Erfaringer med EXIS i Nepal

Karoline, som er frivillig i Nepal, skriver:

Hejsa

Tak for jeres besked. Jeg har det godt og er ved at falde til. Ønsker jer en god dag fra Nepal!

Hilsen Karoline

Et par dage senere, tilføjer Karoline:

Det er et skønt land med en smuk kultur og med de mest gæstfrie mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Hej Igen søde EXIS

Nu gik der vidst lidt tid inden jeg fik svaret igen. Men ja det var super godt at få så dyb en oplevelse i den spirituelle verden og med meget kompetente lærere. Så jeg er rigtig glad for at jeg valgte jeres firma.
Nu er skolen jo starten igen og i øjeblikket underviser jeg 6., 7., og 8. klasse, hvilket er meget spændende. Men her den 18. Maj har jeg så aftalt at tage til Pokhara og tage Anna Purna Cirquit trekking med en anden dansk pige, Ida, og en fransk dreng, Robin.

PS. Vi har fået udrettet noget rigtig fint og meget effektivt velgørenhed på 9 forskellige institutioner, herunder skoler, børnehjem, et cancerhjem og en dagpleje. Vi fik hjælp af 2 nepalesere, hvilket gjorde det en del nemmere og mere effektivt. Så hvis I vil se nogle billeder, så kan I se dem på min Facebook profil.

Bedste hilsner
Lasse

Jeg har i mine 3 måneder i Nepal, tilbragt mine dage på en klinik, og et større hospital i Kathmandu.
På hospitalet og klinikken var mine opgaver bl.a. at hjælpe patienter, se på MR skanninger med lægen, hjælpe sygeplejerskerne med at desinficere samt rense sår efter skader og operationer, samt observeret lægernes arbejde. Derudover fik jeg, efter en instruktion, lov til at give nogen vacciner.

Dette var så spændende! Jeg mener bestemt at alt hvad jeg har lavet, især vaccinerne, er noget jeg umuligt vil komme til at prøve hjemme i Danmark!!
Min fritid under opholdet brugte jeg til at hovedsageligt besøge 2 forskellige børnehjem hvor jeg kunne hjælpe til, da jeg havde en pause på 5 timer dagligt.

Der var jeg hovedsageligt på den afdeling med børn i spædbarnsalderen, 0-1 år. Der hjalp jeg med at passe de mange forældreløse børn. Til tider hjalp jeg den tilknyttede sygeplejerske med at måle og veje de små.

Hele opholdet har givet mig en enorm erfaring på området. Derudover har jeg fået et stort indblik i arbejdet som læge og sygeplejerske, samt er jeg kommet meget tættere på mennesker som patienter. Det har været så godt!

Jeg kan kun takke EXIS for den brede erfaring jeg har fået.

Mange hilsner Katja

Kære Exis

Min rejse til Nepal har været fantastisk og det har været en stor oplevelse som jeg aldrig vil glemme. Der blev taget godt imod mig af alle og folk er meget venlige og hjælpsomme trods deres hårde livsbetingelser. Jeg følte mig meget velkommen blandt alle og tryg ved at rejse alene. Børnene på børnehjemmet Spark og på klosteret var utrolig venlige og kærlige og de vil altid være i mit hjerte og hvis turen gå til Nepal igen, vil jeg helt sikkert besøge dem igen.
Jeg har været tilfreds med at rejse med Exis og mange tak for jeres hjælp og rådgivning inden og under min rejse. Stor tak til min koordinator Arjun og hans kærlige familie som var så venlige og passede godt på mig under hele mit ophold, Også stor tak til min tålmodige og dygtige lærer Bikkram – det er helt sikkert en god ide med at blive undervist i sproget og kulturen inden man kommer ud i det virkelige liv.

Mange tak for en uforglemmeligt oplevelse og det bliver ikke sidste gange at jeg rejser som frivillig.

Namaste og VH
Katja

Det har været en helt fantastisk tur til Nepal, børnene på børnehjemmet var de mest fantastiske, imponerende og godhjertede mennesker jeg nogensinde har mødt, det lyder utroligt, men den måde de hjalp og sørgede for hinanden på og var hinandens familie, var helt anderledes fra hvordan vi omgåes hinanden herhjemme. At tage til Nepal som frivillig er noget af det bedste jeg har gjort, det var en uvurderlig oplevelse at komme ind under huden på det fattige, men livsglade folk og det smukke land.

Mvh Simone.

I arrived to Kathmandu the 8 of February. The first week I stayed in Arjuns house, where I was learning Nepali language and everything about the culture. My teacher was Bikram, a really nice guy. He learned me a lot about everything. People had often told me, “You are so good at Nepali language and you know so much about the culture”. I would say thanks to Bikram and Arjun for that.

After the first week I moved to Nardev and Shilas house in Bisalnagar where I should start my photojournalism work. My expectations to the course was, first of all I would learn how to use the manual setting in my camera. Then I would learn about the ethical rights behind photojournalism and of cause getting better to take pictures. Ram told me all about the camera settings and told me to practice a lot. He took me to Pashupatinath, to the Shivaratri festival to take some night photographing with tripod, and I really enjoyed it and took some nice pictures. It was so cool.

I only had two weeks here to work in, and the first week I learned about the photojournalism. The second week I wanted to make a small project about the slum in Kathmandu.

For me it was really interesting, because it is such a different world compared to my world. I went there with Rajani and talk with the people, took some videos and photos and then I made a short movie about my experience in the slum. Ram really knows a lot about journalism and photojournalism, and I can recommend others to go here. He is such a nice man.

My stay in the journalism house (with Nardev and Shila), has been a very good experience. I had learned so many things about Nepali culture. The family is very kind and I will miss Nardev when he is talking to himself, Shilas lovely open mind, Danukas beautiful smile, Ashim voice when he is singing and Muskan when she is teasing. It has been a pleasure to meet you all.

Tapaailai bhetera khusi lagyo!

Mit ophold i Nepal var fantastisk. Det var alt det jeg ønskede og meget mere til. Munkene og ungerne på ‘Sparks Orphanage’ har absolut givet mig oplevelser for livet!

Desuden vil jeg give stor ros til Arjun og Bikram de gør det virkelig godt dernede.

Generelt vil jeg sige om Nepal at det er virkelig rigtigt at de er et meget flinkt folkefærd! Og vil alle gerne hjælpe en, men de har godt nok mange festivaler og det er på godt og ondt at være der i festivalerne, det forstyrre arbejdsopholdet men det er en unik chance for noget kultur og igen har Arjun åbnet op for at vi kunne kigge lidt med fra sidelinien når de fejrede.

Så en fantastisk tur og en tilfreds kunde.

Jeg vil meget gerne dele de erfaringer jeg gjorde mig, jeg lover det kommer senere. Jeg fik bl.a. LEGO til at sponsorer 7 kg LEGO som jeg havde med, gennem noget der hedder ‘LEGO Charity’. Det var en succes, for der var ingen sprogbarriere og uendelig underholdning. Det kunne måske være noget at give videre.

Jeg underviste munke i en blandet aldersgruppe fra 10 til 17 år, i engelsk på er buddhistiske kloster. Undervisningen foregik dagligt fra 16:00 til 16:45.
Om formiddagen underviste jeg på en privatskole i Kathmandu. Jeg underviste en 7. og 9. klasse i engelsk, fra henholdsvis 10.00 til 10.45.

Udover dette var jeg så heldig, sammen med en anden frivillig, at få lov til at bo på et buddhistisk kloster i Banepa, som ligger uden for Kathmandu. Klosteret fungerede som et børnehjem for piger, og vores funktion bestod i at undervise dem – en time om morgenen og en time om aftenen, hjælpe dem med lektier og lege med dem om eftermiddagen.

Som sagt havde jeg en helt fantastisk tur, Nepal var alt og så meget mere end jeg ture håbe på. Det var smukt, farverigt, spændende, anderledes, frustrerende og så meget mere. På de 3 måneder var jeg hele følelse registeret igennem. Jeg har lært en helt masse om et dejligt land og et helt fantastisk folkefærd. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker og tilbragt min tid med en masse dejlige børn og søde munke. Jeg har fået indtryk og venner for livet. Som frivillig hjælper man ikke blot en masse dejlige mennesker, men man lærer også en masse om sig selv. Tror den måde jeg bedst kan opsummere det hele på er med en samtale, som jeg havde med en ven efter min hjemkomst, hvor han spøger mig ”hvordan det har været at være ude og hjælpe i verden?” hvorefter jeg svare: ”det var helt fantastisk selv om jeg tror verden har hjulpet mig mere end jeg har hjulpet den!”

At tage af sted var den bedst beslutning i mit liv. De oplevelser jeg fik og de mennesker jeg møde var det hele værd.

Jeg vil helt sikket anbefale EXIS til andre – tak for en helt fantastisk tur.

Hej Exis.
Tak for en rigtig fed oplevelse! Min tur til Nepal var fuldstændig fantastisk.
Jeg valgte Exis af den simple grund at de havde det billigste frivillige arbejde jeg kunne finde. I starten var jeg derfor nervøs om faciliteterne og opholdet ville være gode. Til min store glæde levede opholdet fuldstændig op til mine forventninger og stedet vi boede (huset for frivillige) var faktisk bedre!
Vi boede en masse mennesker hos en nepalesisk familie hvor vi havde hele underetagen. Værelser, toilet og tv var rigtig fine (dog ikke varmt vand), så huset blev meget hurtigt som et hjem for os. Vi boede hos vores kontaktperson Arjun, som var rigtig venlig og sørgede for at vi ikke manglede noget. Han arrangerede ture til Chitwan, Tibet og Nagarkot for os, og var endda med os ude og trekke i bjergene! Det var rigtig fedt at man vidste der var en lige i nærheden. Han kunne dog blive lidt for overbeskyttende nogle gange.
Jeg valgte at undervise i engelsk på et kloster og være på et børnehjem. Den første måned var jeg på klosteret og det var rigtig fedt at prøve! Børnene var virkelig søde og ville gerne lære noget. Vi skulle selv finde ud af hvad vi ville undervise i da det var frivilligt for munkene om de ville have vores time. Derfor blev det lidt svært i længden og jeg valgte at skifte til et børnehjem. Arbejdet på børnehjemmet var rigtig fedt. En anden frivillig og jeg hjalp børnene om morgenen med lektier, leg og lidt praktisk. Børnene var meget selvstændige, så man skulle lige komme lidt tættere ind på dem, før de rigtig lod mig hjælpe dem. Det var en rigtig fed oplevelse at prøve. Jeg synes klart at min oplevelse af Exis har været god og at faciliteter og arbejde har været godt. Jeg vil dog sige at der måske kunne gøres lidt ved maden. Til morgenmad fik vi toastbrød eller små pandekager hvilket var godt. Men til både frokost og aftensmad fik vi Dahl-Bhat. Dahl-bhat består af ris, kartofler og noget linse suppe.

Jeg kan varmt anbefale at rejse med Exis, da jeg følte mig tryg på turen og havde en god oplevelse både med det frivillige arbejde og de andre frivillige.

Mvh. Signe

Jeg har været i Nepal og boet hos familien Shresta i Kathmandu (Arjun og hans familie). Opholdet her, var slet ikke i takt med hvad jeg forestillede mig fra hjemme fra Danmark. Faktisk meget meget meget bedre! Jeg har været ekstremt tilfreds med at bo hos hans famile og her skal det tilføjes at det var ganske nydelige og fornemme forhold. Arjun er en meget typisk og alligeveel lidt af atypisk nepalesisk “no problem” – mand. Dette er ikke negativt ment, men positivt i den forstand at alt kunne løses hvis der evt. skulle opstå problemer. Dette krævede bare også en indsats fra en selv, hvilket jeg vil uddybe nærmere; netop dette med egen indsats!

Jeg kom med åbent sind og med oplevelseslyst, hvilket jeg tror har været mine bedste egenskaber på denne tur. I Nepal kan man ikke forvente danske standarder og med dette in mente, kan man komme utrolig langt. Jeg ved at i min tid (fra maj ’11 til august ’11), har der været lidt “bøvl” mht. til mad og lign. Jeg vil da også sige at jeg ikke var så kæmpe stor fan af dhal bhat (ris og linsesovs) efter mit ophold, men det var sgu en del af, det at bo i Nepal hos en familie. Og det skal siges efter, der blev skrevet en mail til jer, blev der gjort noget ved det. Arjun, hans kone samt den søde Sabine (deres “ung pige i huset”), gjorde altid en indsats for at gøre de frivillige tilfredse.

Om familien og Arjun har jeg kun rosende ord. Dejlig hjertevarm og åbne. Jeg tilbragte megen af min tid oppe i stuen hos familien og det var her, jeg faktisk havde nogle af de mest mindeværdige oplevelser. Jeg sad tit og snakkede og hyggede med Arjun, hans svigerfar, svoger, datter niece og hvad der ellers kom på besøg! Fantastisk! Jeg vil ikke sætte mig selv på en pædistal eller ophøje mig selv – tværtimod! Men jeg prøvede at komme lidt ind på livet af dem, det skal siges at jeg var alene i juni måned, så alternativet var vel at sidde for sig selv. MEN, for pokker hvor har jeg hygget mig og haft så sjove stunder, at jeg kan sidde og grine for mig selv ved tanken. Datteren, Nibiditha får set sin “fair share” af frivillige og var måske ikke den mest snaksalige når man kommer som ny, men jeg tog kontakt fra start og lidt efter lidt åbnede hun mere op. Det samme gælder Rupa, Arjuns niece. Jeg kom til at holde utrolig meget af de to piger og det varede ikke længe før jeg blev inviteret med til deres dimisionsfest på deres High School, hvor jeg mødte både klassekammerater, lærere og andet godtfolk. Det jeg prøver at sige er, at det kræver kun lidt fra vores (de frivillige) side, men man får SÅ meget igen.

Jeg blev lidt en integreret del af familien qua at jeg var den eneste i juni måned, hvilket jeg var rigtig glad for! Der blev taget rigtig godt om mig og jeg følte mig virkelig som en del af familien. Jeg blev rigtig gode venner med Arjuns svigerfar, hvilket resulterede i et besøg i Tansen 11 timers slingrende buskørsel fra kathmandu, hvor jeg boede med hans familie for en tid, dette var så oplevelsesrigt og vi havde nogle rigtige gode stunder sammen. Jeg Har mange gode historie fra Kathmandu og jeg skal nok lade være med at belemre jer med dem, men hovedessensen er sådan set bare, at jeg har været ovenud tilfreds med mit ophold hos familien og jeg skal besøge dem igen, som privat person og jeg kan ikke vente!

Det frivillige arbejde
Jeg underviste på munkekloster og på en skole. Fantastisk oplevelse! Jeg endte med at bo på klostret den sidste periode, samtidig blev jeg munk i en uge! Dette var måske den mest indholdsrige og bedste tid i hele mit 23 årige lange liv. Her skal det igen siges at jeg gjorde en kæmpe indsats for at måtte få lov og jeg viste en interesse for buddhisme (havde dog lidt i bagagen hjemmefra. Men igen vil jeg bare påpege, at hvis man gør en lille indstats får man utrolig meget igen. Jeg blev munk på det kloster hvor jeg undeviste og har stadig kontakt til nogle af mine gamle elever. TAK EXIS!

På den skole hvor jeg var, var der måske ikke så meget brug for frivillige, der var altid en til at tage over, så derfor følte man sig ikke SÅ behøvet. Det kunne man måske, ved at komme ud på en Community School. Her ville der i hvertfald med garanti være mere brug for en i modsætning til en Boarding School. Men det var uden tvivl rigtig spændende og virkelig sjovt. Det var bla. det der blev talt om hos de frivillige, da jeg var der. Men der var et hav af tilbud, når man kommer til at snakke med folk rundt omkring, hvor man virkelig kunne komme og gøre en forskel, både på børnhjem og på skoler. Hagen ved det, er de typisk ligger lidt afsides eller i udkanten af Kathmandu.
Jeg blev introduceret til mit frivillige arbejde af de andre danskere der var i huset da jeg kom, hvilket rigtig fint.
Arjun spurgte til os og han var altid til rådighed hvis man behøvede hjælp.

Vi, de frivillige holder reunion her i oktober, så man har også fået kendskab til nogle dejlige mennesker!

Jeg har været så glad for min rejse til Nepal og det har været en fantastisk oplevelse, jeg vil kigge tilbage på.
Desuden har jeg været enormt glad for at bo hos Arjun og hans familie og de er nogle dejlige mennesker, når ma kommer ind på livet af dem.

Til slut vil jeg bare sige Keep up the good work!!!

I had a good time when I arrived at Airport and they received me and transferred to hostel. Hostel was clean and well-managed. They introduced me to whole staff of cultural youth exchange.
Day after arrival, teacher informed me about my project, schedule, host family, situation of Nepal and other issues. They were very nice and looking so happy and they always asked me about my problem and something like that.

It was good to have a slow introduction to Nepal the first week and learn some words and phrases in Nepali though I’m not using them so much now, because they are so good in English here at Children Home. I really liked the village stay, to get out of the city and to have short look in what life is outside the city and the family was really friendly and hospital. And Chitwan was nice to see some tourist stuff before going to the children home. But I must say that the best time I have had here is here at the children home.

I recommend Exis-Nepal’s two weeks program for other volunteers. I would suggest them without any contact person\organization we can’t get achievement. I hope so; cultural youth exchange helps you during the time of Volunteering. I haven’t had a host family, stayed at orphanage but that was perfect, because the Children Home is such a nice place, so I rather want to spend 24 hours here than only 6 hours. What I can say other than I will strongly recommend other volunteers to come and work here.

The food is good, and I am definitely never hungry, though it took a little time to get used to the spices and the house is fine, and I really like that there is a western kind of toilet.

I would recommend it for the whole program because every one is really nice and they had good hospitality.

Det kræver en del tilpasning og tålmodighed at rejse i et 3. verdensland og det er noget af et kulturchok! Larmende osende biler overalt i Kathmandu, med køer midt i det hele, affald, mennesker og templer i et virvar.

Efter vores lille ophold i Pokhara med sightseeing og paraglidning og afslapning gik turen for en nat tilbage til det osende og larmende Thamel, som af en eller anden grund bliver mere og mere trygt for os. Vi kender stedet nu og kan finde rundt og finde de butikker, vi har brug for.
Dagen efter blev vi hentet af vores “gamle” nepali lærer som tog os til Bungamati, hvor børnehjemmet Jossa Nepal ligger, det er her vi bor og arbejder!

Kun 12 børn var på børnehjemmet på det tidspunkt, men de er de herligste børn, fra første øjekast holdt de af os, krammede, kyssede os og holdt os i hånden, de søger konstant kærlighed opmærksomhed og tryghed. De to første dage var hårde, det var slutningen af ferien så skolen var lukket og vi “arbejdede” fra kl.6 om morgenen til ca. 21 om aftenen!

Lørdag begyndte de andre børn at komme tilbage, da skolen starter søndag. Lørdag er deres eneste fridag/helligdag!) så nu er vi oppe på 26 børn, og vi er tre frivillige udlændinge og fire frivillige nepalesere til at passe dem. Der er nok at se til!

Børnene er fra 5 – 13 år og kommer fra vidt forskellige baggrunde, nogle har stadig deres forældre som de besøger i ferierne, men de har ikke mulighed for at forsørge dem til hverdag, eller de bor i maoistområder, så det er for farligt for børnene at blive boende der. Andre har mistet deres forældre, pga. aids, maoister, eller andre ting. Så det er virkelig nogle hårde historier de har bag sig.

Oven i det kommer, at børnehjemmet ikke bliver støttet på nogen måde, udover fra frivillige som mig selv og nogle donationer. Dette medvirker at børnene ikke får den nødvendige kost. De fleste er underernærede og har maver som børn i Afrika. De er syge, har problemer med maven, med ørerne, tænderne, knoglerne. Alle er de forkølede, ligesom os tre frivillige, hvilket skyldes huset, der er utæt og med revner og sprækker i væggene. Det er koldt og der er ingen mulighed for opvarmning. ”Toilettet”, der ligger i et af værelserne, er et hul i jorden. Der er kun koldt vand.

Derudover har børnene ikke nok varmt tøj, og vi går vinteren i møde. De har ikke noget særligt legetøj og ikke altid råd til at købe skrivehæfter og blyanter til skolebrug! Jeg føler mig så frustreret her, har lyst til at købe alt, hvad de har brug for – hvilket jeg selvfølgelig ikke har råd til, selvom priserne er lave.

I morgen tager vi ind til byen for at undersøge noget med oprettelse af bankkontoer, da børnehjemmet ikke har nogen konto, og det derfor gør det mere besværligt for dem at modtage donationer! Så vi skal have kontakt til andre frivillige for at få det op at stå, for det kan vi ikke selv klare, og vi ønsker også at sørge for ordentligt mad til børnene, så de ikke dør fra os!!

Nu kommer det hele til at lyde så trist og negativt, men jeg elsker det virkeligt her, elsker ungerne, som får julelys i øjnene, når de ser os tidligt om morgenen, og når vi henter dem fra skole om eftermiddagen.

Vi har intet privatliv, vi frivillige deler et værelse og børnene render ind og ud af det – så det er med at gemme sine ting væk for de er alt for nysgerrige – de kysser og krammer os hele tiden og slås om vores opmærksomhed! De er de dejligste børn, som sætter pris på os og har det godt på børnehjemmet – føler de selv – de har jo masser af legekammerater omkring sig hele tiden!

De kalder mig miss eller kalpana -som er mit nepalesiske navn og betyder fantasi – så når jeg kommer hjem reagerer jeg sikkert ikke på mit eget navn! Ligesom jeg vil have en masse underlige vaner! Spise med fingrene, tage kolde bade, putte toiletpapiret i skraldespanden i stedet for i toilettet, sove uden madras – som vi rent faktisk gør her! Men man kan vænne sig til alt, og hvis 26 børn kan gøre det, kan jeg også!

Jeg har bestemt mig for at tilbringe min jul sammen med dem! hvilket betyder virkelig meget for dem, børnene er så glade for, at jeg bliver så relativt længe, som jeg gør! Håber i alle har det rigtig godt og passer på jer selv og hinanden!

I was well received and transferred to the hostel, and I was satisfied with my orientations and first week program. Hom is a very good teacher and he was good at explaining us about the historical background and the situation right now. I enjoyed the class and the sightseeing very much! The accommodation was fine. Tyson’s foods were great! To the upcoming volunteers I recommend them to be open-minded, it will benefit them much more lately. I also recommend playing cricket, it is a funny game and it helps you to learn the verbs, numbers, days of the week and so on, faster. I really liked the language class and the information about Nepali culture.
The best thing was the volunteer the work at the orphanage you could feel that you made a difference and the kids were so happy. The staffs here are wonderful as the kids. When it is the day off of kids from school, they made difference games they do not know, they really like that. Just be there for them and be affectionate. My stay in Meg’s Children home has been fantastic. I love the staffs and the kids here. I really liked that I was allowed to use my time with the kids as I liked. Give the kids a hug and show love, the rest comes naturally.

I had come across from the border up to the place where I have to be. My first day starts with the orientation package about my project, host family, schedule, situation of Nepal and other issues which satisfied me much. For our beneficial there was language class which I felt difficult but the teacher was good and cooperative, so it make me little bit easy to learn Nepali language. Teacher’s all performance in terms of language course and other activities were extremely good. Sightseeing to the Temples and beautiful places was the great and special because the management was good. All the staffs were friendly and frankly.

I think it has been a great experience to stay at the hostel, everyone (cook, teacher, and coordinator) has been very nice and I have had a great time. The language class is difficult but necessary, because it is so intensive and short.
Sightseeing is the greatest fun I have had in weeks, Saman and Jiyan made it special and fun. I have learned a lot of Nepali, seen Kathmandu and I am looking forward to our Chitwan visit, Lama Tar stay and my Padma Prakash School

The second week program was really nice and I got a chance to see the Nepali life style. Life is very different than us. We had an special thing in Lamatar so I don’t have word to explain it. I think, in the future, I won’t get chance to do the things which I did in Lamatar.
As well as Chitwan stay was very fantastic and we did a lot of new program like elephant riding, elephant bath, and jungle walk and jeep safari. Mr. Krishna was nice boy and he gave us more information about our Chitwan program. And he always cared us about our problem. We got a chance to see wild life like rhino, elephant, crocodile and some different birds. It is a good way to see some of Nepal and to get to know the culture a little bit before the project placement.
The population is overall very friendly, and my host father he always take care me. And my teaching experience was well and I knew the habit of Nepali students. Really they were happy to learn something from the foreigners and they always looking happy as well as they have a good discipline. All staffs of Padma Prakash Shool were nice and helpful so I don’t have any word to explain their cooperation.
No complaints about the food. I would have liked to stay in a host family because it would have showed me the daily life in a Nepali family. I will definitely recommend Nepal. And thank you for the “Holi Festival.”

Vi lettede vi fra Kastrup lufthavn med tusindvis af sommerfugle i maven. Min højskoleven, Morten og jeg bestilte vores rejse til Kathmandu i april måned, og efter lang tids venten, var dagen endelig kommet hvor vi skulle afsted!

Vi havde en ”lille” mellemlanding på 6 timer i Doha, inden vi langt om længe landede i Kathmandu.

Da vi steg ud blev vi straks mødt af en masse ”namaste” og folk der ville hjælpe os. Forvirrede over alt den venlighed, fandt vi endelig Arjun (vores koordinator), som kørte os til det hus, som skulle være vores base de næste tre uger.

Huset lignede en stor candyfloss – lyserødt både udvendig og indvendig. Super hyggeligt! På vores første dag lavede vi ikke andet end at sove, ovenpå den lange rejse. De andre frivillige kom fra Frankrig, Østrig og Danmark, og alle kunne snakke fint engelsk, så der var ingen kommunikationsvanskeligheder.

Dagen efter gik vores undervisning i nepali i gang. Vi startede med at lære en masse om den nepalesiske kultur, Nepals befolkning og deres religion. Det var super spændende, fordi det var så langt fra den danske kultur. Vi lærte et par få gloser, såsom: namaste = hej. Dhanyabhad = tak. Subha bihani/Subha Ratri = godmorgen/godaften. Det var sjovt at lære – og da vi alle sammen var lige dårlige til det, så kunne vi grine af det sammen.

I løbet af vores første uge var vi ude og se ALT hvad der kan ses i Kathmandu. Samtlige templer, Thamel (et KÆMPE marked med alt hvad hjertet begærer), Pashupatinath (der hvor de brænder de døde til offentlig skue), et kloster, Swayambunath (også kaldet ’monkey temlpe’), Dharahara (et ’udkigstårn’), osv…

Samtidig med at vi legede turister for fuld skrue, så fik vi stadig et par timers undervisning i nepali hver eneste dag. Det blev sværere og sværere for hver dag der gik, men det var fedt, når man begyndte at kunne forstå hvad folk ude i byen sagde til os. Til sidst blev vi ret seje til nepali, til trods for at vi alle sammen fandt det meget svært.
Da første uge var gået, var det tid til at starte det frivillige arbejde. Morten og jeg havde ønsket at komme på landet, så vi kunne komme lidt ud af Kathmandu. Kathmandu er MEGET forurenet, og man kan knap nok trække vejret dybt ind uden at få et hosteanfald. Derudover er der sindssygt mange biler, som tror de er med i en dyttekonkurrence: den der dytter højest kommer først. Så vi glædede os til at komme lidt ud af byen, for at se noget af det ’smukke Nepal’, som vi havde hørt så meget om hjemmefra.

Da vi ankom i Sankhu (ca. en times kørsel fra Kathmandu) kunne vi for første gang trække vejret dybt ned i lungerne, og nyde den friske luft. Børnehjemmet lå lidt op af et bjerg/stor bakke, så vi hankede op i rygsækkene og begyndte opstigningen. Børnehjemmet var omgivet af rismarker, majsmarker, træer og lækker natur. Da vi kom op til børnehjemmet, så vi for første gang det ’smukke Nepal’. WOW! Det var ubeskriveligt smuk! Der var den vildeste udsigt udover de grønneste marker jeg nogensinde har set.

Børnehjemmet, PA Nepal, havde 46 børn i alderen 4-16 år. Det var et meget velfungerende børnehjem, da børnene og personalet havde deres helt egne rutiner, som bare kørte. Alt fungerede som det skulle, og børnene var glade. Så Morten og jeg følte os faktisk rigtig meget tilovers. Det var virkelig en positiv oplevelse at se, at det fungerede så godt! Det havde jeg slet ikke regnet med.

Da vi følte os så meget tilovers, så ringede vi til vores koordinator, som sørgede for at vi kom ud på et andet børnehjem, som behøvede lidt mere hjælp.

(EXIS: koordinatoren har taget hensyn til deres ønkse at komme væk fra Kathmandu. Deres ophold varede for kort til at skifte til endnu en andet hjem)

Så efter kun to dage i den friske luft, og den smukke natur, sagde vi farvel til Sankhu og kørte atter mod Kathmandus forurenede gader.
Inden vi startede vores arbejde på Children Spark Home i Patan (en bydel i Kathmandu), tog vi en smuttur til et sted nær den tibetanske grænse, hvor Morten havde bestilt et bungy jump.

Vi kørte højt op i bjergene, og igen var vi omringede af den smukkeste natur. Jeg er enormt højdeskræk, og havde derfor ikke booket et bungy jump, men var bare taget med på turen, for at få oplevelsen af turen op i bjergene og se Morten springe.

Inden Morten skulle springe skulle vi selvfølgelig krydse denne her KÆMPE hængebro. Den var nok mellem 50-100m lang, 1½m bred og så var der 200m ned. PUHA! Aldrig har jeg været så tæt på at gå i panik, men med Mortens hjælp kom jeg over, og overvandt min frygt.
Morten var hamrende sej, og tog både et bungy jump på 160m, og en ’swing/gynge’ med frit fald på 7sek, et sving på 250m, og 150km/t. Han var helt høj på adrenalin, da han havde gjort begge dele. Det var fedt!
Efter vores lille udflugt skulle vi starte på arbejde igen. Denne gang var det et meget mindre børnehjem med kun 17 børn, en koordinator og en ’maddame’. Dette børnehjem fungerede mindst ligeså godt som børnehjemmet i Sankhu, og igen følte vi at vores hjælp var unødvendig. Børnene var SÅ søde, og ville så gerne lege og danse med os. Vi hyggede os rigtig meget med dem, men vi ville gerne arbejde et sted hvor vi følte at vi gjorde en forskel.

Da vi kun havde tre uger i Nepal, så nåede vi desværre ikke at finde et sted, hvor de behøvede vores hjælp – men til næste gang ved vi at vi skal søge et børnehjem, hvor der er spædbørn. Vi fik nemlig at vide, at disse børnehjem ALTID har brug for ti hænder ekstra, da der er så meget arbejde at lave.

Inden vi vendte hjem mod Danmark bestilte vi en tur til Chitwan. 6 timer væk fra Kathmandu, nær Indien, ligger der en stor national park, og da både Morten og jeg er vilde med dyr, så var det oplagt at vi skulle ned og se hvad det var for noget. De andre frivillige syntes det lød spændende, og bestilte derfor turen sammen med os. Super hyggeligt!
Vi havde tre dage/to nætter i Chitwan, hvor vi bl.a. kom ud og så et ’Elephant Breeding Center’ som havde både store og små elefanter. Derudover var vi på en 4 timers ’junglewalk’, hvor vi vadede rundt i en kæmpe jungle med 7m højt elefantgræs, blodigler som åd vores ankler og masser af andre små dyr som kriblede rundt i ”skovbunden”. Det var virkelig en fed oplevelse, og MEGET varmt.

Efter vores jungle-oplevelse gik vi forbi floden, hvor elefanterne badede. Vi fik lov til at bade med dem, så Morten og jeg sprang op på en elefant, og så gik den ellers i gang med at sprøjte os til, og vælte os af, så vi fik en ordentlig dukkert. Det var en vild oplevelse!!

Efter tre uger i Nepal var nu på tide at vende snuden mod Danmark, og det havde vi det både godt og dårligt med. Godt fordi at vi endelig kunne få andet at spise end ris, og dårligt fordi man jo aldrig bliver træt af at rejse.

Under hele opholdet skrev jeg dagbog, og jeg slutter min dagbog med at skrive:

Når jeg tænker tilbage på Nepal, tænker jeg på; Smuk natur. Forurening. Larm. Respekt/høflighed. Venligt folk. Tiggere. The m. sukker. Dhal Bhat. Nul kød. Kolde bade. Ulækre toiletter. Elefantbad. Junglewalk. Gadebørn. Gadehunde. Alt er billigt! Henna. Børnehjem. Sightseeing. Aber. Holy Baabas. Hængebroen. Dårligmave/”Nepal-mave”. Lange busture. Sjov og ballade… og meget mere!

Min konklusion på vores tre uger i Nepal, må være: ”At rejse er at leve – men ude godt, hjemme bedst”.