Søndag 03/04: Jeg blev taget imod af en storsmilende Cecilia, som er Exis’ koordinator i Exis, i Jomo Kenyatta International Airport. Turen fra lufthavnen til Cecilias lejlighed, hvor jeg nu bor, var en kæmpe oplevelse. Det første man ser når man kører ud af lufthavnen er savannen til venstre og Nairobi by til højre. På savannen, ganske tæt på mig, stod fire knejsende giraffer – “de byder dig velkommen”, sagde Cecilia grinende, karibu! Hele sceneriet gennem Nairobi var overvældende – det er som at komme ind i en helt anden verden. Hos Cecilia blev jeg taget imod af Sheila, Cecilias niece på 20 år, som bor hos hende. De er begge to uendeligt søde, gæstfrie – og sjove! Sheila havde skrevet et velkomstskilt til mig – “karibu Louice” – velkommen Louice. Og her er rigtigt bad og toilet! Der er ikke altid rindende vand, men Så kan jeg bare tage et, som Cecilia kalder det, ‘traditionelt afrikanske bad’ – i en balje. Jeg var så træt efter den lange rejse, og gik tidligt i seng; til lyden af syngende afrikanere akkompigneret af græshopper og ”muende” køer.

04/04: Kort efter at jeg var ankommet fortalte Cecilia mig, at jeg skulle berede mig på at se en vældig afstand mellem rig og fattig, og at det vil blive “chokerende og hjerteskærende”. I mandags fik jeg det at se – og Cecilia fik ret. Om morgenen kørte vi; Cecilia, nyligt ankomne Jerome fra Frankrig og jeg selv, til børnehjemmet i Mathare slumkvarteret. Vi kørte dertil i ‘matatu’ – en mellemting mellem en bus og en taxi. Den mest almindelige transportform i Nairobi. Mødet med slummen var – netop chokerende og hjerteskærende – og i begyndelsen ret afskyelig. Stanken var skrækkelig, men man vænner sig overraskende hurtigt til den. Vi bevægede os forbi affald, mudder og en åben kloak der snor sig ned gennem slummen. På hjemmet blev jeg taget imod af en masse børn der i kor, og gentagende gange, råbte “How are you!? How are you!!?”, fantastisk glade. Og så kom Mama Mercy, hjemmets bestyrer, ud og tog imod os. Hun er en fantastisk kvinde. Hun bød mig velkommen med et stort, hjerteligt knus og mange våde kys: “karibu Kenya, karibu Kenya”, ‘kachini’ – sæt dig ned. Og så fik jeg ellers smidt en 4 mdr baby i armene, lille Sam, den yngste på børnehjemmet. Med Sam i favnen blev vi vist rundt på børnehjemmet. Mama startede børnehjemmet for snart tyve år siden, da hun opdagede, at hendes søn sneg gadebørn med sig hjem for at give dem mad og tøj. Hun er nu 54 år gammel (hvilket er en meget høj alder i Kenya) – og virker utrættelig, hun springer rundt, fuld af energi, og tager sig af alle hendes 270 børn – klemt sammen på et meget lille område. Børnehjemmet har 4 store værelser og et lille værelse til de mindste. Hvert af de fire værelser er på cirka 12 kvm, og på hvert sover omtrent 60-70 børn. Forholdene er meget dårlige, men som Mama sagde: ”i det mindste kan jeg give dem et bedre liv end de vil have på gaden. Jeg sender dem alle i skole, og de får mindst et måltid om dagen,” Over for børnehjemmet er der en stald med cirka 10 køer og en masse geder. Bag stalden er mjøddingen/lossepladsen/LEGEPLADSEN. Her springer børnene rundt i bare tæer i glasskår og andet godt. Men alle børnene virker opløftende glade. Om aftenen tog vi til “the village center” – et sted for rigmandsfolk: her er der shoppingcenter, minigolf, swimmingpool, restauranter og alting er helt overdådigt. Det var meget chokerende oven på morgendagens begivenheder. Men ærlig talt kunne jeg bedst lide den stemning der var hos Mama. Jeg glæder mig meget til at skulle tilbringe 12 uger på hjemmet.

05/04: Tirsdag bød på flere erfaringer om Nairobis slumkvarterer. Vi startede dagen med at besøge en skole i Pandora slummen, som har indviliget i at undervise nogle af børnene på Mamas børnehjem, uden at modtage betaling. Det var meget imponerende – skolen var helt tydeligt på et meget højt niveau. Middagen tilbragte vi på børnehjemmet – og jeg nød i fulde drag at lege med børnene. De er alle meget opmærksomhedskrævende, de gør de skøreste ting for at fange min opmærksomhed, står på hovedet, niver mig og kravler rundt på ryggen af mig. Hen på eftermiddagen tog jeg med en af de ansatte til en MSF klinik (læger uden grænser), med tre af børnene, hvoraf en er HIV positiv og en lider af tuberkolosis. Den mindste fik jeg smidt om på ryggen, hvor hun blev bundet fast med et tørklæde, og sådan måtte jeg bære hende til klinikken. Det var meget spændende at få et lille indblik i hvad MSF laver. Da vi kom tilbage råbte en af de mindste drenge til mama, på Swahili, “How are you are back”, han troede tilsyneladende at hvide mennekser kaldes “how are you”, hvilket man ikke kan bebrejde ham, for det bliver råbt til mig mindst 100 gange om dagen. Det, og så ‘mzungu’, som faktisk betyder ‘hvid person’. Jeg er også blevet friet til flere gange – dog oftest i spøg. En cirka tolvårig dreng spurgte om jeg ikke vil gifte mig med ham – for jeg er jo på hans størrelse!

06/04: I dag blev Jerome og jeg vist rundt i Nairobi midtby – som er meget nem at finde rundt i. Og så er der en afslappethed som er yderst befriende! Man ser aldrig en stresset afrikaner. Det er måske en delårsag til Afrikas “udviklingsmæssige tilbageståenhed”, eller hvad man nu vil kalde det, men jeg foretrækker altså til hver en tid dette træk hos afrikanerne frem for en vesterlændings. Jeg nævnte det for Cecilia som sagde, at hun er enig med mig hvad angår Nairobi, men når man kommer til andre storbyer i Østafrika så bliver trægheden for meget – “det går så langsomt at man får lyst til at slå nogen ihjel”.

07/04: Torsdag var den første rigtige dag på børnehjemmet. Mig og Jerome startede med at spille bold med børnene på lossepladsen/legepladsen. Egentlig var det ikke en bold, men en masse affaldsposer, børnene havde fundet, og proppet ind i hinanden – men sjovt var det. Når “bolden” faldt i floden, som lå nedenfor en skrænt, LIGE VED SIDEN AF legepladsen, ja, så hoppede børnene da bare i den møgforurenede flod, og kravlede tilbage op ad klippesiden. Børnene har også et fristed på taget af børnehjemmet, og vejen derop er ikke helt ufarlig. Det er noget så frustrerende at se børnene gå rundt med bulede hoveder og betændte sår: og de er bestemt ikke glade når jeg forsøger at rense deres sår! Men bortset fra det, er de tilsyneladende meget glade, og fulde af energi, og deres humor smitter! Jeg har allerede fået mig nogle små hjertevenner. Det gør det dog noget besværligt, at mit swahili og deres engelsk stadig er så sparsomt. Om aftenen gik jeg en tur med mine samboer. Vi så solnedgangen over de mange nybyggerier her i Parklands. Vi har det rigtig, rigtig hyggeligt: og vi kan snakke i mange timer.

08/04: Endnu en dag på børnehjemmet. Lille Ngiena på tre år har rigtig møvet sig ind hos mig. Hun er den sødeste, klogeste, gladeste lille pige. Der er meget stor fascination for mit hår. De fleste af de afrikanere jeg har mødt har spurgt om de ikke må prøve at røre ved mit hår. De større piger på hjemmet blev lykkelige, da jeg gav dem lov til at ‘twiste’ mit hår: en slags små fletninger – som var umulige at redde ud!

09/04 og 10/04: Jeg har været på safari! Lørdag morgen, (næsten middag, for Nic, som skulle fungere som vores chauffør, kom en time for sent – så fik jeg da også oplevet ‘den afrikanske time’), satte Shila, Jerome, Nic og jeg selv kurs mod Nakuru: en by ca 2 timer nord-vest for Nairobi – langs Greaft Rift Valley. Wow, hvor var det en flot tur; fuldstændig overvældende. Da vi ankom til vildtreservatet, fik vi at vide at efter klokken seks kan man ikke kommer ud – da var klokken et. Men der var kun den ene mulighed at købe en 24/timers billet. Så sover vi sgu da bare på savannen! Ja! Og så ellers ind i Nakuru by for at købe mad, og så ud på vores eventyr: ud i vildtet. Og landskabet tog gang på gang vejret fra mig. Kanten af Nakuru sø var farvet lyserød af flamingoer, der var tusindvis af ‘buffalos’, og giraffer og zebraer kom så tæt på, at jeg næsten kunne røre dem. Hyæner, næsehorn og vortesvin så vi på afstand. Og så var der bavianer. Og nøj! hvor var de frække. Vi kørte op ad ‘baboon cliff’, hvor der sad i tusindvis af bavianer. Vi spiste frokost på toppen af en klippeside – og hold da op en udsigt, ud over savannen og Nakuru sø, hvorfra man kunne se giraffer og næsehorn, og løbende ‘buffalos’ i flok hen over stepperne. Da mørket faldt på, gjorde vi holdt midt på savannen. Efter en times tid, og talrige, skingrende skøre, mislykkede forsøg, lykkedes det drengene at lave et bål – der skulle holde vilde dyr på afstand, og hjælpe os at holde varmen. Her, omkring bålet, i selskab med brølende lover, skrigende bavianer og grinende hyæner, spiste vi vores aftensmad. Og snakkede og grinede herefter i timevis. Da trætheden overmandede os lagde vi os ind i bilen for at sove – undtagen Jerome der ville sove udenfor (det er ikke særlig bekvemt at ligge fire mennesker i en lille bil). Manner hvor var det koldt i og ubehageligt at ligge i bilen. Solopgangen var uendeligt smuk. Mens vi sad i bilen, betaget af solopgangen, så jeg ud af øjenkrogen en bavian snige sig forbi med vores vand. Men Sheila, (og Cecilia), som er masaier og er opvokset blandt masaierne, og først senere flyttet til byen, fik snedigt røvet vandet tilbage.

11/04-17/04: Efter safari-eventyret i Nakuru, tilbragte Jerome og jeg endnu en uge på børnehjemmet. Opholdet på børnehjemmet byder på ikke så få erfaringer om, hvor frygtelige forhold nogle mennesker er henvist til at leve under. Mama Shiko, en kvindelig medarbejder på børnehjemmet, der blandt andet sørger for børnenes sundheds-tilstand, viste mig hendes hjem. Fra en ildelugtende gyde, trækker man et slidt forhæng til side, og træder ind i et rum på cirka 6 kvm. Her opfostrer hun 7 børn, alene. Dette må hun gøre for den lille sum penge hun tjener ved at arbejde syv dage om ugen, morgen til aften – 500 shillings om ugen, fortalte hun mig, og gav mig dårlig samvittighed over at have købt en pakke tyggegummi til 70 shillings tidligere på dagen. Jeg blev taget imod af hendes ældste datter, Faith, på 17 år, der bad mig sidde ned. Jeg kunne næppe sige ”hvor er det dog et hyggeligt hjem i har”, Så jeg spurgte bare ”how are you?” Jeg blev noget overrumplet, da Faith svarede, ikke ordret, men indholdet husker jeg tydeligt; ”Hvis jeg skal være ærlig, så har vi det forfærdeligt. Vores liv handler kun om overlevelse. Vi får for det meste kun et måltid om dagen, og når vi spiser, tænker vi kun på, hvornår vi mon vil spise igen. Der er koldt om natten, og gulvet er hårdt. Men jeg er meget taknemmelig for, at min mor sørger for, at jeg går i skole. Jeg vil kæmpe hårdt, og blive læge. Lige nu er jeg nummer tre i min klasse. Det er svært at være behjælpsom på børnehjemmet, fordi arbejdsrutiner og – metoder, er fuldstændig forskellig fra alt hvad jeg kender. Ingen har travlt og intet er skemalagt. Umiddelbart er det, hvad jeg vil foretrække. Men der eksisterer stadig en indgroet rutine, og visse (ret primitive) måder at klare tingene på, hvor jeg bare ikke er til megen hjælp. De fejer med et bundt grene, vasker tøj i hånden, skærer grøntsager i hånden, låser tøjet inde, så jeg hverken kan skifte eller bade børnene, og at malke køer er altså ikke så nemt som man skulle tro. Alt i alt gør jeg alting for langsomt, selv efter afrikanske standarder. Men i princippet kunne jeg jo godt gøre alt dette alligevel. Det virkelige problem er, at os mzungus (hvide) bliver anset som gæster. Og gæster skal ikke arbejde, de skal opvartes. Og kenyanere er så gæstfrie, at de ikke vil høre os sige ”nej tak”. Så vi – os mzunguer – bruger langt det meste af vores tid på at gøre noget, som de voksne ikke har tid til, eller rettere, ikke finder nødvendigt. Nemlig at bruge tid med børnene; lege med dem, holde om dem, trøste dem og tale med dem, så godt vi nu kan (jeg er ved at være rimelig sej til Swahili!). Til tider bliver børnene dog hevet fra os: ”Hvad tænker i dog på? Sådan at forkæle børnene?” Jerome og jeg overnattede på hjemmet fra torsdag til fredag, og der kom kenyanernes gæstfrihed virkelig til udtryk. ”Karibuni, dette er jeres hjem nu, hakuna matata”. Der blev sørget MEGET godt for os. Men jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at det er helt forkert at de laver et særligt måltid til Jerome og mig, for øjnene af alle børnene, og at de giver mig min helt egen seng, mens 60-70 børn nærmest ligger og sover i en bunke oven på hinanden. Om aftenen deltog jeg i deres ’worshipping of God’, der finder sted hver aften, efter at de mindste er lagt i seng. Det var lidt af en forestilling. De sang og dansede i ægte gospel stil, i næsten en time, efterfulgt af en kort prædiken, og personlige bønner. Og så begyndte de jo bagefter at udspørge mig, for hverken første eller sidste gang, om min religiøse overbevisninger – og det er ikke så nemt at gøre rede for, skulle jeg lige hilse og sige. De kan slet ikke forholde sig til den tanke, at man ikke kan vide om Gud eksisterer. Hver gang (og det har efterhånden været mange gange) jeg så meget som antyder at der ikke findes nogen Gud, ser de enten ondt på mig, og slår med tungen ”th, th, th”, som om de retter på et lille barn, eller bryder ud i stor latter: ”Har I hørt det! Hun tror ikke på Gud. Hvem pokker tror du så der har skabt verden? Du er vist ikke rigtig klog.” Hvis jeg så spørger; ”Hvordan kan i være så sikre på, at Gud eksisterer”, svarer de, ”Duh, det står i Bibelen”, ”Men hvordan kan i være så sikre på, at det der står i Bibelen er sandt?”. Det har endnu ingen kunnet svare på. Men de mener, at det er vigtigt at tro på Gud, for det giver forståelse. Og det må man kunne beundre, at kunne tro så stærkt. Eller, med vestlige øjne, grine af, fordi de er så naive og snævertsynede. Efter talrige og timelange forhør, der ikke fører nogle steder hen, er jeg begyndt at svare, at jeg er jeg tilhører en protestantisk kirke, og så nikker de anerkendende. Natten var ikke just behagelig. Sengen var hård, der var koldt, og jeg havde selskab af mange mus og rotter. Men det var en oplevelse der satte tingene lidt i perspektiv. Næste morgen stod jeg tideligt op, for at ”hjælpe” med at mælke køerne – det er altså sjovt, men måske ikke, hvis man skal gøre det hver eneste morgen. Ved middagstid sad jeg på pigernes værelse, og snakkede med de ældste af pigerne, mens de flettede mit mzungu-hår. De fortalte mig, hvordan de oplevede urolighederne omkring valget i 2007. Fuldstændig følelsesforladte, som forklarede de mig opskriften på ugali (nationalret), fortalte de, hvordan de havde set mennesker, nogle af dem kammerater, blive slået ihjel på mest grusomme vis. Fx ”…Næste morgen samlede jeg hans ben op foran skolen, og hans hånd bag ved skolen.” Jeg var dybt chokeret, og da de så det, gled deres beretninger over i noget der lignede en konkurrence om, hvem der kunne få den største reaktion fra mig.

18/04-20/04: Jeg har været på safari igen! Jerome og jeg tog til Masai Mara i det sydvestlige Kenya mandag morgen – det Såkaldte ’masai-land’. Den tre dage lange tur tilbragte vi med to britiske piger, og Jerome (2) fra Frankrig og hans kæreste Mariana fra Portugal. Det var en fantastisk tur. Det var et meget smukt panorama, der gled forbi vinduet. En tro kopi af det stereotypiske, meget idylliske, billede, der findes af den afrikanske savanne. Og vi var helt tæt på løver og geparder. Aftenerne tilbragte vi alle seks på en veranda, med kolde drikke, og snakkede til langt efter morket faldt på. Så gik vi i seng i vores telte i en ’campsite’, nær en masai-landsby.

20/04-26/04: Efter safarien, gik turen mod Narok, hvor Jerome og jeg tilbragte en uge. Dels på et kristent børnehjem. Dels hos Cecilias masai-familie. Børnehjemmet ligger i udkanten af Narok, og er styret af en protestantisk præst. Så I kan nok gætte, at jeg endnu en gang måtte tage religion/viden-diskussionen. Som alle andre kenyanere jeg har mødt, er de meget gæstfrie; ”Dette er jeres hjem nu. Vi er meget glade for, at I er her”. Børnehjemmet består af to hvide bygninger, der skyder op midt i en meget smuk have, fyldt med farverige blomster, store, skyggefulde træer, og køer og geder der fredeligt græsser. Stedet er uendeligt roligt og fredfyldt. Naturligvis er jeg lykkelig over, at børnene i Narok kan vokse op under så gode forhold, på trods af at have mistet deres forældre. Der er rent og pænt, børnene har meget pænt – og dyrt, tror jeg også – tøj på, de får god og varieret mad (nogle gange også dessert), og de har to godhjertede ”erstatnings”-forældre. Joseph og Sarah har tilsyneladende taget alle børnene til sig som deres egne, siger de i hvert fald, ”vi er blevet velsignet med 50 børn”. Men det er bare så møg-uretfærdigt, at børnene fra de to hjem, har så forskellige vilkår. Børnene i Mathare slumkvarteret har da også ret til andet end ren og skær overlevelse, andet end fattigdom, andet end uhygiejniske forhold, andet end børn der opdrager børn. Hvis jeg ikke har sagt det for, så er jeg dybt imponeret over, hvor god en stemning der er på hjemmet i slumkvarteret. Og hvis man ikke kender til andet, så har man jo ikke noget at sammenligne sine egne levevilkår med. Men tiden hos Cecilias familie var nu den bedste. Godt nok er de, som Sheila udtrykker det, mere ”civiliserede” end de fleste masaier, men det gjorde ikke oplevelsen mindre. Hvis Upenda børnehjem var et paradis, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal kalde Nkoyo-familiens farm. Familien ejer over et hundrede hektar land, den største farm i miles omkreds, ”alle ved hvem vi er, i denne provins”, sagde Sheila. Når man træder ind på farmen, kommer man først til Cecilias moder – kokos – hjem; bygget af mudder. Da vi mødte koko, sad hun bag et ildsted, hvori der brændte kul. ”Sopa”, sagde hun smilende, og vi svarede ”Epa”, som Cecilia havde lært os – sådan hilser man hinanden på masai-sprog, idet man giver hinanden hånden. Er man dog af lavere ’rang’, end den man hilser, må man bukke hovedet, og vente på at denne rører ved ens hovede, og siger ”sopa”. Da lofter man hovedet og svarer ”epa”. Sådan hilser jeg masai-mænd, der er ældre end mig. Jeg finder det noget nedværdigende, men ingen synes at have noget imod det i masai-land. Koko har ni børn. Alle hendes sønner, på nær en enkelt, arbejder og bor med deres familier på farmen. Når en pige gifter sig, må hun efter masai-traditioner flytte til mandens landsted. Der bor også en anden Koko (bedstemor) på farmen, for den afdøde bedstefar havde to koner. Denne anden koko har også voksne børn der bor med deres familier på farmen. Således er næsten hele familien samlet på et sted; og hvor er der dog en god stemning. Alle børnene leget frit og glad på det store område; på markerne, i haverne, på vejen, på tagene. Mødrene og de ældre døtre sladrer og snakker hen over arbejdet. Fædrene arbejder i markerne, og hyrderne driver de mange køer og geder rundt i den smukke natur. I masai-land bedømmes rigdom på antallet af køer. Om aftenen kan man høre koklokkerne, når de vender hjem. Det er når mørket falder på, mellem klokken seks og syv. Så begynder forberedelserne til aftensmaden. Ofte inviterer de mange husstande hinanden til aftensmad, eller familier samler sig om et bål. En aften slagtede to af sønnerne en ged, og der spredte sig højt humor – og stor latter, da de forsøgte at bilde mig ind, at det var en bavian de havde slagtet. Hvor dum tror I jeg er?! Tidligere den dag, havde Dominique, Jerome, Sheila og jeg jagtet bavianer, med masai-våbnet urembo (som egentlig bare er en kølle). Dominique og Jerome var gået i forvejen, ned langs markerne, og kort efter var Sheila og jeg kommet råbende og skrigende ned ad bakkerne, med armende højt løftede ”HER KOMMER VI! HAR I FUNDET BAVIANERNE?!”, ”Ja, det havde vi sådan set – men nu har i skræmt dem væk.” Hovsa. Jeg boede hos Alex, det ”akademiske barn”, kalder de ham, fordi han har en universitetsuddannelse. Han er meget, meget interesseret i planter og dyreliv, og elsker at fortælle mig om det. Om aftenen, når de små var lagt i seng, så vi med stor interesse National Geographic i fjernsynet – ja, de har fjernsyn. Og rigtigt toilet har de også, selvom jeg måtte gå knap 200 meter gennem haven, for at bruge det. – Hvilket ikke er særlig sjovt i mørke, når man kan høre hyæner og bavianer skrige om kap – langt borte, men alligevel ikke særligt betryggende. Klemt inde på det lille toilet måtte jeg også tage mine ”traditionelle afrikanske bade”, altså i en balje. Mand, det er svært at få alt sæben ud af håret. Men det problem har kenyanerne ikke. Deres hår vokser sjældent længere end et par centimeter, og de behøves kun at vaske det få gange om måneden. De fleste kenyanere, synes mzungu-hår er meget flottere end afrikansk, og går derfor med paryk eller extensions. Det har til tider ført til, at Jerome til min fornøjelse har spurgt; ”Har du fået ny paryk?”. Hmm.. Kan man godt spørge om det? Alex er gift med Eve, og sammen har de fire børn. Annett på 16, Rodney på 12, Luther på tre, og Christian på fire måneder. Luther og jeg er blevet rigtig gode venner. Om aftenen leger vi med biler, leger løve, og tager skøre billeder af hinanden. Da mit kamera løb tør for strøm, udbrød han; ”nu gider jeg ikke være ven med dig mere!”. Men så gav jeg ham et tyggegummi, og vi var gode venner igen. Vi fører lange samtaler – han på Swahili, og jeg på dansk. Meget af tiden på farmen, gik vi klædt i masai-tøj. Lige inden Jerome og jeg forlod Narok, for at tage tilbage til Nairobi, ville Koko klæde os i masai-tøjet, så vi kunne tage billeder, men det var Jerome ikke meget for. ”Vi skal altså til at hjem!” En masse piger, overpyntede mig med masai-smykker. Jerome har haft det noget så svært med den afrikanske mentalitet. Hver aften har han givet mig et referat over planen for den følgende dag – men i Kenya kan man altså ikke lave planer. Eller, det kan man da godt, men ingenting går nogensinde efter planen! Helt galt gik det, da vi nåede tilbage til Nairobi, og der var kæmpe (kæmpe!) trafikkaos. Der stod i hundredevis af mennesker og ventede på matatuer (minibusser). Jeg tror Jerome havde en nær-død-oplevelse, da han skreg ”Jeg hader når jeg ikke kan kontrollere alting!”, og så begav han sig ellers ud i talrige, skingrende skøre planer for, hvordan vi skulle overvinde al den kaos. Æj, hvor jeg grinede af ham, hvilket ikke rigtig gjorde ham i bedre humor ”Tag nu en slapper, vi skal nok komme hjem!” En times tid senere sad vi da også i en matatu, og var på vej hjem; og så var det hans tur til at grine. ”Fik jeg sagt, at jeg hader når jeg ikke kan styre noget som helst” – ”Ja, det gjorde du. Men det havde du ikke behøvedes, det var tydeligt for enhver (Han er så sjov. Han kan fortælle de sjoveste historier om hans liv i de franske alper, hvor han arbejder som tømrer og ski-instruktor, og bor med sin kæreste og ÆSEL. Sjov er han også, fordi han har problemer med sin franske accent, når han taler engelsk, og det har ført til ikke så få, meget sjove fejl. Min favorit: ”I can’t see my milkshake behind that big cock” [coke].

27/04-07/05: Jeg tror Jerome var meget glad for, at vi nåede tilbage samme aften. For tideligt næste morgen tog han en matatu til Arusha i Tanzania, med planer om at bestige Kilimanjaro. Og han klarede den sgu. Så vidt han ved, som den eneste ud af et hold på syv. På trods af meget svære vejrforhold, og en voldsom højdesyge, fik han set udsigten fra toppen af Afrika – og så solen stå op over et helt kontinent. Heldige asen. I mellemtiden tilbragte jeg mere tid på børnehjemmet. Og så er Ditte kommet! Men fra onsdag til lørdag var jeg ene om at være mzungu på hjemmet, og brugte al tiden på at lege med børnene – hvilket jeg bestemt ikke havde noget imod. Kun da et læge-hold kom for at lave sundheds-tjek på børnene, blev jeg sat i arbejde; men kun fordi jeg masede mig ekstra meget på. Søndag morgen stod Cecilia og jeg tidligt op, for at hente Ditte i lufthavnen. Samme dag tog vi ind til byparken, der er fyldt med vilde aber. Vi havde købt bananer, som vi fodrede dem med. Lagde man en banan på skulderen, sprang aberne derop! Huhej! Mindre sjovt var det, at skulle konfronteres med gadebørn som, kan man bebrejde dem?, tiggede penge. Egentlig må jeg konfronteres med dem, stort set dagligt, men her gik de omkring omringet af rige, glade børnefamilier, der nod en søndag eftermiddag i parken, med balloner og vaffelis! Det har ikke desto mindre været rigtig hyggeligt siden Ditte er kommet. Hun medbragte et hoved fuld af gode ideer til, hvordan vi kan gøre dagene lidt lysere for børnene. Og det var mere end velkomment. Man føler sig helt magtesløs, når man ikke kan finde på noget for at hjælpe, bare en lille smule. Få dage efter hun ankom, købte vi to gigantiske vandmeloner, som vi skar ud en aften, og delte ud dagen efter. Børnene var lykkelige. I hvert fald i starten. Da vi begyndte at løbe tør, udbrød der totalt kaos og slåskampe, for at få så meget vandmelon som muligt. I sådanne situationer er afrikanske opdragelsesmetoder noget anderledes end jeg er vant til. Man holder sig bestemt ikke tilbage med at slå børnene. Hvis der opstår uenigheder blandt børnene, udvælger de voksne eller større børn – tilfældigt – et barn, og så får det ellers nogle slag med en slåpind. Når barnet så, forståeligt nok, begynder at græde, råber den voksne ”Njamaza!” – ”Vær stille!”, og slår lidt mere. Det er lige til at få kvalme af, men jeg har fået strenge ordrer på, ikke at blande mig i deres måder at opdrage på, så det bedste Ditte og jeg kan gøre, er at være et eksempel på en anden måde at gøre tingene på (Og trøste de børn der er blevet slået, når ingen ser det!) Især har vi fået vist en pointe, da vi kastede al vores kærlighed på lille George. George er snart tre år, men han kan ikke gå, og man hører ham kun sjældent tale. Han sidder bare og kigger trist og fortabt ud i det blå, og man kan da slet ikke få øjenkontakt med ham. Helst vil han bare sidde hos en voksen, og putte sig og hulke til han falder i sovn. Indtil for nylig. Ditte og jeg satte os for, at give ham al vores kærlighed og opmærksomhed, og se hvad der så skete; med alles misbilligelse: ”I skader jo drengen, når I forkæler ham sådan”. Men ha! På overraskende kort tid, har vi fået ham til at stråle af lykke – han griner! Han kan gå helt i krampe når han kaster sig ud i et latterudbrud. Og han snakker! Han har problemer med udtalen, det lyder meget gutturalt når han taler, men han forstår og kan mange flere ord end nogen havde troet; de troede han var dum. Og langsomt forsøger vi at lære ham at gå. Men han vil kun tage få skridt, før han begynder at græde og vil holdes igen. Kun en mandag, efter at Ditte og jeg ikke havde været der i weekenden, virkede han trist og fortabt igen. Og det tegner et foruroligende billede af, hvad der vil ske, når Ditte og jeg rejser tilbage til DK. George kom til børnehjemmet, da man fandt ham alene i slummen, 6 mdr gammel. Da var han så udhungret og syg med tb, at det er et mirakel han lever i dag, fortalte Mama mig. Og det er langt fra den eneste af den slags historier jeg har hørt, når hun beretter om, hvordan børnene er endt på hjemmet. Børn er fundet blandt affald, forældre kunne ikke brødføde deres børn, forældre er alkoholikere og overlader børnene til sig selv, forældre er døde af AIDS… og det bliver ved. Det er dejligt, at de fleste af børnene er så glade på hjemmet. Det er først når man tænker på deres fremtid, at man bliver lidt tung om hjertet. Man behøves bare tale med de større børn. De ved slet ikke hvilket ben de skal stå på. De har ingen håb for deres fremtid – de er overbeviste om, at de er henvist til slummen for evigt. ”Med mindre Gud er mig nådig”. – Men der er solstrålehistorier at berette om. Børn der er vokset op på hjemmet, kommer ofte og besøger Mama (over 4000 børneliv er gået gennem hendes hænder, på 20 år), og en del har fået en god uddannelse, og sidder godt i det. Og så er der selvfølgelig 17-årige Margreth – Maggie – som bestemt ikke går med hovedet under armen. Faktisk tværtimod. Første gang jeg mødte hende, havde vi ikke talt længe, før hun spurgte mig: ”Skal vi ikke lave matematik?” Bare for sjov. Jeg kunne slet ikke følge med – det gik alt for hurtigt, inde i det hoved. Hun har været for beskeden til selv at indrømme det, men nogle andre piger fortalte mig, at hun får langt de bedste karakterer på hendes årgang. Det betyder, at hun vil blive givet et legat til at læse videre, når hun afslutter ’high school’ til december. Men for resten, uden sponsorer, slutter deres uddannelse der.

08/05-15/05: Søndag kom Jerome tilbage fra Tanzania, og med ham tilbragte vi endnu en uge på børnehjemmet. Vi har formået at gøre os lidt mere behjælpelige med madlavningen, ved at bruge undskyldningen; ”Vi vil altså bare SÅ gerne lære at lave mad, som man gør det her i Afrika!” På den måde kommer vi også lidt mere i snak med de voksne, og det klager vi ikke over, nu da mange af de engelsk-talende børns ”april-ferie” er ovre, og de er i skole i dagtimerne. De kunne slet ikke forstå det, da vi fortalte dem, at der ikke er nogle stammer i Danmark, og vi har brugt meget lang tid på at forklare, hvordan et land er indrettet, når der ikke er nogle stammer – for det fylder meget her i Afrika. Her er 42 stammer, der hver taler deres eget sprog og har deres egne skikke. I blandt dem eksisterer der endeløst mange fordomme over for alle andre stammer, og indenfor hver stamme eksisterer der et meget stærkt tilhørsforhold med sine stammemedlemmer, og stor stolthed. Man taler helst ikke alt for åben om det indbyrdes forhold, så det er lidt svært at komme helt til bunds i, hvordan det faktisk forholder sig. På overfladen ser det sådan set ud til, at alt forholder sig fredeligt, men man behøves kun at kigge tilbage på valget i 2007, som i bund og grund var en stammekrig, for at finde ud af, at sådan er det bestemt ikke. Man kan også så småt fornemme spændingen der er ved at tage til, inden valget næste år. Men samtidig, selvom det måske lyder selvmodsigende, er kenyanerne også endeløst stolte af deres land, og af at være kenyaner. ”Kenyans for Kenyans, for the land we love!” ”Kenya yetu, hakuna matata” – ”i vores Kenya er der ingen problemer”. Og vi skal ikke komme her og sige, at det forholder sig anderledes! – de bliver noget så fornærmede. Så når en kenyaner spørger, hvad jeg synes om Kenya, svarer jeg, hvad jeg finder helt igennem sandt, at ”Kenya er et meget smukt land med et gæstfrit folk”. Under sådanne samtaler, kommer der også nogle sjove misforståelser om mzunguer frem. 1) Mzunguer er så rige, at de kan købe ALTING. 2) Mzunguer har maskiner til ALTING. 3) Mzunguer er afrikanerne overlegne – en slags overmennesker. Denne opfattelse eksisterer vist nok kun i ’det fattige Kenya’, men om ikke andet er vi en attraktion hvor end vi går. Vi bliver konstant sendt ikke særligt diskrete elevator-blikke, børn tager mod til sig og enten vinker eller prøver at røre ved os, og omkring os hører vi et kor af stemmer der råber ”How are you!?”, og ”Mzungu!” En dag i en matatu trak en dame mig i håret, og pegede på hendes lille søn, som tegn til at jeg skulle hilse på ham; ”mambo?”, spurgte jeg barnet, og så stak han ellers i et øredøvende hyl, skræmt fra vid og sans. Farlige mzungu!

16/05-21/05: Man skulle ikke tro det, men siden Ditte ankom, kom vi ind i lidt af en hverdagsrutine. Vi prøver at lave forskellige ting med børnene, og bringer ting til hjemmet, vi håber de kan få brug for; tallerkner, skoleredskaber, legetøj, koste (som vi intet har set til siden, de insisterer åbenbart på at bruge grene), og tøj og sko, men dagene minder alligevel lidt om hinanden. Ditte var ved at gå i panik over, at hun ikke kunne nå alt det hun havde planer om. Så vi hyrede en chauffør for torsdag og fredag, og så tog vi ud på eventyr. Sam kørte os til Hell’s Gate Park, som ligger nær byen Naivasha. Efter 8 km nåede vi frem til Hell’s Gate – helvedes port. Og så begav vi os til fods med vores guider ind blandt urgamle kløfter, formet af vulkaner – hvilket brandvarme kildefremspring vidnede om. Det var lidt af en labyrint, og fantastisk sjovt at kravle rundt i klipperne. Vi blev ført ind i en række huler; helvedes forgård, helvedes soveværelse, helvedes køkken, helvedes badeværelse osv. Vi kravlede op ad en klippeside, hvilket ikke var helt nemt, men til gengæld blev vi belønnet med en udsigt der fuldstændig tog vejret fra os. Da vi nåede tilbage var mørket ved at falde på. Men geparder så vi heldigvis intet til. Kun bøfler. En flok af bøfler. Helt tæt på. Parkvagten kom kørende i bil forbi os, ganske stille, for ikke at irritere de aggressive dyr ved siden af os; ”I er godt klar over, hvor farlige de er, ikke?” Jo, svarede vores guider. Og så korte parkvagten ellers sin vej, og vi var alene i parken. Vi listede os forbi flokken – og vi er stadig i live ? Fredag morgen hentede Sam os, til tiden, og vi satte kurs mod Karen Blixens farm ved Ngong Hills. Det er ikke et sted man kan bruge mange timer, men spændende var det. Og så tog vi til en giraf center; hvor vi fodrede og KYSSEDE giraffer. De er jo enorme, de dyr. 7 meter høj, var den højeste, og når jeg fodrede den, snoede den sin 45 centimeter lange tunge om min hånd. Mand, det var vildt. Og så sidste stop den dag: Nairobi national park, hvor vi tog i ’walking zoo’. Ærlig talt er stedet ikke pengene værd – havde det ikke været for en ganske særlig oplevelse. Ditte og jeg stod og kiggede på geparder gennem en glasrude, da to afrikanere kom løbende hen til os. ”Kom! Skynd jer! Her er ingen mennesker nu, vil I med ind til geparderne?” ”HVAD?! Ja for fanden!!” Og så gik vi med dem derind. Jeg kan slet ikke beskrive det. Det var så fantastisk. At sidde der og kæle med verdens hurtigste pattedyr – velvidende at det ikke er et kæledyr (men naturligvis mere vant til mennesker end den vilde gepard). Med hånden i munden på den, mens den slikkede min hånd med en meget ru tunge. Det varede ikke længe, så var vi ude igen. Og så kunne Ditte og jeg ikke lade være med at hoppe og skrige – ”ÅRGH, hvor var det fantastisk!!” Så betalte vi dem 1000 kshs og gik videre, med beskeden om ikke at fortælle det til alle og enhver. Først senere tænkte vi, hmm… de lignede faktisk ikke nogle der arbejdede der. Det var faktisk skide dumdristigt af os. – Men vi er STADIG i live ? Lørdag dovnede vi.

21/05-28/05: Søndag startede så endnu en uge på børnehjemmet. De første mange dage, undrede Ditte og jeg os over, hvor et af de HIV-positive børn, treårige Washington, var henne. Onsdag spurgte vi, og vi var lige ved at skrige dem op i hovedet, da de svarede. Lørdag var Washington blevet taget af hans 10-årige storebror der bor på gaden. Nu ved ingen hvor de er henne – en uge efter. Da vi spurgte dem, hvad der var blevet gjort, svarede de, at man havde sendt nogle af de større drenge ud for at lede lordag aften. Og det var det. Så roligt vi nu kunne, spurgte vi, om der ikke var mere man kunne gøre. Og så satte de sig ned og begyndte at ringe rundt – med en attitude der sagde, ”det kan vi da godt lige gøre”. For fanden mand! Drengen er væk! De opførte sig som om det ikke var noget at hidse sig op over. Ikke nok med det, har han nu ikke fået sin medicin i en uge. Det kan godt være, at der ikke er meget man kan gøre i et land hvor politiet er den mest korrupte institution af dem alle (efter sigende), men de virkede bare så ligeglade. Det eneste Mama sagde, var at hun ville give storebroderen en omgang når de fandt ham. I torsdags havde mama en overraskelse til os. Hun ville lave afrikanske kjoler til os, så hun hev noget stof ud fra en skuffe, og sagde ”en gave til mine døtre”. Man føler, at man stjæler penge fra børnehjemmet, når hun sådan insisterer på at give os en gave. Men vi har også lært af erfaring, at det meget uhøfligt at sige nej. Og nu vi snakker om uhøfligt. Vi skulle jo have taget mål af hjemmets skrædder – en gammel, flink, klog mand der altid sidder ved indgangen til børnehjemmet. Han manglede kun at måle Ditte omkring bagpartiet, og så konstaterede han ”den er stor”. Ditte og jeg halvt grinede (for det passer ikke), halvt udbrød ”det siger man bare ikke!” Og så prøvede Mama jo at redde den ved at sige: ”Du var meget tyk i hovedet da du ankom, men ikke længere”. Her i Kenya er det tilsyneladende ikke noget at tage på vej over, hvis man bliver kaldt tyk. Faktisk er det et kompliment at få at vide, at man er ’fyldig’. Det er svært at skulle konfronteres med så megen uretfærdighed. Men jeg har ikke et øjeblik fortrudt at være taget afsted – selvom jeg føler, at intet jeg gør, hjælper noget som helst (ikke at jeg var taget afsted med det mål at redde verdenen ?). Faktisk tror jeg, at børnene giver mig mere, end jeg giver dem.