Tilbage til projekt-oversigt
X
X

Erfaringer med EXIS i Kenya

Her kan du læse om tidligere deltageres erfaringer med EXIS i Kenya.

Hej Exis.

Så er mit ophold i Kenya slut for denne gang!
Og det har været en fantastisk oplevelse alt i alt!

Jeg havde besøgt Kenya før, så det var ikke helt nyt for mig at være i den afrikanske kultur. Jeg blev hurtigt forelsket i african time og ‘hakuna matata’, da jeg kom fra en travl dansk hverdag som sygeplejerske.

Rikke fortæller om sine oplevelser med EXIS i Kenya

Først var der en periode, hvor jeg var den eneste frivillige hos koordinatoren, hvilket for mig var guld værd, så jeg kunne blive udfordret på egen hånd. Men da der kom andre frivillige, var det nu også ganske hyggeligt!

For mig var det vigtigt at få rykket mine grænser, komme ud af min comfort zone og udvikle mig under mit ophold – og det skete på alle måder!

Jeg startede som frivillig på et børnehjem i Eastleigh – et meget fattigt område af Nairobi. Det er en verden til forskel fra Danmark og alle sanser og grænser udfordres fra dag 1!

Børnene er intet mindre end AMAZING – så meget kærlighed, omsorgsfuld og hjælpsom væremåde, gåpåmod på livet og høj motivation for skolen! Mit arbejde bestod først i, at assistere underviserne og have aktiviteter med børnene. Senere bad jeg om et mere specifikt ugeskema og arrangerede sammen med koordinatorerne, at vi frivillige skulle undervise i førstehjælp, lave lektier med udvalgte elever, have læsegrupper og aktiviteter samt kreative timer. Udfordringen bestod i, at få koordinatorerne til at forstå, at vi gerne ville have mere og mere arbejde – det var de ikke vant til.

Efter noget tid valgte jeg at prøve kræfter med et hospital – muligheden bød sig: det er jo Afrika, hvor næsten alt er muligt! Det var et fattigt hospital, hvor patienterne hovedsageligt kom fra Afrikas største slum Kibera. Da kommunikationen oftest var på swahili, blev min plads skiftevis på nursery med for tidligt fødte eller syge børn, ved tandlægen eller pharmacy. Det var også der, jeg var mest tilpas ift. hygiejniske forhold!

Udover arbejde, bød mit ophold også på afrikanske venskaber, safari, biografture, going out, shopping, roadtrips og en masse skønne minder! ❤

At leve og arbejde i Afrika, har ikke kun rykket mine grænser, men også givet mig et nyt syn på livet og nyt syn på, hvor heldige vi er i Danmark.

Med venlig hilsen Rikke

Rikkearbejdede på børnehjem og hospital i Kenya

Allerede et år før jeg skulle af sted, havde jeg besluttet og bestilt mit 6 ugers ophold i Kenya, som skulle foregå med at være frivillig på et børnehjem.
Så jeg havde enormt god tid til, at tage stilling og danne mig en masse tanker om, hvad det var jeg kunne være vidne til dernede.
Den sværeste tanke hjemmefra var, hvad nu hvis de slår børnene? Hvordan vil jeg reagere på det? Heldigvis skulle jeg slet ikke tage stilling til det dernede, da jeg befandt mig på et fantastisk børnehjem, hvor man ikke slår børn.
De første par dage gik med, at jeg lige skulle falde til, og koordinatoren skulle vise mig rundt i Nairobi by. Jeg blev til gengæld utrolig overrasket over sikkerheden dernede. Ved et hvert supermarked står der vagter, som tjekker dine tasker inden du går ind.

Nå men mit ophold startede fantastisk! Hurtigt blev koordinatoren til min afrikanske mor. Hun tog sig godt af mig og de andre frivillige og kunne se hvornår man måske havde brug for et kram. Hun er et af de mennesker jeg ALDRIG vil glemme! Du danner også hurtigt venskaber med de andre frivillige, hvilket gør man på intet tidspunkt føler sig alene.
Ude på børnehjemmet tager de sig også godt af en, faktisk betegner de dig som en kollega allerede på anden dagen og snakker til en som om man altid har været der!

Det mest fantastiske ved mit ophold må dog være børnene… Aldrig har jeg oplevet så meget kærlighed på ét sted. Børnene kan hurtigt mærke, at du er der for at hjælpe dem og det påskønner de utrolig meget. De knytter sig enormt meget til dig og du ligeså meget til dem, hvilket gør afskeden svær.

En uge inden jeg forlod børnehjemmet var der kommet en ny pige ind. Hun havde bandager rundt om benene og man kunne se, at hun ikke kom fra et godt sted. I starten var hun meget fascineret over, den lyse farve min hud havde og kunne finde på, at kravle under bordet midt i timerne for at undersøge mine lyse farve på benene nærmere, det var en lidt anderledes oplevelse. Men denne her pige kunne ikke snakke engelsk, men alligevel blev hun ved med, at snakke til mig på swahili, og selvom jeg ikke kunne forstå hvad hun sagde, så var det alligevel som om, at hende og jeg hurtigt skabte en relation, så det eneste jeg kunne forstå af hvad hun sagde, var at hun kaldte mig for mor.

Den værste del af opholdet er når man skal tage afsked. Men en ting er sikkert og det er, at jeg vender tilbage.

Camillaarbejdede på børnehjem i Kenya

Hvordan kan en akademisk uddannelse kombineres med et livsbekræftende udlandseventyr?
Da René Melvad Jørgensen og Mads Pedersen, to 25-årige idrætsstuderende fra Aalborg Universitet, i foråret 2012 overvejer hvad de skal skrive om på deres 9. semesters projekt griber de muligheden for at rejse ud i verden og kombinere projektskrivningen med et udlandsophold. Den mulighed får de i Kenya, hvor de gennem et arbejde som frivillige fodboldtrænere får indblik i en side af Afrika som almindelige turister aldrig får at se – helt tæt på.

Mads og René kontakter EXIS, der har mere end 30 års erfaring med at arrangere frivillige arbejdsophold i udlandet. På hjemmesiden finder de det helt rigtige sted for at foretage deres undersøgelse omkring sportens potentiale for at skabe social udvikling – et sportsakademi i slumkvarteret Pumwani, i Kenyas hovedstad Nairobi. Akademiet arbejder for at rehabilitere børn og unge gennem sport. Her kan de komme helt tæt på den kenyanske kultur og samtidigt blive klogere på, hvordan sport kan hjælpe mennesker til at komme ud af sociale problemer. Mads og René får godkendt deres idé af universitet og i efteråret 2012 rejser de til Nairobi for at arbejde på sportsakademiet i 6 uger.

Læs hele artiklen om Mads & Renes ophold

Mads og Renéarbejdede på fodboldskole i Kenya

Jeg har nu været hjemme en lille uges tid og er stille og roligt ved at vende mig til DK og kulden, efter mit livs oplevelse.
De 3 måneder har været overordnet UBESKRIVELIG FANTASTISK!

At opleve hvordan en Kenyansk familie bor og lever, og komme ind under huden på den Kenyanske kultur og hverdag, var netop det jeg søgte – og det har jeg i den grad fået.
Men som jeg skrev tidligere var det overordnet en fed oplevelse, hvor jeg har fået mange ting, så som oplevelser, indtryk, venskaber, Kenyansk familie og kulturelle ting med hjem i bagagen. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg rejser til Kenya.

Angående det projekt jeg var på – “Cirkus” eller hvad i nu kaldte det, var det langt fra hvad jeg havde forestillet mig – ved faktisk ikke hvad jeg havde forventet. Det var en stor fabrikshal som var brugt som den her gymnastik sal, hvor der var 3-4 springmadrasser, 3-4 nedfaldsmadrasser, samt 2 forskellige trampez, 2 “pole stænger”, og en del artist redskaber som et-hjulet cykel, sjippetove, bolde osv.

De unge mennesker som kommer der i hallen, er fuld af talent på alle tænkelige og utænkelige måder – UTROLIGT, hvad de kan ud fra næsten igen ting. Når, men jeg kan blive ved med at skrive om dette, da det stadig er helt uvirkeligt for mig.

Det var lige lidt livstegn fra mig. Hvis Ihar noget jeg skal uddybe yderligere, siger i bare til.
Tak for rigtig god behandling, vil helt sikkert anbefale EXIS til andre.

Læs en avisartikel om Saras oplevelse i Kenya her

Sara

Så kommer der lige lidt feed-back på min rejse til Kenya:)
Det at tage til Kenya og arbejde frivilligt har været en af de fedeste ting jeg nogensinde har gjort, og en ubeskrivelig rejse jeg ALDRIG glemmer – både på godt og ondt!
Jeg arbejdede på Pumwani Survival School i slummen, som uden tvivl er den mest fattige skole jeg nogen sinde har set – et par gamle faldefærdige bygninger med smadrede ruder og ødelagte stole, døre, tavler osv. Men trods disse forhold var skolen opholdssted for nogle af de mest livsglade og skønne børn jeg nogensinde har mødt! De smilte hver dag når jeg kom, og jeg blev modtaget med kram og high-fives, og hver dag når jeg gik hjem spurgte de hvornår jeg kom igen. Det at være med til at kunne gøre de børns liv bare lidt bedre i en kort periode, ved at skabe smil, grin og oplevelser, har været noget af det bedste jeg kunne forestille mig. Jeg havde en masse ting med hjemmefra, doneret af venner, familie, kolleger osv, og børnene blev lykkelige for bolde, sjippetorve, perleplader, farveblyanter m.m.
Det var skønt at se hvordan så små ting kunne gøre en så stor forskel i en helt anden del af verdenen. Men desværre måtte jeg jo også indse at under smil og grin gemte der sig, hos nogle af børnene, en sjæl der var hårdt påvirket af et psykisk og fysisk hårdt liv, hvor der ikke altid er mad, tøj, bad og de ting som vi bare tager forgivet herhjemme. Og hvor det med at slå børn nok skete oftere end hvad man turde tænke på. Det var en af de sider af min rejse der har påvirket mig meget, og jeg har været nødt til at minde mig selv om mange gange, at det er hvad de er vant til, og jeg kan ikke lave om på det. Jeg kom ikke til Kenya for at redde verdenen, men for at gøre en lille forskel, og det er jeg ikke i tvivl om jeg har gjort. Ikke så meget på længere sigt, men den tid jeg brugte med børnene var virkelig vigtig, for børnene mangler tydeligvis omsorg fra forældre, der ikke har særlig meget tid til børnene, fordi der skal tjenes penge og knokles for at familien kan overleve.

Og sådan er det bare i slummen. Børnene har ansvaret for sig selv og deres søskende i en alder af 3-4 år. Og det kan de sagtens, for de er vant til det. Men det var tydeligt at se, at nogle af børnene virkelig havde brug for et kæmpe kram en gang i mellem, og det kunne jeg give dem! Og det var det hele værd! Jeg har selv fået en ændret livssyn, jeg har lært at sætte meget mere pris på de små ting i min hverdag, som jeg hidtil har glemt alt om at sætte pris på. Jeg tænker utrolig meget på alle mine oplevelser, og jeg føler mig ekstremt heldig at jeg har haft muligheden for at opleve denne her total anden del af verdenen, som alt for mange er ubevidste om findes. Det kan godt være man høre konstant i nyhederne om hvordan der er sult og nød i Afrika, men at opleve det selv, det sætter virkelig tingene i perspektiv! Jeg ville på ingen måde have været min rejse foruden. Den har ændret mig selv og mit livssyn for altid, og vigtigst af alt, så har jeg givet nogle fantastiske børn en masse skønne oplevelser!

Tusind tak fordi jeg har fået muligheden for at gøre dette!
Bedste hilsner

Celia

Hvad var det bedste ved turen og arbejdet, er der eventuelt en sjov eller interessant oplevelse du vil fremhæve?

Det har været rigtig rigtig interessant at opleve den afrikanske kultur på godt og ondt. Det har været rigtig spændende at opleve det indefra, gennem Cecilia, ved at bo hos en afrikaner og det ville jeg virkelig ikke have været foruden.

Det har helt helt automatisk gjort mig så meget mere taknemmelig for mit eget liv og så mange småting vi danskere og generelt indbyggere i den vestlige verden tager for givet.

Det var en meget speciel oplevelse da vi havde overnattet på børnehjemmet og jeg stod op 4.30 om morgenen for at sende børn afsted i skole på ladet af pick up’en, da jeg hjalp med at malke køer og bagefter sad i buldrende mørke på kontoret med et enkelt lille stearinlys og solgte mælken til en lang, lang kø af mennesker fra slummen der kom og købte 1-2 kopper mælk i hver deres lille beholder.

Læs resten af interviewet med Ditte her

Ditte

Jeg blev taget imod af en storsmilende Cecilia, som er Exis’ koordinator i Kenya, i Jomo Kenyatta International Airport. Turen fra lufthavnen til Cecilias lejlighed, hvor jeg nu bor, var en kæmpe oplevelse. Det første man ser når man kører ud af lufthavnen er savannen til venstre og Nairobi by til højre. På savannen, ganske tæt på mig, stod fire knejsende giraffer – “de byder dig velkommen”, sagde Cecilia grinende, karibu! Hele sceneriet gennem Nairobi var overvældende – det er som at komme ind i en helt anden verden.
Det er svært at være behjælpsom på børnehjemmet, fordi arbejdsrutiner og – metoder, er fuldstændig forskellig fra alt hvad jeg kender. De fejer med et bundt grene, vasker tøj i hånden, skærer grøntsager i hånden, låser tøjet inde, så jeg hverken kan skifte eller bade børnene, og at malke køer er altså ikke så nemt som man skulle tro. Så vi bruger langt det meste af vores tid på at gøre noget, som de voksne ikke har tid til, eller rettere, ikke finder nødvendigt. Nemlig at bruge tid med børnene; lege med dem, holde om dem, trøste dem og tale med dem, så godt vi nu kan (jeg er ved at være rimelig sej til Swahili!).

Vi kastede al vores kærlighed på lille George. George er snart tre år, men han kan ikke gå, og man hører ham kun sjældent tale. Han sidder bare og kigger trist og fortabt ud i det blå, og man kan da slet ikke få øjenkontakt med ham. Helst vil han bare sidde hos en voksen, og putte sig og hulke til han falder i søvn. Indtil for nylig. Ditte og jeg satte os for, at give ham al vores kærlighed og opmærksomhed, og se hvad der så skete; med alles misbilligelse: ”I skader jo drengen, når I forkæler ham sådan”. Men ha! På overraskende kort tid, har vi fået ham til at stråle af lykke – han griner! Han kan gå helt i krampe når han kaster sig ud i et latterudbrud. Og han snakker! Han har problemer med udtalen, det lyder meget gutturalt når han taler, men han forstår og kan mange flere ord end nogen havde troet; de troede han var dum. Og langsomt forsøger vi at lære ham at gå. Men han vil kun tage få skridt, før han begynder at græde og vil holdes igen. Kun en mandag, efter at Ditte og jeg ikke havde været der i weekenden, virkede han trist og fortabt igen. Og det tegner et foruroligende billede af, hvad der vil ske, når Ditte og jeg rejser tilbage til DK. George kom til børnehjemmet, da man fandt ham alene i slummen, 6 mdr. gammel. Da var han så udhungret og syg med tb, at det er et mirakel han lever i dag.

Det er svært at skulle konfronteres med så megen uretfærdighed. Men jeg har ikke et øjeblik fortrudt at være taget af sted – selvom jeg føler, at intet jeg gør, hjælper noget som helst (ikke at jeg var taget af sted med det mål at redde verden). Faktisk tror jeg, at børnene giver mig mere, end jeg giver dem.

Louise

Staying at Cecilia’s doing voluntary work in Kenya’s largest city, truly has been a delight.
She has in many ways managed to give great, useful guidance (almost parental) and still leaving a lot to own initiative.
Cecilia has a great network that allows you to choose between several jobs.
I think I speak of many volunteers when I say, that you are guaranteed to work among true fire souls.
Cecilia has become more than a host, and I don’t think this is my last stay at my African friend.

Oskar Alexander

My name is Charlotte and I am a 20 year old girl from Denmark. I work in a slum area called Pumwani as a school teacher and as a football coach. When the children are smiling and they come runnning towards me saying:
“Are we gonna play football today” I know that all the hard work and energy I have put into this project is all worth it. After a day at work it is nice to come home to Cecilia, our “mama” of the house – who is always ready to help you in any situation – and to see the other volunteers and hear about there experiences of the day…

“Hakuna Matata” is the laid back lifestyle of Afrika that on one hand makes Kenya a place where where the people are happy and flexible and almost everything is possible. On the other hand, Kenya is also a perfect example of the “african time” which can truly push your patience to the limit. Therefore it is important with af positive mind and a good portion of humour to see the real charm of africa. And let me tell you the truth: Nothing is like i expected! But after being here for one month I have realized that the work as a volunteer in Kenya is even better than I thought.

Charlotte