mit hjerte. Glæder mig big time til at komme tilbage.

Asante sana Tanzania <3

Billeder fra Anna & Mathilde, som er frivillige i Tanzania.

Jeg har været på børnehjem Tanzania i 2,5 måned, og jeg har nydt hvert sekund af min rejse! Den organisation der tog imod mig i Tanzania var virkelig god, og jeg følte mig aldrig utryg i mine omgivelser. Jeg har boet i et hus med andre frivillige fra forskellige steder i verden. For mig har det været en utrolig stor og vigtig del af rejsen. Når jeg ikke var på børnehjemmet, var jeg sammen med de andre frivillige, både i- og udenfor huset. Jeg har været rundt og se en masse forskellige steder og opleve en masse forskellige ting, bl.a. hot springs, masai byer, dyreparker, lokale markeder osv. Men mit favoritsted har klart været børnehjemmet <3

Cecilie har lavet et fantastisk “slideshow” med billeder fra sin tid som frivillig på børnehjem i Tanzania.
Tusind tak, Cecilie!

Efter mit ophold som frivillig i Tanzania skriver jeg hermed kort til jer om mine oplevelser.

Mit arbejde som frivillig på et mødrehjem var særdeles spændende og udbytterigt. Arbejdet samt mødet med de lokale frivillige og mødrehjemmets beboere var enormt givende, men samtidig krævende og udfordrende.

Under hele opholdet følte jeg mig tryg og koordinatorerne var hjælpsomme, hvilket jeg anser som vigtige faktorer i forhold til selv at kunne hjælpe og være tilstede på projektet.

Samtidig var mødet med landets kultur og befolkning enormt interessant samt lærerigt.

Alt i alt har jeg haft et virkelig godt ophold og jeg vil uden tvivl anbefale sådan en rejse til andre.

Fra februar 2016 og tre måneder frem tilbragte jeg tiden i Tanzania som frivillig. På ’blot’ tre måneder fik jeg rigtigt mange spændende, sjove og til tider også stærke oplevelser med mange nye og inspirerende mennesker. Andre frivillige såvel som lokale. Jeg er tilbøjelig til at bruge klichéen om, at for rigtigt at kunne forstå det, skal man selv have været der.
Foruden at have fået førstehåndsindsigt i kulturen og livet i Tanzania, så har jeg også fået en personlig ballast, jeg har kunnet bruge efter, at jeg er kommet hjem.

Hvorfor jeg valgte at tage af sted
Jeg er 23 år og efter at have færdiggjort min bachelor, havde jeg et ønske om at komme væk fra dagligdagen og opleve noget helt andet. Jeg har tidligere arbejdet og rejst rundt i Australien, og det var nogle af de oplevelser, jeg ønskede at få igen.
Jeg havde et ønske om at arbejde på et hospital, da det er noget helt andet, end hvad jeg er vant til, og jeg ville prøve af, om det kunne være noget for mig. Desuden havde jeg en forestilling om, at det ville være et sted, hvor man kunne få en direkte indsigt i forholdene på godt og ondt, og hvor jeg havde mulighed for, på nært hold, at bidrage med noget.

Arbejdet og dagligdagen
Jeg boede i et frivillig-hus i et af de lokale kvarterer i Arusha i det nordlige Tanzania. Her levede vi sammen flere frivillige fra forskellige lande, der arbejde på forskellige projekter i og omkring Arusha. De andre frivillige var gode til at sætte mig ind i tilværelsen, da jeg ankom, og give nogle tips fra sig, så det var let at falde til. Der var desuden nogle lokale ’guider’ tilknyttet, som sørgede for at give en introduktion til de nyankomne og så ellers stå til rådighed, hvis der måtte opstå nogle udfordringer undervejs, som man skulle have hjælp til.

I takt med at folk tog hjem og nye kom til, var der god mulighed for at få nye bekendtskaber. I starten var jeg lidt skeptisk over for, om det nu bare ville blive en isoleret tilværelse, hvor man tilbragte det meste tid sammen med de andre frivillige og ikke kom ind på de lokale. Men ret hurtigt vænner man sig til, hvordan tingene foregår dernede, så man rigtigt kan opleve den tanzaniske kultur, hvis man er åben for det – herunder gå på et af de mange markeder, drikke en øl eller poa (bananvin) på en af de lokale barer, tage en tur ud i den flotte omkringliggende natur og meget mere.

Med hensyn til arbejdet tilbragte jeg min tid på et af de lokale hospitaler, hvor jeg var tilknyttet en række forskellige afdelinger. Der var også andre frivillige på hospitalet, som man kunne dele oplevelserne med. Man behøvede ikke at være sundhedsfagligt uddannet for at se, at tingene var ret anderledes, end det vi kender fra Danmark, men så meget desto mere var der, i min optik, endnu mere, jeg kunne bidrage med og tage ved lære af kontrasterne. De lokale, som arbejdede der, var meget flinke til at tage imod mig og sætte mig ind i arbejdet. Der var selvfølgelig begrænsninger for, hvad jeg kunne lave, da jeg ikke er sundhedsfagligt uddannet, og i starten skulle jeg også lige ses an.

Jeg vil ikke komme så meget mere ind på arbejdet som sådan, da jeg ikke kan garantere, at det vil være sådan for andre, men i min tid på hospitalet var jeg bl.a. med til at gå stuegang, pleje patienters sår, tage dem til røntgenfotografering, hente medicin og andre hospitalsartikler, rede senge, assistere ved fødsler, observere og assistere under operationer og meget mere. Min erfaring er, at man kommer længst med at være vedholdende, have gåpåmod og tage tingene med oprejst pande. Jo mere initiativ man viser, og jo mere man tilbyder at hjælpe med, jo mere får man også lov til at lave, og som tiden gik, fik jeg lov til at lave mere og blev en del af den daglige drift. De lokale er meget flinke og har et ønske om at lære fra sig (og desuden høre, hvordan tingene er, hvor man selv kommer fra), men de forventer også, at man viser interesse og har lyst til at tage ved lære.

Det var en meget stor oplevelse for mig at få lov at arbejde på hospitalet, og jeg har kunnet tage en masse ting med mig – både sundhedsfagligt, kulturelt og personligt – plus at jeg har lært en masse rare mennesker at kende.

Oplev Tanzania
Foruden det frivillige arbejde havde jeg også mulighed for at rejse lidt rundt og opleve andre dele af Tanzania, der har rigtigt meget at byde på.
Lige fra safari til mange flotte nationalparker (hvor man kan opleve ’The Big Five’), bestige Kilimanjaro (og alt hvad der dertil hører af anstrengelser, træthed og glæde) til Zanzibars og afslapning på en af de mange bountystrande eller lokale oplevelser i Stonetown.
Tre ting som jeg havde fornøjelsen af at prøve og kun kan anbefale. Min tid i Tanzania som frivillig har været en oplevelse for livet!

Læs om EXIS’ Tanzania-program: frivilligt arbejde i Tanzania

Jeg er faldet rigtig godt til her i Tanzania, og jeg nyder hvert et øjeblik!
Folkene i huset er alle søde og åbne, og man lærer hurtigt hinanden at kende på en hel speciel måde, da man bor sammen og deler de oplevelser og indtryk man får ind i løbet af turen!

Jeg er så glad for det sted jeg arbejder! Børnene er fantastisk søde og jeg nyder at undervise dem og lege med dem. De har så meget livsglæde og giver mange smil og kram!

Så jeg nyder at være her, og synes at tiden går alt for stærkt!

Hej! Jeg har det rigtig godt! Nyder at være her. Mit arbejde på kvindecentret går rigtig godt, og børnene er bare super skønne! Har allerede oplevet så meget sidste måned, så er spændt på hvad denne måned byder på. Er super glad for at jeg valgte at rejse med jer! – i må meget gerne give mine kontaktinformationer videre, hvis kommende deltagere skulle have nogle spørgsmål og gode råd.

Tanzaniansk lovgivning og dansk lovgivning er to vidt forskellige ting, og selvom Tanzania til dels har ratificeret menneskerettighedskonventionerne, bliver de langt fra alle sammen overholdt i praksis. Det erfarede jeg, da jeg for et år siden tog et semester i et af Arushas slumkvarterer i Tanzania. 

De første 2 måneder arbejdede jeg på Arusha Women Legal Aid and Human Rights Center, hvor jeg primært deltog i opbygningen af et fælles netværk med andre NGO’er og statslige organer i og uden for Tanzania. Derudover var jeg med til at arrangere workshops med det formål at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd.

Desværre var tilslutningen til dette projekt ikke særlig stor – hverken fra de frivillige eller de lokale. Det var frustrerende at opleve med sine egne øjne, hvordan grundlæggende rettigheder blev overtrådt hver dag uden man havde de nødvendige ressourcer til for alvor at ændre herpå, og jeg bestemte mig for at skifte projekt den sidste måned af mit ophold.

Jeg begyndte at arbejde som frivillig på Camp Moses, som er både skole og hjem for børn, som i fare for at ende på gaden. Det er en række forskellige forhold, der sætter børnene i fare for at ende som gadebørn: Nogle er forældreløse, andre har forældre der er, eller har været afhængige af stoffer, nogle arbejder som prostituerede og andre er simpelthen for fattige til at forsørge dem.

Efterhånden var jeg blevet bevidst om, at jeg ikke var kommet til Tanzania for at redde verden, men på Camp Moses havde jeg en følelse af, at jeg kunne gøre en forskel nu og her: Vi underviste børnene i engelsk og matematik, tog dem med på ture og lavede en urtehave med henblik på, at de på sigt kunne forsyne sig med deres egne grøntsager. Men det, der gjorde den allerstørste forskel, var når vi satte os ned og legede med dem, eller løftede dem op holdt dem tæt ind til os. Pyt med, at der ikke altid var mad og tøj nok til alle, når bare vi var der til at få dem til at grine og tørre deres tårer væk, når de græd – helt basale ting, som vi bare tager forgivet herhjemme, fordi de fleste af os er vokset op med kærlighed fra vores forældre, siden vi blev født.

De 3 måneder I Tanzania har i den grad ændret mit livssyn. Her et år senere tænker jeg tilbage på alle mine oplevelser, og jeg føler mig meget heldig og taknemlig for, at jeg har haft muligheden for at opleve en helt anden del af verdenen, som alt for mange er ubevidste om findes, eller som de kun kender til via nyhederne.

Så er jeg hjemme i Danmark igen. Flyveturen gik fint, selvom det var på et hængende hår at jeg nåede flyet i Istanbul.

Jeg savner Tanzania SÅ meget. Jeg savner det hele; vejret, naturen, de frivillige, de lokale og mest af alt; alle børnene. Det var så sørgeligt at skulle forlade børnehjemmet, det var snart ikke til at holde ud!

Jeg føler virkelig at jeg har lært en masse mens jeg var af sted. Det har været så udfordrende og spændende, og det har været en oplevelse for livet.

De to måneder jeg nu har tilbragt i Tanzania, har været de bedste måneder i mit liv, og det er helt sikkert, at jeg skal tilbage til Tanzania igen!

Marie har skrevet blog under sit ophold i Tanzania – læs med her

Cecilie fortæller:

“Den ottende uge er startet. De støvede fødder er smækket op på sofabordet efter endnu en arbejdsdag. Solen bager stadig og fluerne sværmer om en og invaderer ens kaffekop. Dagen har været som mange andre og stadig synes der en forskel for hver dag man møder op på børnehjemmet. Det kan være de mindste ting, som hvem man taler og leger med, hvordan undervisningen foregår og hvilke rækker af indtryk som stadig fylder en efter godt og vel otte uger i samme by.
Selvom man nogle gange befinder sig i den samme trummerum dukker der altid ting op som gør dagen anderledes og udfordrende.” […]

“I søndags drog Mette og Gitte til Kenya for at starte deres tre ugers adventure på egen hånd. Det har været os fire siden starten, så det har været noget at skulle vende sig til, at man ikke havde dem på værelset ved siden af. Siden jeg kom her er alle undtagen Frederikke taget hjem eller så er der kommet nye til. Det er lidt tumult, men samtidig møder man nye og spændende mennesker hele tiden. De gamle savner man dog idet der ikke er et sted som Afrika, som binder folk sammen. Bare det at det ikke at os fire som følges til børnehjemmet nu føles lidt tomt. Men Frede og jeg råhygger nu stadigvæk. Det alt for fedt det vi har sammen.” Læs resten af Cecilies blog, her: Silles Tanzania

Uddrag: […]I den kliniske praksis arbejdede jeg på hospitalet St. Elisabeth i Arusha, hvor jeg deltog i den daglige behandling og pleje af patienterne. Det meste af tiden på afdelingen fulgtes jeg med oversygeplejersken, som havde ansvaret for at tingene blev gjort som de skulle. Desuden havde jeg rig mulighed for at komme ind og se forskellige operationer, samt komme på barselsgangen, sygehus apoteket og tuberkulose klinik. Dialogen med diverse læger og sygeplejersker omkring hvordan tingene gøres i Tanzania og i Danmark har også sat nogle tanker i gang. På Hiv og aids projektet var det meget min medstuderende og jeg som kom på banen og her var det os der styrede showet.[…]

[…]Sprogbarrieren i forhold til patienterne var stor, da jeg kun kunne ganske lidt swahili, og der ikke var ret mange af patienterne, som kunne tale engelsk. Men så var det godt, at jeg størstedelen af tiden var sammen med oversygeplejersken, som observerede min sygepleje, da han så kunne være min tolk. Jeg har en særlig oplevelse som jeg husker, hvor jeg skulle følge en masai pige til nogle undersøgelser. Pigen og hendes mor kunne hverken forstå engelsk eller swahili. De talte kun masai, så selv det lokale personale havde store problemer med at forklare, hvad der skulle ske. Men jeg prøvede på bedste vis, at forklare gennem kropssprog. Det har været en stor udfordring, men på den måde er jeg også blevet bevidst om, hvor vigtigt vores nonverbale kommunikation er.[…]

[…]Vi er blevet taget rigtig godt imod, men det er altid forvirrende at starte på et nyt sted, og det gør det ikke nemmere da afrikanerne har accent, hvilket gør dem lidt svære at forstå og de store kultur forskelle. Synes at alt personalet har været flinke til at vise mig rundt og så godt som de kan lære fra sig og dele ud af deres viden. De har været meget interesseret i at vide, hvordan sundhedssystemet fungere i Danmark og jeg mener også at jeg har påvirket dem lidt med den viden vi har. Gæstfriheden har været stor og en af operationssygeplejerskerne har endda inviteret os til konfirmation ved hendes søn, så det har været en stor oplevelse at få med[…]

[…]Mit råd er at spare op (også selvom du er på SU) og rejs. Min rejse har været en oplevelse for livet og jeg vil aldrig være den foruden. Selvom jeg har brugt mange penge, har det været det hele værd og det jeg har oplevet i Tanzania ville jeg aldrig kunne opleve på en almindelig ferie rejse. Pak tasken og rejs ? du vil få nogle uforglemmelige oplevelser.

Nanna skriver:

Hej EXIS.

Jeg har været hjemme i Danmark i efterhånden en måned nu, hvilket betyder, at jeg efterhånden som tiden går, har fået bearbejdet mit ophold i Afrika.
Det har for mig været rigtig svært at komme hjem til Danmark efter næsten to hele måneder i Tanzania, ikke mindst pga. den kæmpe omvæltning der findes, men også fordi de fantastiske børn, har sat spor så dybt i en, med deres endnu mere fantastiske personlighed.
Min tur fra Danmark til Afrika gik rigtig godt, og jeg blev som aftalt hentet i lufthavnen til tiden, hvorefter jeg blev kørt til Arusha hvor jeg skulle bo i huset for frivillige. Huset for frivillige havde en positiv virkning på mig, og jeg bliver virkelig nødt til at rose boligforholdende i “lejligheden”, idet jeg havde frygtet mig noget meget meget værre. Så stor ros til huset for frivillige, hvor man uden tvivl føler sig godt tilpas og ikke mindst, hjemme.
Jeg havde valgt at arbejde på børnehjem – først arbejdede jeg på et børnehjem kaldt Living Water Children Centre, hvilket gav mig et fuldstændig chokerende indtryk af Afrika, fattigdom og hvor meget de rent faktisk har brug for hjælp! Jeg blev hurtigt forbundet til de forskellige børn, og tilsidst får man et så tæt sammenhold til nogle af dem, at man nærmest ryster indvendig ved tanken om, at man igen på et tidspunkt skal forlade dem.
Efter Living Water Children Centre, kom jeg over på et mødrehjem der hedder Faraja Centre, hvor jeg for det meste arbejde inde ved klassen kaldt “baby class”. Min fornemmelse var, at dette sted stadig som det andet sted, havde brug for hjælp, men ikke i den grad som Living Water Children Centre havde. Med det vil jeg fortælle, at graden af fattigdommen dernede godt kan svinge, men uden tvivl har stort set alle brug for hjælp, og de tager imod hjælpen med kyshånd, så man virkelig føler sig værdsat.
Jeg bliver også nødt til at rose både vores koordinatorer, vagter og ikke mindst kokke i huset. De behandler en godt, man føler sig velkommen og de er ikke blege for at tage med på udflugter eller i byen eller lign.

Jeg har været rigtig glad for min rejse til Afrika, og jeg ville uden tvivl slet ikke være foruden. Den har givet mig en masse med i bagagen, gjort at jeg har fået afprøvet grænser og ikke mindst gjort mig stærkere som person. Uden tvivl, vender jeg tilbage til Afrika, Tanzania, når pengene og tiden igen er der. Og det bliver uden tvivl med jer, EXIS.

De kærligste hilsner

Ja nu har vi efterhånden være hjemme små to uger nu. Det har været en vanvittig god tur.
Vores arbejde på børnehjemmet var fantastisk – det børnehjem vi var på var meget fattigt og det var mere en skole. Børnene kom ved ca ni tiden og så begyndte skolen klokken halv ti til halv tolv hvor der så var en halv times pause og derefter endnu en times undervisning. Ca klokken et var der frokost, hvorefter størstedelen af børnene tog hjem til deres “familier”. Jeg mener der var ca tolv børn der sov og boede på børnehjemme, alle de andre børn havde en form for familie at komme hjem til, hvad enten det var en mor, far eller tante. Lige pt er der ved at blive bygget sovesale så de børn der kommer langt væk fra har mulighed for at sove der, så de ikke skal gå det lange stykke hver dag. Alle de tal og klokkeslet jeg har skrev skal selvfølgelig tages med forbehold, da det er i Afrika ?
Lejlighederne i Tanzanite var fine og området var også ganske udemærket.
Det var bare lige kort om det hele.

Vi haft et godt ophold. Medarbejderne har været rigtig gode til at vise os rundt og generelt tilbringe tid med os, især Charles. Vores arbejdsopgaver var faktisk meget spændende. Projektet vi arbejdede på i samarbejde med FIGHTING AIDS gik ud på at skabe awareness omkring HIV/AIDS. Det var alt lige fra primary schools til centre for HIV positive folk. Hovedsageligt var vores arbejdsdage centreret omkring skolerne, hvor vi fik 30-45 min. pr. klasse til at holde oplæg om sygdommen samt mulighed for interaktion med børnene i form af spørgsmål og svar. Dem vi arbejdede sammen med fra Fighting Aids har også været rigtig flinke, og det kan varmt anbefales at arbejde for dem, især Robert som er stifteren af denne NGO.