Bliv frivillig i Costa Rica
Costa Rica byder dig velkommen med maleriske landskaber, uspolerede strande, smukke bjerglandskaber og et spændende sprog- og arbejdsprogram.
Frivilligt arbejde i Costa Rica
I samarbejde med vores sprogskole, lokale costaricanske institutioner og organisationer kan EXIS tilbyde et sprogkursus kombineret med frivilligt arbejde af mange forskellige slags.
Det frivillige arbejde kræver selvstændighed og empati, da du ofte vil arbejde tæt sammen med costaricanere og i samarbejde med dem tilrettelægge og udforme det frivillige arbejde. Ofte vil du altså selv kunne være med til at udstikke rammerne for arbejdet.
For at du kan være klædt godt på til at indgå i frivilligt arbejde, starter du dit ophold i Costa Rica med et spanskkursus. Skolen har en særlig koordinator til at hjælpe dig både før og under arbejdsopholdet.
Det kombinerede sprog- og arbejdsprogram består af minimum 2 ugers sprogundervisning, efterfulgt af frivilligt arbejde, typisk af en varighed på 1 til 6 måneder.
Programstart
Der er programstart hver mandag året rundt med ankomst søndagen før.
Indkvartering under arbejdsopholdet
Ved frivilligt socialt arbejde indkvarteres du ved en værtsfamilie, som beskrevet ovenfor. Vælger du at arbejde i nationalparken, vil du blive indkvarteret i eller omkring nationalparken sammen med andre frivillige eller costaricanske parkfunktionærer.
Vores projekter i Costa Rica
Herunder kan du læse mere om de forskellige former for frivilligt arbejde i Costa Rica, som EXIS tilbyder. Arbejdsprogrammerne tilbydes året rundt – dog er det i enkelte tilfælde nødvendigt at tilpasse kursusstarten til det frivillige sociale arbejde. F.eks. holder skoler og børnehaver “sommerlukket” i perioden fra december til 15. februar samt i påskeugen. Alternative arbejdssteder tilbydes i denne periode.
Sprogkurset
Som frivillig i Costa Rica starter du dit ophold med et spanskkursus på minimum 2 uger, så du er godt klædt på til arbejdet. Du modtager 20 spansklektioner om ugen i grupper på max. 5 studerende. Undervisningen foregår om morgenen og er på alle niveauer fra begyndere til avanceret.
Indkvartering under sprogkurset
De studerende indkvarteres i enkeltværelse med halvpension ved en costaricansk værtsfamilie. Sprogligt som kulturelt er dette den bedste måde at få det optimale udbytte af et ophold i Costa Rica. Værtsfamilierne er åbne og udadvendte og gør alt for, at den studerende føler sig godt tilpas og aktivt bruger sine sprogfærdigheder døgnet rundt. Værtsfamilierne taler som regel kun spansk, men det er vores erfaring, at selv absolutte begyndere hurtigt falder godt til, og fra den første dag bruger de aktivt deres nye sprogkundskaber.
For at sikre et godt udbytte for alle parter, placeres der kun én studerende i hver familie, med mindre andet ønskes.
De første dage
Du bliver ved ankomst afhentet i lufthavnen af din værtsfamilie, hvis du lander inden klokken 22.00. Lander du senere, hjælper vi dig med at finde et hotel i nærheden af lufthavnen, hvorfra din værtsfamilie kommer og henter dig næste dag. Din værtsfamilie viser dig, hvordan du finder hen til sprogskolen.
Første skoledag er der orientering og efter en mundtlig og skriftlig niveautest og en samtale med skolens undervisningsansvarlige, bliver du placeret i en klasse, der svarer til dit niveau i spansk, og sprogopholdet kan begynde.
Senere på dagen er der en guidet rundtur i byen Grecia for at vise dig, hvor du kan finde banker, butikker, busstationer, osv..
Næste dag begynder undervisningen kl. 08:00.
Frivilligt socialt arbejde
I løbet af sprogkurset vil din koordinator introducere dig til den pågældende institutionsleder.
Herunder finder du en kort beskrivelse af de forskellige arbejdspladser EXIS tilbyder i Costa Rica. Bemærk venligst, at beskrivelsen er vejledende, da indholdet af det frivillige arbejde afhænger af institutionens behov og dine erfaringer, kvalifikationer og personlige indsats.
Efter endt arbejdsperiode kan deltageren blive bedt om at aflevere en kort rapport til koordinatoren. Denne rapport kan være til hjælp for den næste frivillige.
La Posada de Bèlen
Denne non-profitorganisation hjælper teenagemødre og deres babyer. Her får mødrene pleje og forberedelse til deres nye liv, foruden psykologisk- og social rådgivning,
De bor i hjemmet og følger, udover almindelig skole-undervisning, også workshops med fokus på deres planer for fremtiden. Det kan være workshops om muligheder for at blive bager, frisør, lave smykker, madlavning, sy tøj, kunsthåndværk etc.
Frivillige kan hjælpe med pleje af nyfødte, støtte pigernes studier eller stå for workshops eller et specifikt læringsprojekt, som naturligvis skal godkendes.
Arbejdstider er fra 6 til 8 timer per dag.
Centro Educativo de Educación Prioritaria Itiquís
En folkeskole på 10 minutters afstand fra Alejuela centrum, som modtager børn fra børnehave til 5. klasse. Børnene er fra 6 til 12 år. Frivillige arbejder fra mandag til lørdag fra klokken 08.00 til 14.00 og hjælper lærerne med engelsk og spanskundervisning, sport og alle andre skoleaktiviteter.
Patronato Nacional de la Infancia
Institutionen tager sig specielt af børn, som har været udsat for fysisk eller psykisk vold eller er blevet efterladte.
Der er stort behov for hjælp til at lave forskellige aktiviteter sammen med børnene. Afhængigt af børnenes alder skal der også hjælpes med f.eks. at give mad. Vælger du at arbejde med disse børn, vil vi gerne opfordre dig til at medbringe noget legetøj eller andet, som kan bruges til leg eller aktiviteter, da børnene mangler stort set alt. På grund af børnenes vanskelige sociale vilkår kan det være en barsk oplevelse at arbejde på institutionen. Det er derfor vigtigt, at du er moden, velafbalanceret og forberedt på at give børnene kærlighed og tryghed.
Hjemmet bliver styret af “tías” eller “tanter”, som organiserer arbejdet, samt yder de frivillige den nødvendige træning og hjælp. Som frivillig arbejder du maksimum 8 timer om dagen fra mandag til fredag. Der er to institutioner, én i Naranjo og én i Alajuela.
Det er ikke tilladt at ryge på institutionen.
San Luís folkeskole
Som frivillig kommer du til at arbejde med forskellige opgaver. Skolen underviser børn fra 6 til 12 år og tilbyder jobrotation inden for følgende områder: Specialundervisning for børn med hjerneskader, assistent for idrætslæreren, hvor du skal deltage i børnenes sportsaktiviteter samt assistent for engelsklæreren. Du kommer til at arbejde på alle klassetrin. Engang imellem kan du også blive bedt om at hjælpe skoleinspektøren på kontoret.
I løbet af den sidste uge på sprogskolen kommer du til at møde din kommende arbejdsgiver og få udleveret et arbejdsskema. Arbejdet kan foregå om formiddagen fra 07.00 til 12.00 eller fra 13.00 til 17.00 mandag-fredag.
Rygning er ikke tilladt på skolen. Kvindelige deltagere skal være indstillede på, at bukser eller korte kjoler ikke er tilladt i arbejdstiden med undtagelse af de dage, hvor de skal hjælpe til i idrætstimerne. Mandlige deltagere må kun bære korte bukser i sportstimerne.
Centro Educativo Santo Domingo
En tosproget privatskole for børn i alderen fra 2 til 8 år. Deltagerne kan blive bedt om at assistere engelsklæreren eller at assistere i spansktimer, hvor der organiseres leg eller kreative fag. Arbejdstiden er fra 08.00 til 12.00, mandag-fredag. Det er ikke tilladt at ryge på skolen.
Skoler og børnehaver er ferielukkede i perioden 1. december – 15. februar og de første to uger i juli.
Hogar de Ancianos (Carrillos)
Et plejehjem, hvor frivillige hjælper med forskellige daglige opgaver. Om eftermiddagen vil opgaverne bl.a. bestå i at snakke med beboerne, der alle er over 60 år, samt arrangere og deltage i diverse aktiviteter for dem.
Nogle af de ældre bor stadig i eget hjem og bruger plejehjemmet som et “værested”, hvor de kan møde andre ældre. Arbejdstiden er fra 08.00 til 15.00 mandag-fredag, og arbejdet tilrettelægges i samarbejde med plejehjemmets leder.
Hjemmet er lukket fra d. 24. december til d. 2. januar og i påskeugen.
Hogar de Ancianos Santiago Crespo (Alajuela)
Hogar de Ancianos Santiago Crespo er et statsligt plejehjem, som hører til under Kulturministeriet.
Hjemmet prøver at skabe en aktiv hverdag for de ældre og forbedre deres livskvalitet og selvværd ved hjælp af forskellige aktiviteter, der udføres både individuelt og i grupper.
Som frivillig vil du komme til at hjælpe de ældre med eksempelvis små håndarbejdsprojketer, og du vil deltage i danse- og sangtimer og læse højt for dem.
Hjemmet er åbent året rundt og ligger i en pragtfuld park. Der er et stort behov for frivillige.
Du får frokost og snacks på hjemmet. Arbejdstiden er fra 08.00 til 11.00 og 13.00 til 16.00.
The Central Library of the National University of Costa Rica
Universitetsbiblioteket ligger i Heredia provinsen. Deltagerne skal regne med en daglig bustur på ca. 45 minutter fra Alajuela. Biblioteket blev grundlagt i 1979 og har en stor og værdifuld bogsamling inden for international økonomi, international politik i Central- og Latinamerika samt Costa Ricas udenrigspolitik.
Deltagerne vil bl.a. blive bedt om at arbejde med databehandling af bibliotekets materiale og hjælpe costaricanske studerende med at finde specielle bøger eller dokumenter. Arbejdstiderne er fra 09.00 til 16.00. Biblioteket er lukket i december og januar måned.
Escuela de Enseñanza Especial (Alajuela)
En folkeskole for døve børn, mongolbørn og børn med andre fysiske handicaps. Du vil nøje blive oplært i, hvordan du skal arbejde med disse børn. Du vil blive bedt om at assistere lærerne i deres klasser, hvor børnene er mellem 2 og 12 år.
Arbejdstiderne er fra kl. 8.00 til 14.00 fra mandag til fredag. Skolen er lukket i december måned og de to første uger i juli.
Hospital Nacional de Niños en San José
Et offentligt sygehus for børn. Den frivilliges arbejde består i at hjælpe til med at arrangere forskellige fritidsaktiviteter for børnene, men også med madning og terapeutiske arbejdsopgaver.
Funcavida
Denne nonprofitorganisation for kræftramte ligger i byen San Ramón de Alajuela, cirka en times kørsel fra sprogskolen. Funcavida har siden 2007 arbejdet med forebyggelse, pleje og støtte til patienter og deres familier. Noget som det costaricanske offentlige sundhedssystem ikke tilbyder.
Organisationen er officielt anerkendt af sundhedsministeriet. Målet er at rådgive, pleje og støtte patienter, der behandles eller er blevet behandlet, så de kan tilpasse deres liv til de nye omstændigheder og skabe muligheder for at opretholde eller forbedre livskvaliteten. Der tilbydes ikke medicinsk behandling. Personalet består af en professionel psykolog og en række terapeuter, som yder psykologisk rådgivning og fysioterapi. Personalet er meget venligt og omsorgsfuldt.
Der organiseres mange aktiviteter til indsamling af midler til organisationens projekter. Det gennemsnitlige antal patienter er 50, og der er ca. 25 lokale frivillige, hvoraf mange har (eller har haft) et familiemedlem med kræft. Opgaverne til frivillige uden sundhedsuddannelse kan være at uddele madpakker til patienter, arrangere større eller mindre aktiviteter, såsom en stor julefest i december, bingo, udflugter, hjælpe til i køkkenet med frokosten, som serveres hver dag til frivillige og patienter eller blot at tale med patienter.
Funcavida er et ideelt arbejdssted for studerende eller uddannede i socialt arbejde, psykologi, sygepleje, yoga eller kreative fag. Praktikophold kan arrangeres. Du indkvarteres hos en lokal værtsfamilie i gåafstand fra arbejdspladsen.
Fundación Servio Flores en Alajuela
I denne institution undervises unge mennesker, som har behov for specialundervisning. De frivillige bliver oplært af ledelsen. Institutionen er et meget egnet sted for de, der har interesse i – og evner for – at assistere i undervisning i håndværksmæssige fag.
Escuela Pública Jesús Magdalena de Cacao
En folkeskole med børn op til 6. klassetrin. Den frivillige kan hjælpe til på mange forskellige områder. Skolen tilbyder jobrotation inden for følgende områder: Arbejde med børnene i klasseværelset, hjælpe idrætslæreren, deltage i sportsaktiviteter og assistere engelsklæreren.
Frivilligt arbejde i nationalparker
Det frivillige arbejde i nationalparkerne bliver arrangeret og koordineret i samarbejde med sprogskolen i Costa Rica og en costaricanske non-profit organisation.
Nationalparker
Arbejdsopgaverne er mangeartede og varierer fra park til park. Tidligere frivillige har arbejdet med bygning, rengøring og vedligeholdelse af stier i regnskoven, udfærdigelse af turistmateriale og plakater, parkovervågning, turistinformation på engelsk, miljøoplysning for børn, konstruktion og vedligeholdelse af parkinstallationer m.m.
Du vil normalt komme til at arbejde indenfor et af de ovenstående områder, og arbejdet tilrettelægges i samarbejde med organisationen. Du får minimum én fridag om ugen. Du vil blive indkvarteret i eller omkring nationalparken sammen med andre frivillige eller costaricanske parkfunktionærer.
Ønsker du at arbejde frivilligt i mere end én måned, og er ledelsen tilfreds med dit frivillige arbejde, kan du i princippet forlænge dit ophold, så længe du ønsker. Der er også mulighed for at skifte nationalpark efter de første fire uger, så du kan opleve andre dele af landet.
Den sidste uge under sprogkurset vil skolens koordinator for det frivillige arbejde tage med dig hen på organisationens hovedkontor i San José, hvor du vil modtage generel information og få at vide i hvilke parker, der især er brug for frivillig arbejdskraft. Normalt er det muligt at vælge mellem flere forskellige parker. Du får at vide, hvordan du kommer derhen, hvem du skal henvende dig til osv.. Samtidig udfyldes de nødvendige dokumenter, og du vil få at vide, hvad du skal medbringe. Typisk er det nødvendigt at medbringe rygsæk, vandrestøvler, sovepose, håndklæder, toiletsager, myggebalsam og solcreme, moskitonet, lommelygte med mere. Alle disse ting kan med fordel købes i Costa Rica.
Bemærk, at du under det frivillige arbejde skal overholde organisationens regler – du må bl.a. ikke drikke alkohol under det frivillige arbejde eller ryge inde i selve parken.
Turtle Project
Langs Stillehavskysten er der 3 forskellige projekter, hvor man arbejder med 2 skildpaddearter: Den meget truede Leatherback og Olive Ridley.
Frivillige opgaver kan bl.a. være:
- Patruljere og rydde stranden
- Forberede, omrokere og reparere beskyttelse rundt om rederne
- Tage temperaturen i rederne
- Tælle, notere og håndtere æg
- Hjælpe med at slippe babyskildpadderne ud
Opgaverne følger sæsonen og vejret. Alle frivillige arbejder på skiftehold dag og nat, i 6 til 8 timer. I tilfælde af ekstremt højt tidevand eller oversvømmelse på grund af regn eller orkan sendes de frivillige til et andet miljøprojekt længere inde i landet. Skildpadderne bygger redder fra juni til februar. Det er i denne periode, at de sidste babyskildpadder udklækkes. Det meste af arbejdet foregår om natten. Om dagen arbejder de frivillige sammen med naturreservatets personale og holder området rent. Indimellem hjælper de med madlavningen. Der er frivillige projekter fra juni og indtil december. Om foråret, før skildpadderne ankommer, fortsættes arbejdet med forskellige opgaver på samme sted eller i samme område.
Vi har særdeles gode erfaringer med arbejdet i nationalparkerne, hvor du som frivillig får lejlighed til at bruge dine spanskkundskaber samtidig med, at du gør et nyttigt stykke arbejde i en fantastisk natur.
Praktik
De fleste af de nævnte projekter og arbejdssteder kan modtage praktikanter. Send en e-mail til [email protected], hvor du forklarer dine ønsker og fortæller hvilke krav, din studievejleder stiller. Så vil EXIS finde ud af, hvor du bedst vil kunne passe ind.
Spanskkursus & Frivilligt arbejde i Costa Rica
Nybegyndere i spansk, der vil udføre socialt arbejde, skal følge minimum 4 ugers undervisning før arbejdsopholdet. Kan du noget spansk på forhånd, kan du nøjes med minimum 2 ugers spanskundervisning. Ved arbejde i nationalpark og med skildpadder, kræves minimum 2 ugers spanskkursus.
Uger sprogkursus | Uger arbejde | Pris |
2 | 2 | 17.284 |
2 | 4 | 20.910 |
2 | 8 | 28.163 |
4 | 4 | 26.988 |
4 | 8 | 34.240 |
6 | 4 | 33.709 |
6 | 6 | 37.335 |
8 | 4 | 40.424 |
Helligdage og ferieperioder
Der er ingen undervisning på følgende officielle helligdage eller ferier:
1. januar: Nytår
11. april: Juan Santamaria
1. maj: Labor day
25. juli: Annektering af Nicoya
2. august Virgin of Los Angeles
15. august: Mors dag
15. september: Uafhængighedsdagen
25. december: Jul
Påskeferie: Semana Santa
Hvis du planlægger et ophold omkring påskeferien, kan du bo ved din værtsfamilie, selvom skolen er lukket.
Detaljer
Kontakt venligst [email protected] for oplysninger om priser på længerevarige ophold, eller for andre sammensætninger af kursus og arbejde.
Inkluderet i prisen
Frivilligt arbejde i Costa Rica
Indkvartering ved en costaricansk værtsfamilie i enkeltværelse med halvpension under sprogopholdet og socialt frivilligt arbejde (med mulighed for tøjvask). Under arbejde i nationalpark, indkvarteres man i parken
Intensiv sprogundervisning (max. 5 studerende i klassen) med højtuddannede, kompetente og meget motiverede lærere
Velkomstmiddag
Råd og vejledning fra skolen før og under det frivillige arbejde
Undervisningsmateriale
Orientering og test
Sightseeing i Alajuela og San José til bl.a. nationalteatret, kulturpladsen, museet for moderne kunst, universitetet og parlamentet
Adgang til skolens aktivitetsprogram
Salsaundervisning en gang per måned
Håndbog før afrejse
Følgende er ikke inkluderet i priserne:
- Flybilletter
- Forsikringer (EXIS sender gerne et tilbud på en police, som passer til dit ophold)
- Transport til nationalparken
Landet
Christopher Columbus navngav i 1502 landet “den rige kyst”. Costa Rica har naturlige grænser mod Stillehavet og det Caraibiske Hav. Mod nord danner Rio San Juan og Nigaragua-søen grænsen til Nigaragua, mens Panama er grænselandet mod syd. Stillehavskysten er bjergrig med klippefremspring og halvøer, der omgiver beskyttede bugter, hvoraf de største er Nicoya- og Osa-bugterne. Den caraibiske kyst har næsten ingen indskæringer. Her vokser regnskoven mange steder helt ud til kysten.
Med sine blot 50.900 km2 er Costa Rica, næst efter El Salvador og Belize, den mindste stat i Mellemamerika. Det er på mange måder et usædvanligt land; ikke mindst på grund af dets smukke bjerglandskaber, men også fordi intet land i Mellemamerika er så kontrastrigt og mangesidigt, som Costa Rica er. Her findes maleriske landskaber med vandfald, uspolerede strande og interessante arkæologiske områder. 12 % af Costa Rica består af fredede nationalparker – et eldorado for videnskabsmænd, geologer og biologer.
Store regnskovsarealer, underjordiske huler, varmtvandskilder og koralrev udgør en stor del af fredningsområderne. Landet gennemskæres i hele sin udstrækning af bjergområdet Cordillera Volcánica, som i den centrale del omfatter de endnu delvist aktive vulkanske massiver, Poás Bárba og Irazú-Turrialba. Ethvert vejsving i højlandet åbenbarer en ny og spændende naturoplevelse.
Klimaet
En placering kun 10 grader nord for ækvator giver et perfekt tropisk klima, der af mange rejsende beskrives som “et endeløst forår”. Sommermånederne er fra december til april, og vinteren går fra maj til november. Vinterperioden er regntid, hvor det regner 2-3 timer om dagen. Der er ikke nævneværdig forskel på sommer- og vintertemperaturen, men temperaturen afhænger naturligvis af hvor i landet, man befinder sig.
Mens der i kystområderne er varmt året rundt med en gennemsnitstemperatur på mellem 25 og 35 grader, har San José, der ligger 1150 meter over havet, normalt en dagtemperatur på 15-25 grader.
Befolkningen
Som det eneste land i Mellemamerika har Costa Rica en overvejende hvid befolkning. Den oprindelige indianske befolkning lever i isolerede landsbyer, især i regnskovsområderne og på småøer ud for landets kyster. Den caraibiske kystlinie er noget helt unikt kulturelt som sprogligt – ingen bør snyde sig selv for en weekend i Puerto Limón på østkysten. Det er den afro-caraibiske, sorte befolkningsgruppes hjemsted. Her hedder farvel ikke “adiós”, men “all right” eller bare “OK”, musikken er reggae og sproget “engelsk”. En helt speciel oplevelse i et ellers homogent, latinsk land med blot 3,8 mio. indbyggere.
Sproget
Det officielle sprog er spansk, men der tales også flere oprindelige sprog.
EXIS i Costa Rica
EXIS’ projekter i Costa Rica er centereret omkring byerne Alajuela og Carrillos, men vi tilbyder også projekter i Costa Ricas nationalparker.
Inden du tager af sted
At deltage i frivilligt arbejde kræver modenhed, fleksibilitet, selvstændighed og lyst til socialt arbejde. Det er følelsesmæssigt krævende at arbejde med dårligt stillede mennesker, men det giver samtidig mulighed for at udføre et meningsfuldt arbejde, få unikke erfaringer og ikke at forglemme – en oplevelse for livet.
Især i starten kan det synes overvældende at skulle tilpasse sig helt fremmede forhold, klare sig på et andet sprog osv.. Tingene fungerer ikke, som du er vant til, folk reagerer ikke, som du ville forvente. Klimaet, maden, stemningen – alt er anderledes. Det er en stor udfordring og kræver gode tilpasningsevner at bo og arbejde i et udviklingsland.
I forbindelse med dit arbejde vil du dagligt blive konfronteret med en anden social virkelighed og få oplevelser og erfaringer, der er meget forskellige fra turistens. Forvent ikke, at der ligger et færdigt program til dig, når du begynder på arbejdet.
Har du bestemt dig for at arbejde med børn, er det godt, at du selv har en idé om, hvordan man beskæftiger børn – håndarbejde, sport, leg, eller hvad du ellers kan finde på. Brug din fantasi, og vær kreativ. Selvom EXIS altid bestræber sig på at levere den bedste service, kan man ikke forvente europæiske standarder. Arbejdet er ikke, som i Europa, tilrettelagt efter ugeskemaer og lignende. For at få alt til at fungere optimalt, kræves der en personlig indsats fra deltagernes side.
Klar til at tage af sted?
Reservér en plads på et af projekterne i Costa Rica