Tilbage til projekt-oversigt
X
X

Lines rejsebrev fra Kenya

Frivilligt arbejde på Hospital i Nairobi

Vi har arbejdet på Sct. Marys Mission Hospital i Nairobi, hvor vi har oplevet sygehusvæsenet fra en helt anden side. Hospitalet er et katolsk missionsk hospital med 300 senge. Hospitalet behandler 250.000 ambulante patienter, og over 18.000 hospitalspatienter årligt. Heriblandt over 8000 fødsler og 6000 operationer om året. Hospitalet har mange sponsorer og fonde, som muliggør tilbuddet om den billige behandling, og det er derfor også afhængig af en stigende støtte udefra.

Vi arbejdede på børneafdelingen, den almene praksis, kvindeafdelingen, operationsgangen og fødegangen, hvor vi blev udsat for et realitetschok fra en anden verden. På børneafdelingen blev vi for det meste mødt af glade børn, når de da ikke viste sig at være bange for den mærkelige hudfarve. Mødrene var indlagt sammen med de mindre børn, mens vi ofte oplevede at de ældre børn på 5-6 år, måtte klare sygdomsforløbet og indlæggelsen på egen hånd. På afdelingen stod sengene utrolig tæt, og uden forhæng eller anden form for afskærmning mellem patienterne, havde smitsomme sygdomme som meningitis, diarré og lungebetændelse frit leje for at sprede sig. Afspritning og sterilisering er for dem, en by i Kina, men de gør hvad de kan og med den viden og de midler de har til rådighed. På børneafdelingen fik vi ryddet op i legerummet som var både alt for rodet og beskidt til, at de syge børn kunne bruge det. Derudover brugte vi meget tid på at lege med børnene, hvilket var til stor jubel og glæde for de ensomme patienter.

I den almene praksis oplevede vi hvordan patienterne ofte venter alt for længe med at søge læge, i det håb om at symptomerne går væk af sig selv, og at de dermed kan undgå at betale for behandlingen. Det til trods for at Sct. Marys tilbyder landets billigste hospitalsbehandling til 1 USD pr konsultation, men det kan være meget for en borger i slummen i Nairobi, der lever for ca. 1-1/2 USD om dagen. Vi så derfor mange tilfælde med patienter som havde haft kraftige smerter i over et år, eller med en svulst som havde vokset sig alt for stor. Samtidig gik det op for os hvor få undersøgelses- og behandlingsmetoder de har til rådighed, og en sygdom som kræft har de faktisk ikke mulighed for at få behandlet. Borgerne har adgang til kemobehandling efter eventuel fjernelse af en stor svulst, men prisen er alt for høj til at borgerne i byens slumkvarterer har råd til behandling. Strålehandling findes kun på ét hospital i hele landet, og det er derfor alt for dyrt, og ventelisten er lang.

 

Omstændighederne på børneafdelingen var barske, men på kvindeafdelingen var de dårlige forhold på en måde mere fremstående. En af vores arbejdsopgaver var bl.a. at assistere ved forbindingsskifte af kvindernes sår, hvilket vi ikke tog så tungt. Det viste sig dog at være en meget stor udfordring med op til 5 kvinder i et rum på ca. 10 kvm, siddende/liggende med hver deres kæmpe store, dybe og betændte sår. Samtidig var hygiejnen naturligvis helt i bund. En kvinde havde faktisk ikke hud på skinnebenet, hvilket var et voldsomt stort og betændt sår, med en hel del af knoglen fri. En anden kvinde var blevet skudt i låret, hvor kuglen var gået helt igennem, og såret skulle derfor renses både ved ind- og udgang, samt hele vejen igennem, inden det skulle sys sammen. En tredje ung kvinde var total brændt fra brystet til knæene, og hendes forbindinger var ikke blevet skiftet i alt for lang tid, så det havde en forfærdelig lugt. Hun kom fra en landsby udenfor Nairobi, og hendes kjole var brudt i brand under madlavning. Hendes moder havde selv prøvet at rense sårene derhjemme, men da der gik infektioner i det, måtte de indlægge hende på sygehuset, selvom der ikke var penge til det. Og der er tale om alvorlige 3. grads forbrændinger over størstedelen af kroppen. Omstændighederne omkring sårskifte var altså rigtig barske, og vi var både frustrerede og kede af at se det. Selve forbindingen bestod af lærredsklude som bandt sig godt fast i kvindernes sår, og som derfor var yderst smertefuldt for kvinderne at få skiftet. Smerter som de ikke fik dækket ind af smertestillende medicin, igen pga. omkostningerne.

Vi var på operationsgangen 3 dage, hvor vores arbejde primært bestod i observation og assistance. For at nævne nogle få operationer så vi en ung mand som skulle have boret huller i kraniet for at få et sår med en diameter på ca. 10-12 cm til at hele. En lignende operation blev udført på en kvinde som havde et stort sår på skinnebenet. Derudover overværede vi fjernelse af en betændt og blodig livmoder på størrelse med en håndbold, en meget stor svulst ved struben på en ældre kvinde, et dødsfald, utallige kejsersnit og meget andet. Fantastisk oplevelse, men selvfølgelig også ret voldsomt. Igen halter hygiejnen en hel del, men de gør et godt stykke arbejde med de få midler de har, og de arbejder utrolig effektivt. Sidst var vi på fødegangen, hvor vi overværede flere fødsler, og hjalp til med at vaske og give de nyfødte børn tøj på, inden vi overrakte dem til de stolte mødre. Endnu engang blev vi dybt imponeret over kvindernes styrke – de ligger med kraftige veer, går selv ind på en fødestue (hvor der i forvejen ligger et par andre kvinder i fuld fødsel), føder barnet meget hurtigt, og går ud igen. Vel og mærke uden former for rygmarvsbedøvelse, ilt eller beroligende. Mændene er ikke med til fødslerne, da det i mange stammers opfattelse er urent og under mandens værdighed, hvorfor det er noget kvinden skal klare selv. Vi overværede også en fødsel af et misdannet barn, hvor moderen fødte for tidligt. Barnet havde en abnorm vejrtrækning, og døde kort tid efter fødslen. Hverken sygeplejerske eller moderen værdigede barnet et blik. Barsk oplevelse, men i Kenya findes der ikke noget handikap-system, så er de nyfødte ikke stærke nok til at klare sig selv efter fødslen, bliver der ikke ydet nogen indsats for at redde dem. Udover fødslerne havde vi et par transporter fra Maternity Ward til After-delivery Ward, hvor de stolte fædre kom og så deres nyfødte barn. En far kiggede på mig med tårer i øjnene: “Yes, I’m a Daddy now!” Det var et par rørende og livsbekræftende dage.

I weekenderne hvor vi ikke var på hospitalet, aflagde vi bl.a. et besøg på The Good Samaritan Orphanage – et børnehjem i et af de fattigste slumkvarterer i Nairobi, Mathare. Her bor op mod 200 børn (i ferier når boardingschools har lukket), og ellers ca. 150 i hverdagen. Og de havde INGEN plads. Børnehjemmet bestod af blikskure og enkelte betonmure, et opholdsrum der lugtede som en kostald, og ca. 6 soverum hvor børnene nærmest sover i lag. Klemt inde mellem slummens mange andre blikskure og dynger af affald. Samtidig var der meget beskidt, og det var kun et fåtal af børnene der havde fodtøj. Tøjet var møgbeskidt og meget slidt, og på trods af smitsomme sygdomme og skidt, spiste børnene af store fælles tallerkner med fingrene. Vi kunne dog hurtigt se bort fra de forfærdelige forhold, da vi blev mødt med glade og legende børn, som bare synes det var fantastisk at røre ved os og snakke med os. De havde en livsglæde og entusiasme der var misundelsesværdig, og en ufattelig evne til at tage sig af hinanden. Størstedelen af børnene var HIV-positive, og havde også mistet deres forældre til sygdommen, mens andre var sendt bort hvis forældrene ikke havde råd til at have dem. Mange af børnene var samtidig underernærede og havde store udspilede maver. Men det var stærke og livsmodige børn, der virkelig kæmper for tilværelsen.

Vi besøgte en skole i Pumbwani slummen, hvor 3 andre frivillige havde gjort et stort stykke arbejde med at samle penge ind til en legeplads, maling på væggene, en ny mur mellem to klasseværelser og nye tavler og skrivehæfter. Et rigtig godt skridt på vejen mod en bedre skolegang for skolens 300 børn. Børnene dansede og sang for os, og vi fik en rundvisning af den stolte skoleinspektør.

Vi besøgte også Kibera slummen, som er Afrikas næststørste slum beliggende i Nairobi, og hvor størstedelen af patienterne på Sct. Marys Hospital kommer fra. Her bor ca. 1 mio mennesker på 2 kvkm, og en familie på 3-5 børn deler typisk et rum på 9 kvm. Vi blev vist rundt af Abdul, en 40-årig mand som er født og opvokset i slummen, og som kæmper meget for børnenes skolegang. Han fortalte om den barske hverdag i slummen, og hvordan de kæmper for at brødføde de mange børn der bliver sat i verden. Han havde oprettet et fodboldakademi for piger, hvilket var et fantastisk projekt. Mange af børnene i slummen har ikke mulighed for at komme i skole, så det kører i en ond cirkel af uuddannede mennesker, som ikke har gode kvalifikationer for jobs, og som derfor er fastlåst i den fattige slum. Kibera er samtidig et sted, som regeringen ikke er stolte over, og som de derfor forsøger at gemme væk, bl.a. ved udsagn om at der bor 200.000 mennesker, og ikke 1 mio, samt ved at fjerne Kibera fra landkortet og bygge store mure omkring slummen, så den ikke kan udvide sig. De bygger så bare opad istedet, og bliver flere og flere mennesker. Men igen mødte vi højt humør, grillfest søndag formiddag og stammedans på åben gade. De er livsglade, formår at fokusere på de positive ting og tænker ikke så meget på dagen i morgen – det er så stærkt.

Vi har haft et fantastisk ophold som frivillige i Nairobi, og vi har oplevet nogle barske realiteter for den fattige befolkning i Kenya. Men det er samtidig fantastisk at se hvordan de kæmper sig igennem tilværelsen ved at sprede godt humør og leve i nuet.