Tilbage til projekt-oversigt

Bliv frivillig i Ghana

At være frivillig i Ghana er en enestående mulighed for at opleve det vestafrikanske land, dets kultur og befolkning på nærmeste hold.

Frivilligt arbejde i Ghana

EXIS arrangerer frivilligt arbejde og studierelevante praktikpladser i Ghana i samarbejde med lokale NGO’er. At arbejde som frivillig i Ghana er en enestående måde at udvikle sig selv og opleve kulturen og befolkningen på nærmeste hold, mens man udfører et nyttigt arbejde. For at deltage skal du være selvstændig og udadvendt, fyldt 18 år og have lyst til og mod på at arbejde som ulandsfrivillig. Du må være forberedt på lidt af hvert, forvente det uventede og være fleksibel og positiv. Det er ikke et ferieophold, men kan derimod blive en unik oplevelse, der vil give dig mulighed for at lære, at få nye venner og for at gøre en forskel med dit frivillige arbejde.

De fleste arbejdssteder er i byen Kpando, som er placeret centralt i Kpando distriktet i Ghanas Volta region. Der bor omkring 70.000 mennesker i distriktet, hvoraf de fleste taler Ewe – et vestafrikansk sprog, der benyttes af ca. 6 millioner mennesker, men du kommer også langt på engelsk. Kpando er et savanne- og skovområde, hvor Volta og Dayi floderne løber igennem. Her arbejder størstedelen af befolkningen med landbrug, mineindustrien eller som fiskere. Området er også kendt for dets ler- og trævarer.

Vores projekter i Ghana

Herunder kan du læse om de forskellige projekter, som EXIS tilbyder i Ghana.

Programstart

Der er programstart hver 1. og 3. mandag i måneden, så deltagere ankommer typisk dagen før, hvor de bliver afhentet i lufthavnen i Accra. Da de fleste fly fra Europa lander sent om eftermiddagen, er der tit en overnatning i Accra, før man køres ud til indkvarteringen næste dag. Denne overnatning i Accra vil blive arrangeret for dig og er inkluderet i programprisen.

Kost og logi

Indkvarteringen er afhængig af, hvilken slags arbejdssted du vælger, men i de fleste tilfælde, kommer du til at bo hos en værtsfamilie.

Normalt taler mindst ét medlem af familien engelsk. Som regel har familierne mere end én frivillig boende i huset. Social kontakt med familien er begrænset, og du vil højst sandsynligt spise sammen med andre frivillige.

Uanset indkvarteringsform, ved en værtsfamilie, på et børnehjem eller andet, får du under hele dit ophold 3 måltider dagligt, med mindre andet er angivet i beskrivelsen af arbejdet.

Du vil bo under ordentlige forhold, men regn ikke med luksus.
Kpando distriktet har elektricitet og rindende vand.

Børnehjem, vuggestuer, børnehaver

Mange ghanesiske børn forlader deres fattige familier på landet og søger ind til de større byer, i håb om et bedre liv. De ender dog oftest som gadebørn. På børnehjemmene, der ligger i både by- og landområder, får børnene sund mad, tøj, lægehjælp, undervisning og et sikkert sted at være.

De fleste børnehjem mangler penge og medarbejdere. Dine opgaver er afhængige af dine evner, interesser og hjemmenes behov. Eksempler på opgaver:

  • Vække børnene om morgenen og hjælpe dem med at blive vasket og få børstet tænder
  • Hjælpe med morgenmad og oprydning
  • Undervise i sundhed og hygiejne
  • Undervise i engelsk
  • Hjælpe med lektier
  • Arrangere aktiviteter fx dans, tegning, læse historier
  • Gøre rent og lave mad
  • Arrangere udendørsaktiviteter
  • Hjælpe de ansatte

Holder du af at have med mindre børn at gøre, har du også mulighed for at arbejde i vuggestuer, børnehaver og børnehaveklasser.

Børnehjem for AIDS-ramte i Kpando

I Kpando ligger et børnehjem for HIV/AIDS-ramte børn. I øjeblikket er der ca. 25 børn, i alderen 1 til 18 år. På hjemmet har børnene trygge rammer.

Børnehjemmet støtter også mere end 30 børn i de omkringliggende landsbyer. Afhængig af deres behov får børnene penge til f.eks. skolegang, mad og medicin.

Mange af disse børn tilbringer ferier og weekender i hjemmet. Der tilbydes også kortvarigt revalideringsophold til alvorligt syge børn, som bliver henvist af lægerne på Margaret Marquart Hospital. Ledelsen organiser også undervisning i HIV/AIDS-forebyggelse og hygiejne på lokale skoler og i landsbyer. Se også mulighederne under emnet ”hospitaler”.

Arbejder du på dette hjem, kommer du til at bo på hjemmet, eller ved en værtsfamilie i Kpando. Børnehjemmet har soveværelser og rindende vand.

Frivillig på skole i Ghana

Som i mange andre udviklingslande er der et voksende behov for at kunne tale engelsk, og de yngre generationer er meget motiverede, da de for længst har indset, at engelskkundskaber giver adgang til bedre betalt arbejde.

Selv om Ghana har engelsk som officielt sprog, taler mange stammesprog som Ewe, Twi eller Ga, og mange skolebørn kan ikke kommunikere på engelsk. Derfor er der et stort behov for frivillige i de områder, hvor der er for få lærere, eller hvor lærerne har utilstrækkelige engelskkundskaber.

Eleverne fordeles i aldersgrupperne 5 til 10 år og 11 til 16 år. Der undervises typisk i engelsk på samtaleniveau i omkring 18 timer ugentligt. Du skal herudover bruge tid til at forberede din undervisning og rette dine elevers arbejde. Der bliver udleveret pædagogisk materiale til undervisningen. Udover engelsk, kan du også undervise i matematik, fysik, IT, sundhed og hygiejne og andre fag, du mener at kunne hjælpe med. Mange frivillige vælger også at hjælpe indenfor andre områder, som fritidsaktiviteter, sport, drama eller musiklektioner.

Du kan arbejde på almindelige skoler eller specialskoler. Vælger du at arbejde på en specialskole, er det nødvendigt med relevant uddannelse eller erfaring.

Frivillige og praktikanter arbejder både i land- og bysamfund, hvor de bistår de få lærere, der er, eller underviser alene. Der undervises efter et fastlagt pensum, og en lærer vil hjælpe med at planlægge din undervisning.

Selvom skolerne har fast pensum, kan skoledagene variere meget fra dag til dag på grund af vejret eller andre omstændigheder. Selvtillid, uafhængighed og initiativ er nødvendige, helst kombineret med sans for humor, når elektriciteten svigter eller busser ikke dukker op. Eksempler på opgaver:

  • Undervise i engelsk, matematik eller fysik
  • Hjælpe lærerne med teoretiske og praktiske opgaver
  • Arrangere fritidsaktiviteter

Fodbold-projekt

Er du glad for foldbold og ønsker at hjælpe unge mennesker fra fattige områder med at blive bedre, kan du få mere praktisk erfaring ved at undervise sport i Ghana. Måske kan du endda få lov til at splle med på et af de lokale teams i weekenden.

Journalistik

Læser du journalistik, kan du få praktisk erfaring ved at deltage i programmet med fokus på Ghana’s journalistik.

Deltagerne får kontakt til diverse medier, TV og radiostationer.
Arbejdet foregår på engelsk og det forventes at du skriver nyhedshistorier og artikler, læser korrektur på kollegaers tekster, laver research og foretager interviews.

Specialundervisning

Specialskolen i Kpando blev startet for at skabe bedre fremtidsmuligheder for handicappede børn. Målet er at sørge for, at hver elev får en håndværksuddannelse, der kan hjælpe dem med at skabe deres egen indkomst og et uafhængigt liv.

Skolen var i begyndelsen privat, men har siden 2008 modtaget statsstøtte. Eleverne er mellem 6 og 30 år og har forskellige handicaps, som autisme og Downs syndrom. Skolepersonalet består af seks lærere, en direktør, en sekretær, to køkkenansatte og en portner. Der er tre klasser på forskellige niveauer, alle med fokus på faglige færdigheder.

Skole for døve

Denne skole blev grundlagt i 1971 og ligger i Hohoe. Eleverne har forskellige grader af nedsat hørelse. Nogle hører minimalt, men ikke nok til at kunne tale. Nogle er født døve, mens andre er blevet døve i deres barndom. Der er ca. 270 elever, som bor på skolen, og ca. 30 lærere med hvert deres faglige speciale. Børnene gennemgår samme pensum, som ikke-handicappede gør. Der er klassetrin fra børnehave, folkeskole til gymnasium eller erhvervsuddannelse. De erhvervsfaglige fag er vævning, syning, snedkerarbejde og tekstilfarvning.

Skolernes undervisningsperioder er som følger:

10. jan. – 12. april, 2. maj – 4. aug. og 13. sept. – 15. dec.
Ferieperioderne er dog ikke så fastlagte som i Europa og kan bestemmes med kort varsel.

Frivilligt arbejde på hospital i Ghana

Frivillige med en afsluttet eller påbegyndt sundhedsuddannelse kan arbejde på hospitalerne “Margaret Marquart” eller “St. Patrick” i Kpando. Opgaverne er afhængige af kvalifikationer, og du skal forvente at få et tæt samarbejde med dine ghanesiske kolleger.

Margaret Marquart Hospitalet
Det er det største sygehus i Kpando, hvor Kpando’s befolkning og mange mennesker fra omkringliggende landsbyer søger behandling. Sygeplejersker og læger håndterer både pleje og kirurgi.

“Marquart”, som de lokale kalder hospitalet, har 5 afdelinger, som altid har brug for frivillige. Der er en øjenklinik, en børneafdeling, et laboratorium, en kirurgisk og en medicinsk afdeling og derudover et apotek og en rådgivningsafdeling.

St. Patrick hospital
På St. Patricks sygehus behandles fortrinsvis personer fra fiskersamfundene langs Volta søen. Der er en lille fødeafdeling, en ambulant afdeling og en medicinsk og kirurgisk afdeling. Sygeplejersker og lægestuderende er velkomne.

Arbejder du på et hospital, kommer du til at bo enten ved en værtsfamilie i Kpando eller på et værelse tæt på arbejdspladsen.

Sundhedscenter i Kpando

Kpando Health Center er en statslig klinik, som beskæftiger sig med almen ambulant behandling, indlæggelser og sundhedsoplysning.

Centeret blev etableret for omkring 40 år siden og består af en ambulant afdeling, en børneafdeling, en psykiatrisk afdeling, en offentlig sundhedsklinik og et laboratorium.

Praktikanter og frivillige får mulighed for at følge sygeplejersker og læger i deres arbejde på den ambulante afdeling. Det er også muligt at observere og hjælpe på den offentlige sundhedsklinik. De konkrete arbejdsopgaver afhænger af dine kvalifikationer.

Praktikanter vil hovedsageligt observere og assistere. Er du sundhedsuddannet, får du flere opgaver og større ansvar. Uddannede kan blive bedt om at undervise og oplære øvrigt personale.

Opsøgende sundhedsarbejde

Dette sundhedsprogram udfører forskelligt opsøgende arbejde, lige fra hjemmebesøg i lokalsamfund til test af hele landsbyer for eksempelvis forhøjet blodtryk og diabetes. Året rundt foretages også basal sårpleje hjemme hos patienter med kroniske sår. Herudover arrangeres hjemmebesøg hos patienter med behov for fysioterapi.

Præ-og postnatal sundhed

Befolkningen i Ghanas landdistrikter mangler basal viden om sundhed, ligesom deres adgang til sundhedsfaciliteter er begrænset. Derfor er antallet af kvinder, der dør under, eller som følge af, graviditet og barsel unødvendigt højt. Vores samarbejdspartner i Ghana har taget initiativ til at gennemføre en undersøgelse i Kpando-området for at afdække forholdene inden for prænatal, fødsels-, og postnatal sundhed.

Man har bl.a. undersøgt den positive indvirkning af HIV/AIDS-test, konsekvenserne af sen eller manglende hjælp og vejledning, behov for akut fødselshjælp samt påvirkning fra de traditionelle fødselsprocedurer, herunder brugen af ikke-uddannede fødselshjælpere. Undersøgelsens resultater har banet vejen for et sundhedsprojekt, der skal vejlede og opmuntre lokalbefolkningen til at gøre brug af uddannet sundhedspersonale i forbindelse med graviditet og fødsel. Projektet egner sig til alle med en sundhedsfaglig baggrund. Er du under uddannelse, er der mulighed for at deltage i projektet i form af et praktikophold.

Arbejdsopgaverne kan kombineres med andre projekter på lokale hospitaler eller sundhedsklinikker.

Støtte til handicappede

Der er et stort behov for støtte til handicappede i Ghana. Ofte oplever de stigmatisering og udelukkelse fra samfundet og føler sig overhørt, når der skal træffes vigtige beslutninger. Derfor er der nu, med hjælp fra lokale kirker, oprettet et projekt for handicappede, hvor de får mulighed for at mødes i støttegrupper. Som frivillig på projektet, vil du deltage i gruppemøder og hjælpe med at rapportere de handicappedes oplevelser og afklare, hvilke tiltag, der skal til for at forbedre deres livskvalitet.

Renovering af skoler

Hvis man hjælper samfundet med opbygning, lægges der et fundament, der vil give lokal befolkningen mulighed for at fortsætte med arbejdet, når de frivillige er taget hjem igen.

Vi søger frivillige til at renovere skoler i Ziavi og Ho. Arbejdet udføres sammen med dygtige landsbyboere, som tilbyder gratis arbejdskraft til forbedring af deres lokalsamfund.

Du behøver ikke at have en håndværksmæssig baggrund. Alle kan hjælpe med at blande sand og cement, transportere byggemateriale, hente vand eller male. Har du for eksempel lyst til at male, kan du være med til at udsmykke skolens vægge med pædagogiske billeder, som tal, bogstaver etc.

Arbejdet kræver en rimelig fysik. Indkvartering sker hos en værtsfamilie.

Sundheds- og sanitetsprojekt

Volta-søen dækker 3,5 % af Ghana og er verdens største menneskeskabte vandreservoir. Søen strækker sig fra Yapei i Nord og 520 km. sydpå til Akosombo-dæmningen, som stopper vandet og genererer elektricitet. Søen er en vigtig transportvej, som bliver brugt til fiskeopdræt og kunstvanding.

De mange øer i søen mangler sundhedsinstitutioner. Øboerne er afhængige af sundhedsplejere fra fastlandet. Vores partnerorganisation i Ghana har derfor, i tæt samarbejde med myndighederne, startet sundhedsopsøgende tjenester til øerne, herunder et vigtigt sanitetsprojekt til etablering af miljøvenlige toiletter og vandboringer.

Frivillige og praktikanter kan hjælpe med disse opgaver ved at uddanne lokalbefolkningen i hygiejne og sundhed eller deltage i den praktiske/tekniske del vedrørende etableringen af toiletfaciliteter og vandforsyninger. Som frivillig bliver man sendt afsted ud til øerne i et team, som typisk er afsted i 1-3 dage, afhængigt af antallet af frivillige og de disponible midler. I løbet af de tre dage sover deltagerne i telte, lever uden rindende vand, uden elektricitet og laver mad på bål.

Arbejdet foregår året rundt, men det afhængiger af, at der ankommer et vis antal frivillige med sundhedsmæssig uddannelsesbaggrund, som sundhedsplejestuderende eller frivillige med en byggeteknisk / mekanisk / eller anden teknisk baggrund.

Computer og IT-undervisning

I landsbyen Ho, er der et IT-Center med i øjeblikket 21 computere – nogle stationære og nogle bærbare.

Centret har behov for frivillige til at hjælpe med undervisning i grundlæggende EDB-programmer som Microsoft Word, Excel, PowerPoint og brug af Internet.

Det er meningen, at man også tager sig tid til at undervise de lokale lærere i at bruge computere, så centret kan fortsætte arbejdet, når der ikke er frivillige til stede.

Opgaverne er at undervise i en række basale praktiske it-færdigheder, som at bruge programmer og Internet til research og kommunikation.

Andet praktisk arbejde kan være at lave undervisningsmateriale, regneark og et databasesystem til registrering af eleverne.

IT-undervisning af laboratorieteknikere

Har du gode IT- kundskaber, og især viden om Excel-baserede programmer, kan du hjælpe de lokale sundhedsinstitutioner med at digitalisere deres laboratoriers patientregistreringer.

Digitalisering vil i høj grad effektivisere arbejdet på laboratorierne. Laboratorieteknikerne bliver undervist i de Excel-baserede programmer, der skal bruges til digitaliseringen.

Mindst 2 teknikere fra hvert laboratorium skal oplæres, og de skal herefter kunne instruere deres kollegaer.

Sundhedsundervisning

Har du interesse for drama eller sundhedsundervisning, vil du være egnet til dette program. I Kpando er der oprettet en sundhedsdramaklub for unge. Dramaklubben, der består af gymnasieelever, bliver undervist i sundhedsrelaterede emner, som bruges til forestillinger på skoler og i lokalsamfundet. Medarbejdere, praktikanter og frivillige hjælper med at opsætte forestillingerne.

Der afholdes også kurser om emner som malaria, HIV/AIDS, teenagegraviditet, ernæring, alkohol- og stofmisbrug, personlig hygiejne, mundhygiejne og miljøbeskyttelse. EXIS har været med til at sponsorere sundhedsundervisningsbrochurer, som i vid udstrækning bliver benyttet i området. Førstehjælpskurser for sundhedsinstitutioner, organisationer og andre interesserede er meget populære. Er du certificeret førstehjælpsinstruktør, kan du hjælpe med undervisningen. En førstehjælpskasse, førstehjælpsdukke og andet nyttigt udstyr til undervisninger er til rådighed. Sundhedsprojektet fokuserer generelt meget på HIV/AIDS- oplysning. Den 1. december hvert år (World Aids Day) arrangeres en stor fodboldturnering for at skabe fokus på HIV/AIDS.

Research

Dette projekt er egnet til frivillige med en akademisk baggrund. Der er foretaget en omfattende sundhedsundersøgelse i Kpando-området, der viste, at sundhedstilstanden er dårlig på grund af både økonomiske og geografiske begrænsninger.

Der er generelt mangel på udstyr, uddannet personale og medikamenter. Det anbefales, at der foretages omfattende sundhedsuddannelse og oplysning i lokalsamfundene. På baggrund af konklusionerne fra en færdiggjort rapport vil der blive foretaget yderligere research inden for prænatal, fødsels- og postnatal pleje.

Herudover, er der planlagt en undersøgelse af HIV/AIDS i Kpando kommune. Målet er at reducere antallet af smittede, øge oplysningen om forebyggelse og behandling og bekæmpe stigmatiseringen af HIV/AIDS-smittede.

Research vil hjælpe med at finde svar på spørgsmål som: Hvad er målgruppen for forebyggelse og behandling af HIV/AIDS? Hvorfor virker nuværende programmer ikke? Hvor stor en rolle spiller stigmatiseringen af HIV/AIDS-smittede og hvad kan der gøres for at bekæmpe den?

Der er desværre kun behov for få deltagere til research-programmet hvert år.

Praktik

De fleste af de nævnte projekter og arbejdssteder kan modtage praktikanter. Send en e-mail til [email protected], hvor du forklarer dine ønsker og fortæller hvilke krav, din studievejleder stiller. Så vil EXIS finde ud af, hvor du bedst vil kunne passe ind.

Priser: Frivilligt arbejde i Ghana

Uger Pris
2 kr. 8.820,-
3 kr. 9.661,-
4 kr. 10.503,-
5 kr. 11.344,-
6 kr. 12.186,-
7 kr. 13.027,-
8 kr. 13.869,-
9 kr. 14.710,-
10 kr. 15.552,-
11 kr. 16.393,-
12 kr. 17.235,-

Detaljer
Kontakt venligst [email protected] for oplysninger om priser på længerevarige ophold.

Inkluderet i prisen

Frivilligt arbejde i Ghana

Kost og logi (3 måltider dagligt)

Hjælp og vejledning fra lokal koordinator under hele opholdet

Eventuel indkvartering på hotel i Accra ved ankomst, afhængig af ankomsttid

Personlig donation

Håndbog før afrejse

Følgende er ikke inkluderet i programprisen:

  • Flybilletter
  • Rejseforsikring (EXIS sender gerne et tilbud på en police, som passer til dit ophold)
  • Udgifter til visum (ca. 120 USD)
  • Vaccinationer
  • Vask af tøj og udgifter til drikkevarer
  • Daglig transport mellem indkvartering og arbejdssted – hvis du ikke bor i gåafstand stederne imellem

Om Ghana

Ghana opnåede, som den første koloni i Afrika, selvstændighed i 1957. På det tidspunkt hed landet Guldkysten, men det første man gjorde, efter selvstændigheden, var at omdøbe det til Ghana. Dengang, var dette navnet på et stort afrikansk rige, der eksisterede ca. 1000 år tidligere, nordvest for det nuværende Ghana.

Uafhængigheden betød, at Ghana var det rigeste land i tropisk Afrika. En massiv befolkningstilvækst satte dog siden en stopper for den gode økonomiske situation i landet. Derudover har skiftende statsoverhoveder og politiske uroligheder besværliggjort landets politiske og økonomiske situation.

I nyere tid, har landet tiltrukket kapital, og mange ghanesere vender tilbage fra udlandet med nye investeringer og idéer. Sammenlignet med veludviklede lande, er Ghana dog stadig en fattig nation, og mange lever uden adgang til basale faciliteter som rent vand, lægehjælp og uddannelse. Afrikanske traditioner, kombineret med udenlandsk indflydelse, har skabt en spændende, moderne ghanesisk kultur; åben, musikalsk og forskelligartet.

Naturen er storslået. Få afrikanske lande har seværdigheder på niveau med Kakums regnskov og Mole savannen. Her er farverige festivaler, uberørte sandstrande, traditionelle helligdomme og en befolkning der ofte kaldes Afrikas venligste.

Klimaet i Ghana

Ghana har et tropisk klima med ret konstante temperaturer året igennem. Der er varmt og tørt langs den sydøstlige kyst og i den nordlige del. I nord er der varmt og tørt. Der er to regntider i størstedelen af landet.

Den første regntid varer fra april til juni og den anden fra september til november. I det nordlige Ghana er der dog kun én regntid fra juni til september.

Sproget i Ghana

Det officielle sprog er engelsk, men der tales også over 50 oprindelige sprog og dialekter.

Befolkningen i Ghana

Ghana har omkring 26 millioner indbyggere. Det forventes, at befolkningstallet vil nå 35 millioner indbyggere i 2025. Størstedelen lever langs kysten og i de større byer Accra og Kumasi.

Det officielle sprog er engelsk. Derudover tales ca. 50 forskellige afrikanske sprog, blandt andet Twi, Ewe og Ga. Kristendom er den mest udbredte religion i landet med ca. 70 %, 16 % er muslimer, mens resten tror på traditionelle religioner eller er uden religiøs tilknytning.

Ghana har en meget ung befolkning, hvoraf cirka halvdelen er under 15 år. 98,5 % er afrikanere og 1,5 % er af europæisk- eller anden herkomst.

EXIS i Ghana

De fleste af vores arbejdssteder ligger i byen Kpando, som er placeret centralt i Kpando-distriktet i Ghanas Volta-region.

Inden du tager af sted

At deltage i frivilligt arbejde kræver modenhed, fleksibilitet, selvstændighed og lyst til socialt arbejde. Det er følelsesmæssigt krævende at arbejde med dårligt stillede mennesker, men det giver samtidig mulighed for at udføre et meningsfuldt arbejde, få unikke erfaringer og ikke at forglemme – en oplevelse for livet.

Især i starten kan det synes overvældende at skulle tilpasse sig helt fremmede forhold, klare sig på et andet sprog etc. Tingene fungerer ikke, som du er vant til, folk reagerer ikke, som du ville forvente. Klimaet, maden, stemningen – alt er anderledes. Det er en stor udfordring og kræver gode tilpasningsevner at bo og arbejde i et udviklingsland.

I forbindelse med dit arbejde vil du dagligt blive konfronteret med en barsk social virkelighed og få oplevelser og erfaringer, der er meget forskellige fra turistens. Forvent derfor ikke, at der ligger et færdigt program til dig, når du begynder på arbejdet.

Har du bestemt dig for at arbejde med børn, er det godt, at du selv har en idé om, hvordan man beskæftiger børn – håndarbejde, sport, leg, eller hvad du ellers kan finde på. Brug din fantasi, og vær kreativ.

Det er vigtigt at forstå, at børnenes vilkår på børnehjem i fattige lande er meget anderledes end i Europa. De basale behov som mad, tøj og et tag over hovedet opfyldes, men personalet er enten ikke uddannet eller har ikke tid til flere opgaver. I nogle lande arbejder personalet endda på frivilligt basis. Vi vil gerne gøre alle særligt opmærksom på, at mangel på personale og/eller mangel på personalets uddannelse kan være årsag til at disciplinen opretholdes på gammeldags facon, dvs. med fysisk afstraffelse. Som frivillig kan du være med til at vise personalet andre positive metoder til at opretholde disciplinen.

Selvom EXIS altid bestræber sig på at levere den bedste service, kan man ikke forvente europæiske standarder. Arbejdet er ikke, som i Europa, tilrettelagt efter ugeskemaer og lignende. For at få alt til at fungere optimalt, kræves der en personlig indsats fra deltagernes side.

Visum og pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 mdr. frem ved afrejse.
Der kræves visum ved indrejse i Ghana. Du får yderligere oplysninger om visum-ansøgningen efter tilmelding.

Klar til at tage af sted?

Reservér plads på et af projekterne i Ghana