Tilbage til projekt-oversigt
X
X

Erfaringer med EXIS i Ghana

Her kan du læse om tidligere deltageres erfaringer med EXIS i Ghana.

Kvinder med en baby på ryggen og ting på hovedet, grusveje, mudderhytter og små boder på vejen – ja, Ghana så ud som jeg forestillede mig!
Jeg pakkede min rygsæk og rejste som glad, forventningsfuld og nyudklækket student til Ghana i 3,5 måned i 2012. At lande i Accra var som at lande på en fremmed planet, og jeg indrømmer at det tog lidt tid at vænne sig til det hele, men da der skete, nød jeg det virkelig. Faktisk så meget, at jeg sidenhen har været tilbage yderligere tre gange, og har nu sammenlagt tilbragt mere end et år i Kpando.

Jeg har arbejdet på en lang række forskellige projekter i min tid i Ghana, men det jeg har nydt allermest har været, at opleve den ghanesiske kultur på så tæt hånd, som man får mulighed for her. Jeg har svært ved at fortælle min bedste oplevelse i Ghana, og har svært ved at påpege præcist hvad der gør stedet skønt – det er det bare!

Mine ophold i Ghana har givet mig mulighed for at lære en masse folk at kende; både lokale og andre frivillige. Det har givet mig indblik i hvordan andre folk lever – indblik i deres levevis, deres kultur og deres syn på livet. Jeg har gået i kirke, klædt mig i lokalt skræddersyet tøj og handlet ind på det lokale marked. Man kan sige jeg har forsøgt mig som ”hvid ghaneser” 🙂

Jeg har haft mange dejlige oplevelser i Ghana og har i den grad lært meget om mig selv, og fået lov at stå på egne ben. At sige man ønsker at gøre en forskel i Afrika, kan lyde som om, man tror man kan redde hele verden – men, at gøre en forskel er også, at hjælpe Ruby med, at lære hendes ABC, hjælpe Christopher med matematiklektier og tage sig tid til en omgang fodbold med de større drenge. Det kan tage tid at bemærke, men når du gør, vil du se, at du faktisk hjælper og gør en forskel.

Jeg har haft mange skønne oplevelser med børnene på børnehjemmet, og har blandt andet været så heldig at være en del af en udflugt til hovedstaden Accra. Det var første gang børnene så et træk-og-slip toilet og en rigtig bruser. Det var på alle måder underholdende og fantastisk at opleve nogen blive så begejstret og fascineret af en håndtørrer og over træk-og-slip funktionen. Jeg er blevet spurgt om vi kører i græskar-kareter i Danmark, efter at have set Askepot, og de lokale spørger interesseret ind til hvordan mon vores land er, sammenlignet med deres.

At være frivillig er en perfekt mulighed for at opleve ”det rigtige Afrika”, og samtidig hjælpe hvor der er brug for det, i hvert fald for mig. Det er en unik mulighed for at blive ”en del af befolkningen” og samtidig kan du lege turist i weekenden, hvis du vil se lidt mere af Ghana.

Befolkningen i Kpando er åbne og byder gerne velkommen til deres kultur – så har du lyst til at komme tæt på afrikansk kultur, hjælpe og få en oplevelse for livet, tror jeg på at Ghana er det rette sted. Jeg kan kun varmt anbefale det! Hvad jeg planlagde skulle være et 3,5 måneders ophold i Ghana, blev til mere end et år – og jeg er ikke færdig endnu 🙂

Katrine

Jeg har nu været hjemme fra mit ophold i Ghana i 2 uger og jeg kan konstatere, at oplevelsen stadig fylder meget og stadig er noget, jeg taler meget om.
Det har været en fantastisk oplevelse, der vil har givet mig nogle uvurderlige minder som jeg vil tænke på i mange år fremover, måske resten af mit liv.

Det har været en helt utrolig oplevelse at stifte bekendtskab med en så anderledes kultur og få sat sit eget liv i Danmark lidt i perspektiv.

Noget af det første jeg måtte vænne mig til var, at begrebet tid ikke er det samme som i Danmark. I Ghana tager ting den tid, de nu engang tager 🙂

Jeg blev alle steder mødt med utrolig stor åbenhed og varme og har kun positivt at sige om ghaneserne.

Jeg er så glad for, at jeg greb denne mulighed, selvom det betød, at jeg måtte undvære mine børn i 5 uger.

Jeg kan varmt anbefale andre, at rejse ud i forbindelse med deres uddannelse, hvis de har mulighed for det.

Heidi

Børnene blev mine venner, men specielt en dreng ved navn Charles som er jævnaldrende med mig selv har jeg stadig kontakt med også efter min hjemkomst.
Når man rejser alene er folk utrolig imødekommende. I Accra fandt jeg hurtigt sammen med andre der også rejste alene. Derudover mødte jeg i lufthavnen præsidenten for Vestafrika, det var i hvert fald hvad han gav sig ud for at være.

Det var tydeligt at tidligere frivillige havde givet meget til børnehjemmet, primært i form at materielle goder men både børn og voksende talte også meget rosende om tidligere oplevelser med frivillige.

Min egen oplevelse var også yderst positiv, jeg blev taget rigtig godt imod og havde følelsen af de virkelig nød at have mig der.

Jeg lærte at jeg godt kan stå på egne ben og at en lille ting for mig, kan betyde alverden for mine medmennesker.

Spring ud i det – vær ikke bange, men ha’ respekt for det du ser og oplever.

Anne

Jeg reiste alene til Ghana i januar, for noe som skulle bli et tre mnd opphold i Kpando, Volta regionen. Jeg gjorde veldig lite research på forhånd, så visste ikke hva som ventet meg. Det eneste jeg visste sikkert var at jeg skulle tilbringe tid på barnehjemmet Hardt Haven. Jeg ankom Kpando på kveldstid, og møtte mange andre frivillige allerede den første kvelden.Jeg ble bosatt i et community hvor familien til koordinatoren min holder til. I løpet av de neste dagene ble jeg kjent med flesteparten av menneskene som bodde i communytiet som jeg nå var en del av. Jeg fikk snakket litt med koordinatoren min, og han gav meg noen dager til å tilpasse meg vamen og kulturen før jeg skulle begynne å jobbe. Og det trengtes, for varmen slo meg helt ut!
Etterhvert så begynte jeg å kjede meg, så jeg ruslet litt i byen og prøvde å bli kjent med stedet. Et stort flertall av menneskene jeg møtte på ville hilse på den “the white lady”, og helst snakke kjempe lenge. Og ungene løper rundt og roper jevå(usikker på skrivemåten, men er sånn man sier det), som betyr hvit mann, gjerne mens de løper etter deg.
En annen ting som kanskje kan virke litt ubehagelig er alle frieriene. De fleste friere bryr seg ikke om du sier nei, men jeg var borti et par stykker som ble litt vel innpåslitne. Men det var aldri noe farlige eller ubehagelig situasjoner, og om det skulle vært det, så er det alltids nok av ghanesere som støtter deg og hjelper deg om det er nødvendig. De tar vare på hverandre, og oss.
Jeg møtte enda en frivllig når jeg var på en av turene mine i byen, og det viste seg at hun trengte hjelp med et prosjekt hun jobbet på, nemlig health education. Det var et undervisningsprosjekt for primary schools. Det ble godkjent av koordinatoren min, og dermed hadde jeg et prosjekt å jobbe med. Dagene bestod derfor av undervisning på formiddagen, og barnelek og leksehjelp på Hardt Haven om ettermiddagen. De dagene jeg ikke var på en skole, så hjalp jeg til med bygging/opppussing av det nye barnehjemmet, eller drev med papirarbeid tilknyttet health education.

Det var veldig fritt, så man jobbet når man ville, og gjorde ellers som man selv har lyst til. Jeg tok meg også to uker til å reise rundt i Ghana, og det anbefaler jeg virkelig alle frivillige å gjøre! Det er utrolig mye å se, og man møter mange herlige mennesker.
Avslutningen min på denne turen var desverre på et sykehus. All gåingen med flere kilo på ryggen slo opp en kneskade. Dette var utrolig kjedelig, men det var da jeg så hvordan det virkelig var å være frivillig for Hardt Haven. Kona til koordinatoren min, Jessy, var til stor hjelp, og satte alt i gang for at jeg skulle få best mulig hjelp. I tillegg til dette så endret hun arbeidsoppgavene mine slik at jeg fortsatt kunne føle meg nyttig, uten at det innebær bruk av ben. Det var ikke bare Jessy som var til stor hjelp, men også de andre frivillige jeg bodde med. Og ghanesere som hørte om at jeg hadde litt problemer viste mye omtanke og varme.

Jeg reiste som sagt alene ned, og det var ikke noe problem i det hele tatt. Jeg ble fort kjent med andre, så det er ikke noe å engste seg for. Om noe så anbefaler jeg faktisk å reise alene. En får et mye bedre inntrykk av kulturen, og når man er tvunget til å snakke engelsk hele tiden så hjelper det en god del på språkferdighetene. Og jeg føler at jeg hadde stort utbytte av å ta en slik tur på egenhånd, med tanke på at jeg er blitt mer selvstendig, og vet hva jeg klarer på egenhånd.

Inntrykket jeg sitter igjen med er rett og slett hvor utrolig bra mennesker som er der. Både ghanesere og ikke-ghanesere.

Rita, Norge

Efter 12 timers rejse ankom jeg til Accra ca. kl.22, søndag d.30.01.11. Jeg var spændt på at se, hvem der ville hente mig i lufthavnen. Jeg gik efter et skilt med mit navn på, men havde absolut ingen idé om, hvem der ville stå med skiltet. Jeg havde forinden fået nummeret til Edem og Jessy, som er de to kontaktpersoner og koordinatorerne som EXIS samarbejder med, så jeg kunne ringe, hvis noget skulle gå galt. Det blev ikke aktuelt, for udenfor stod James, som er lillebror til Edem, med et skilt. Da det var sent, blev jeg kørt hen til et lille guesthouse, hvor jeg skulle overnatte til dagen efter, hvor turen gik til Kpando. En fire-fem timers køretur fra Accra. Det er her jeg skal arbejde og bo.
Margret Marquart Catholic Hospital (MMCH), hvor jeg arbejder, har en del forskellige afdelinger, herunder en kirurgisk afd., medicinsk afd., fødegang, børneafdeling, et HIV/AIDS-center, en øjenklinik, en skadestue, en op-stue og en røntgenstue. Så umiddelbart et rimelig stort hospital i et plan. Afdelingerne er delt op, så der på den ene side er stuer for mænd og på den anden side er stuer for kvinder. Der er fire stuer på en afdeling, til gengæld ligger der mellem 8 og 12 patienter på hver stue side om side uden afskærmning.
Jeg arbejder i skadestuen og på operationsstuen, som fungerer på den måde, at onsdag er OP-dag for planlagte operationer, hvor de resterende dage kun er akutte tilfælde, som fx akut kejsersnit, som de har en del af. Skadestuen selvfølgelig åben hele tiden og her kommer også patienter fra afdelingerne, som skal have skiftet forbindinger, KAD, fjernet suturer mm. Gynækologi er det helt store speciale på MMCH og patienter med andre diagnoser bliver i de fleste tilfælde overflyttet til andre hospitaler.

Lad mig fortælle om min første OP-dag, som var noget af en oplevelse:

”Dagen startede med at jeg måtte skippe morgenmaden, da den først bliver serveret kl.0730, hvor jeg skal møde på hospitalet. Da jeg kom, var det stadig nattevagterne der var der. ”African Time – you know”, sagde de. Ingen møder åbenbart til tiden her?! Jeg benyttede mig af muligheden for at kigge lidt rundt. Til min store overraskelse opdagede jeg, at jeg var blevet skrevet på vagtplanen på lige fod med de andre sygeplejersker.
Jeg fik at vide af en af nattevagterne, at jeg skulle lytte efter en klokke og så mødes med de andre sygeplejersker ude i korridoren. Jeg troede først, at det var dér de fik rapport, men det viste sig at være noget helt andet. Da jeg hørte klokken, skyndte jeg mig udenfor og folk kom til fra alle sider. Pludselig begyndte en mand at klappe og de andre klappede med. Dernæst begyndte han også at synge og det viste sig at være en slags morgensang/gudstjeneste – tjah, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det, men der blev bedt til gud og sunget og læst op fra biblen, så det var noget i den stil. Efter 20-30 minutter var de færdige og alle gav hinanden hånden… Og så kunne arbejdet begynde! Da jeg kom tilbage var alle sygeplejerskerne stadig ikke mødt og først omkring kl.09 var alle mødt og vi kunne komme i gang med den første operation. Patienten var en kvinde med Uterine Fibroid (uterine fibromer), som skulle have foretaget en myomectomy. Jeg må indrømme, at gynækologi mildt sagt ikke er min stærke side, så det er meget nyt for mig med dette speciale, som fylder rigtig meget her.

Patienten kom gående ind på operationsstuen med et lagen omkring sig. Hun blev bedt om at smide lagenet og ligge sig op på briksen. Hun blev bedøvet med spinal anæstesi.
Da kirurgen havde skåret et snit tog han og den assisterende sygeplejerske fat i hver sin side og hev til, så det bogstaveligt talt lød, som når man river et papir i stykker – ret ubehagelig lyd, hvis man kan forestille sig det?!

Jeg var ikke helt klar over, hvad operationen gik ud på, så først da de pludselig begyndte at hive store mængder af gule knuder ud af livmoderen, gik det op for mig, hvad sker skete. De er generelt ikke så informative hernede, så man skal virkelig sørge for at spørge hele tiden, hvad der sker ellers sker tingene bare hen over hovedet på én. Og nogle gange, selvom man spørger, er det ikke sikkert man får et ordentligt svar eller også forstår man ikke helt, hvad der bliver sagt. Ofte må man bare vente og se, hvad der sker.
Pludselig midt i operationen kommer der en anden kvinde ind sammen med en læge. Jamen selvfølgelig… Vi kan da ligeså godt udnytte, at der er to brikse på operationsstuen?? Så hun blev lagt op på briksen ved siden af hende, der allerede var i gang med at blive opereret, og så gik de i gang med den anden også – jeg var fuldstændig målløs og stod mildest talt bare og måbede – det var alt for mærkeligt!

Dagens sidste patient så ud til at være højgravid, da hun kom ind og da jeg endnu engang ikke anede, hvad der foregik, gik jeg ud fra, at det var samme slags operation som den foregående. Alt foregik på præcis samme måde, så jeg blev pænt overrasket, da der pludselig kom en baby ud?? Igen stod jeg som ét stort spørgsmålstegn og var helt forvirret…
Da jeg gik hjem fra hospitalet dag, følte jeg mig fuldstændig blæst oveni hovedet – jeg følte mig frustreret og forvirret og tænkte, at jeg aldrig aldrig ville få noget ud af det her og at jeg bare, i 6 uger, ville komme til at stå og ligne et spørgsmålstegn hver dag. Ikke en særlig fed fornemmelse, men jeg måtte samtidig påminde mig selv om, at det jo kun var første dag!”
Det skal siges, at det er blevet meget bedre siden første dag, og jeg bliver mere og mere fortrolig med arbejdsgangen hernede og de bliver bedre til at forklare hvad der sker. Jeg arbejder mest i skadestuen med sårpleje, forbindingsskifte, suturering, kateterisering m.m., og så er jeg med til at overflytte patienter med ambulancen. Normalt er der hverken læger eller sygeplejersker med i ambulancen sammen med patienten, så det er kun når frivillige påtager sig opgaven, at der er nogen til holde øje med patienten under transporten. Derudover stiller jeg frem og assisterer på OP-dage. Så alt i alt rigtig spændende og en masse oplevelser.

Venlig hilsen

Tina

I was doing a learning module through Institute for Healthcare Improvement (IHI) for my new job as a physician here in the states and they refer to a quality improvement at Margret Marquart Hospital in Ghana. It’s so amazing that an initiative in Kpando is setting an international example!
“The staff at Margret Marquart Catholic Hospital in Kpando, Ghana — one of the initial hospitals participating in a nationwide improvement initiative in Ghana called Project Fives Alive! — were dismayed when they learned the mortality rate for children under five was 33 per 1,000 admissions. When they investigated, they found most deaths were due to malaria, anemia, and neonatal disease (asphyxia and prematurity) and were primarily attributed to two causes: delays in patients seeking care and delays in clinicians providing appropriate care upon arrival at the hospital.

With the hospital leadership’s full support, a team brainstormed how they could redesign processes to address these barriers to providing care in a timely fashion. Key changes included:

Community education on the importance of seeking care early

Triage and fast-tracking: identifying acutely ill patients and providing prompt treatment

Blood bank readiness: blood donation campaigns amongst the youth and requiring all elective surgery cases to bring two blood donors

As of November 2014, Project Fives Alive! has achieved the following results in 134 hospitals across Ghana:

31% reduction in under-five mortality
37% reduction in post-neonatal infant mortality 35% reduction in under-five malaria case fatality”

John