Tilbage til projekt-oversigt

En invitation til den afrikanske verden

Af Mette Mølgaard Henriksen
Artikel bragt i Sønderborg Ugeavis, d. 19/2 2014

Med tre måneders frivilligt arbejde i Kenya blev Sara Samsøe inviteret tæt ind i den østafrikanske kultur og ind på livet af de lokale. En åben indstilling og interesse i kulturen fik hurtigt Sara til at føle sig som en del af afrikanernes hverdag.

Med en stor passion for gymnastik og dans, og et sabbatår til at realisere sine drømme, besluttede den 22-årige Sara Samsøe sig for at prøve drømmen af som gymnastikunderviser i det østafrikanske land Kenya. Kenya er en populær turistattraktion blandt mange turister, idet landet byder på eksotiske safariture og overnatninger på den afrikanske savanne. Men Sara tog ikke til Kenya for at lege turist. Sara ønskede at lære den kenyanske befolkning at kende.

– Jeg ville ud og opleve verden, men undgå at være turist. Jeg ville ind under huden på kulturen og prøve at leve et liv som dem, siger Sara Samsøe. Alene, og med rygsækken pakket, tog Sara afsked med det velkendte liv i Sønderborg og rejste til Kenya, der skulle vise sig at blive hendes livs eventyr.

Afrikansk integration

Valget om at rejse alene til Afrika var inden afrejsen lidt overvældende for Sara, idet hun med egne ord er det man kan kalde en tryghedsnarkoman. Det viste sig dog at være en god beslutning. At rejse alene gjorde det lettere at komme ind på livet af lokalbefolkningen og blive en integreret del af deres hverdag. Sara boede hos en værtsfamilie i den pæne ende af Westland, som er et af de pæne områder med mange internationale familier.

– Jeg kom tæt ind på de lokale og så hvordan de levede og boede. Jeg fik et indblik i deres dagligdag og jeg følte nærmest, jeg var en del af kenyanerne. Den eneste forskel var hudfarven, fortæller Sara.

Udover at bo hos en lokal familie, var det især det frivillige arbejde, der fik Sara integreret i afrikanernes liv. Hun underviste jævnaldrende og ældre afrikanske akrobater og dansere og blev efter kort tid venner med flere af dem.

– Med tiden følte jeg virkelig, at jeg var en af dem. Det blev mere til venskaber end, at jeg var den hvide træner. Jeg var med til flere danseshows med danserne fra akademiet. Og i weekenderne var vi ude og svømme og spise pizza. Flere gange var jeg den eneste hvide person, fortæller Sara.

Bedre end forventet

Da Sara havde besluttet sig for at rejse udenlands i sit sabbatår faldt hun over (frivillig-) organisationen EXIS. Hun faldt over et projekt i Kenya, hvor man kunne blive frivillig på et sportsakademi. Da det viste sig, at akademiet primært var bestående af fodboldspillere, spurgte hun om ikke der var mulighed for noget med dans. På den måde fandt Sara og EXIS i samarbejde frem til akademiet i Kenya, hvor Saras store passion og kompetence for dans og gymnastik kunne udfolde sig. Derfor faldt valget på Kenya og den beslutning har hun ikke fortrudt et øjeblik siden.

– Jeg har haft nogle af de fedeste oplevelser hernede. Jeg fik nogle venskaber, som jeg overhovedet ikke havde regnet med. Jeg føler, jeg har fået et godt indblik i det rigtige kenyanske liv, siger Sara.

Selvom rejsen var planlagt nøje, blev Sara alligevel lidt overrasket, da hun mødte op på danseakademiet. Det var nemlig ikke børn, hun skulle undervise, men jævnaldrende og ældre afrikanske dansere. De var allerede dygtige inden for dansens forskellige genrer, men Sara fandt alligevel rum til at udvikle egne ideer.

– Jeg var meget fascineret over deres talenter med så få redskaber, så det var spændende at lære dem det, jeg kunne. Der var mere end nok mulighed for at tage ansvar. De inspirerede mig, og med tiden fandt jeg på alternativer til undervisningen, fortæller Sara.

Idet danserne var på samme alder som Sara, udviklede de hurtigt et venskab og brugte meget tid sammen både til hverdag og i weekenden. Hun tog tit med dem ud til konkurrencer og shows. Hun blev endda inviteret med til at være en del af flere shows.

– Jeg blev meget social med dem, især de to dansegrupper ”Kipaji Africa” og ”Titans Allstars”. Jeg blev en del af et flashmob som dansegruppen ”Kipaji Africa” lavede på United State International University i Nairobi, fortæller Sara.

This is Africa

For Sara har det frivillige arbejde i Kenya betydet, at hun har lært en masse om den lokale kultur, samtidig med, at hun har udviklet tætte venskaber. I stedet for at bruge tiden på at lege turist sammen med de andre frivillige, tog hun et valg om at bruge tiden sammen med de lokale.

– Tit prioriterede jeg at være sammen med de lokale i weekenderne i stedet for at tage med danskerne på safari. Så ja, jeg har været i Afrika uden at have været på safari, men jeg kommer tilbage dertil, og så skal det opleves, fortæller Sara.

Gennem de tre måneder med frivilligt arbejde og sjove oplevelser med nye venner fik Sara et større kendskab til den afrikanske kultur. Hun lægger ikke skjul på, at den afrikanske kultur er anderledes end den danske. Især punktlighed og aftaler går afrikanerne ikke så højt op i, men det hører med som en del af den samlede oplevelse. Og som hun siger:

– Jeg var i Afrika. ’Tia’, som de siger. This is Africa!