Randi & Anette – Praktik på hospital i Indien
Randi og Anette – Rejsebrev fra vores udvekslingsophold i Indien 2012
Før udvekslingsopholdet: Hvorfor udveksling? Hvorfor Indien?
Vi har begge en passion for pædiatri, og havde intention om at skrive om dette i vores bachelorprojekt. Vi har begge stiftet bekendtskab med det tværkulturelle i vores klinikperioder, og fandt frem til, at pædiatri og kultur kunne være en spændende kombination i et bachelorprojekt. Modul 13 er et forberedende modul til bachelor, og da der er få pladser i pædiatrisk regi fandt vi det relevant at undersøge andre muligheder. For at få det rette grundlag for opgaven og få mest inspiration, valgte vi at undersøge mulighederne for et udvekslingsophold i et land, som er en diametral modsætning til Danmark. Vi fandt organisationen ”EXIS” på nettet, som tilbød praktikophold til hele verden, bl.a. Indien. Da vidste vi, at det var præcis det land vi ville udforske, og gik derefter i gang med at undersøge og planlægge turen. Vi fandt et udvekslingsophold rigtigt tiltalende, idet vi ville komme ud og opleve en anden kultur, dets sundhedsvæsen og deres måde at yde sygepleje på. Igennem EXIS ville vi komme til at bo ved en værtsfamilie, og derved blive integreret i den indiske kultur, hvilket giver en stor mulighed for at lære befolkningen og kulturen at kende.
Forberedelse til udvekslingsopholdet
Vi valgte at lave et selvdefineret modul, hvor vi selv skulle planlægge turen, definere og begrunde hvorfor modulet og dets udbytte kunne blive opfyldt ved praktik i Indien, samt finde en organisation, som sender studerende af sted.
Da vi havde fået godkendelse fra skolen, om at få et udvekslingsophold, skulle vi godkendes af EXIS ved at sende CV og ansøgning. For at være frivillig i Indien skulle vi betale 7.120 kr., hvilket inkluderede kost/logi under hele programmet, modtagelse i lufthavn og transport til lejlighed, sprog- og kulturprogram, transport til arbejdssted, hjælp og vejledning af koordinator, håndbog, samt 40 USD i sponsorbeløb. Dernæst skulle vi ansøge visum, hvilket var ganske nemt og hurtigt. På den Indiske Ambassades hjemmeside fandt vi et ansøgningsskema, som vi printede ud og udfyldte. For at få visum skulle ansøgningen, pas-foto, en frankeret kuvert, pas, og 370 kr. indsendes pr. post til den Indiske Ambassade i KBH. Visummet vi søgte gældte fra ansøgningsdato og tre måneder frem, så dette skulle medtænkes i processen. Vi modtog vores pas senest en uge efter, med godkendt visum. Det var grænseoverskridende at sende sit pas, og derfor valgte vi at sende det som forsikret post, hvilket kostede 90 kr.
Vi har begge haft forsikring ved Bauta, og har derigennem en plus-rejseforsikring som dækker ferie og studierejser i hele verden. Vi har derfor ikke købt nogen tillægsforsikring, da vi ikke decideret skulle være i plejen, men mere skulle observere.
Flybilletterne bestilte så snart vi havde fået visum, hvilket var ca. 3 mdr. inden afrejse. Billetterne blev købt ved Supersaver til 8989 kr. for to, med afrejse fra Kastrup. Vi valgte at købe en lidt dyrere billet, så turen kun tog knap 11 timer frem for 32 timer.
Der er ikke krav til, hvilke vacciner man skal have inden afrejse, kun anbefalinger. Vi valgte at få hepatitis A og B, Japansk hjernehindebetændelse, hjernehindebetændelse, samt piller mod tyfus og malaria. Alt i alt kom vi af med ca. 4000 kr. hver.
Vi havde en masse bøvl med valuta, da bankerne i DK ikke må udlevere indiske rupees til andre end indiske statsborgere. Derfor valgte vi i stedet at hæve penge i en automat i Delhis lufthavn.
Uddannelsen kræver, at man tjekkes for MRSA når man kommer hjem, og inden man fortsætter sit studie herhjemme. Dette havde vi derfor bestilt inden afrejse. Hvis man ikke har symptomer på MRSA må man gerne starte i praktik inden svaret forefindes.
I Lufthavnen i Delhi købte vi et indisk simkort hos Airtel, som var med taletid og kunne tankes op efter behov i Airtel butikker. Det fungerede ganske fint.
Som forberedelse til klinikken, medbragte vi håndsprit, handsker og uniformer. Håndsprit og handsker fik vi udleveret af skolen, og uniformerne fik vi fra sygehuset – nogle gamle aflagte, som alligevel skulle smides ud. Vi fik derfor lov til at efterlade dem i Indien til de næste frivillige sygeplejestuderende.
Økonomi
Alting er meget billigt i Indien, så man kan derfor få meget for pengene. Vi valgte dog kun at hæve 10.000 INR ad gangen (ca. 1111 Dkr.), for ikke at gå med for mange penge ad gangen, da de stjæler med næb og kløer.
Vi søgte ikke rigtig nogen legater, da de fleste legater kun udstedes til studieophold af minimum tre måneders varighed. Men vi har i tankerne at ansøge om DSR-legatet inden næste ansøgningsfrist.
Alt i alt har vi brugt omkring 20.000 Dkr. På turen, hvilket inkluderer alt fra visum, flybilletter, kost/logi, vacciner og lommepenge.
Oplevelser og udbytte
Vi startede ud med en intro-uge, for at have et bedre grundlag for praktikken på sygehuset. Introugen bestod af hindi-lektioner, hvor vi lærte nogle grundlæggende ord, sightseeing, og information omkring kulturen, indiske værdier og regler. Introugen foregik i Delhi, mens de efterfølgende tre uger foregik i en forstad ca. 1,5 time fra Delhi – Faridabad.
Mange taler om kulturchok når man ankommer til Indien, og det oplevede vi bestemt også! Man kan ikke sige, at der er noget som helst der minder om DK dernede. Kvinder må ikke vække opsigt med deres udseende eller udstråling; Vi måtte derfor hverken vise, knæ, skuldre eller bryst, eller se fancy ud på anden vis, fx med make up. Vi måtte ikke få øjenkontakt med mænd på gaden, da det er et udtryk for interesse. Man må kun spise med højre hånd da venstre dernede bruges til toiletbesøg, og anses derfor som uren. De bruger heller ikke toiletpapir, men vi var så heldige at finde noget, det skulle dog smides i en pose ved siden af toilettet. Gaderne var præget af mange hjemløse, da der er mange der bor og sover på gaderne, og tigger. Det var et sørgeligt syn at se de mange familier sove, bade, gå på toilettet og spise på gaden mellem store bunker af affald. Der var meget affald i byerne, så når solen stod højt og det blæste lidt, spredtes “duften” af affald, urin og afføring. Der rendte mange hellige køer rundt, hvilket var noget af et syn. De sov gerne midt på de trafikerede veje, så trafikken gik i stå. Indkøb foregik i små boder på gaderne. At færdes ude var noget af en udfordring, da vi skulle passe på vores ting konstant, da de er villige til at gøre alt for penge. Transporten foregik for det meste i en tuk-tuk – en lille grøn/gul åben knallertkasse, hvor man sidder bagi, hvilket kan være upraktisk i regnvejr (som der var hver dag) og i den indiske trafik, som var ret hektisk – vi blev dog også påkørt en enkelt gang. Juli/august/september er regntid, så det regnede meget hver dag. Nogle gange regnede det så meget, at gaderne blev oversvømmet – og vi oplevede også at gå igennem knæhøjt vand for at komme hjem til værtsfamilien. Strømmen gik mindst en gang hver dag (i 1-4 timers varighed), hvilket var meget belastende, da blæserne var afhængige af elektricitet ? I den første uge var vi så uheldige, at vi løb tør for vand 4 dage i træk, så vi hverken kunne vaske hænder, tage bad, vaske tøj eller rulle ud i toilettet. At færdes ved seværdighederne i Delhi er som at være kendt, da mange ønskede at tage billeder af os, på forespørgsel eller uden – hvilket drev os lidt til vanvid ? En anden ting vi var ved at blive sindssyge over, var alle de myg – som tilsyneladende elskede vores hvide hud ? Men til trods for alt dette, endte vi med at syntes rigtig godt om den indiske kultur.
De resterende tre uger blev brugt i Faridabad, hvor vi var i praktik på et mikset hospital og et børnehospital. Den første 1,5 uge var vi på det miksede hospital, hvor patienter med alt fra malaria til brækkede ben og nyfødte babyer ligger. De havde ingen specialisering eller afdelinger, som vi kender til i Danmark. På hospitalet fulgte vi en sygeplejerske, og observerede hendes arbejde. Forholdene var virkelig en diametral modsætning end hvad vi er vant til i Danmark, og i vores øjne var plejen ret sjusket og ansvarsløst. Der var én sygeplejerske til 15 patienter. Hygiejnen er ikke noget de kender til, de brugte hverken håndvask, handsker eller sprit i deres omgang med pleje og patientkontakt. Brugte og nye kanyler lå blandet på disken, og de brugte blev genbrugt, hvis man ikke kunne finde en ny. De blev kasseret sidst på dagen ved at blive smidt i en åben skraldespand. Vi lavede ikke meget andet end at observere, da vi ikke følte vi kunne stå inde for den måde, de varetog sygeplejen på. Patientkontakten var en stor udfordring, da det er de færreste som kan engelsk. Vi måtte derfor bruge de få fraser vi havde lært fra hindi-lektionerne, og ellers få sygeplejersken til at oversætte.
Den sidste uge inden hjemrejse var vi på et børnehospital, hvor vi hovedsageligt beskæftigede os med de præmature børn. Hospitalet virkede mere organiseret end det tidligere. På sygehuset var der kun ansat mandligt personale, og den eneste der kunne snakke engelsk, var lægen. Hygiejnestandarden var dog fortsat elendig, men der forefandt dog håndsprit, som blev brugt i yderst sjældne tilfælde. Vi sad tit med en form for frustration over måden de udførte sygeplejen på, da der på en måde blev udført overgreb på børnene. Forældrene måtte ikke være i nærheden, imens sygeplejersken udførte sit arbejde, og gjorde børnene modstand/blev kede af det, blev de holdt nede med magt. Sygeplejerskerne vi fulgtes med kunne ikke engelsk, og det føltes derfor lidt, som at snakke til en abekat – med fagter, grimasser og lyde. Set i bakspejlet er det egentlig meget morsomt ? Opgaverne vi kunne varetage på det præmature afsnit var, at monitorere børnene, give IV antibiotika, give sondemad, suge for slim, og anlægge sonde. Vi følte derfor, vi var mere til gavn her, end det tidligere sted. Ved afslutning af praktikken modtog vi et certifikat som dokumentation for opholdet.
Alt i alt har det været en stor oplevelse at se sygehusene og måden de yder sygepleje på – og ting bliver rigtig sat i perspektiv når man ser andre måder at udføre arbejdet på.
Værtsfamilierne var rigtig søde og gæstfrie, og de betragtede som en del af deres familie. Uanset hvilke problemer vi stod med, stod de på spring for at hjælpe. Vi var desværre så uheldige at blive syge dernede, og familien havde svært ved at forstå, hvorfor vi ikke ville til lægen dernede, da det var den måde de bedst kunne hjælpe os på. Men det gik heldigvis i sig selv igen. Familierne lavede mad til os tre gange om dagen, og bestod af chapatti (fladbrød), ris og varme retter med grøntsager, bønner/linser. De spiser ikke kød, hvilket var en stor udfordring at undvære, især i slutningen. Vi var til sidst så kødtrængende, at vi så frikadeller og flæskestege hver gang, vi så en gris (hvilket der nærmest var over alt). Vi var derfor enkelte gange på McD, for at få dækket vores kødbehov ? Vi faldt utrolig godt til i Indien, og det skyldtes især nok vores dejlige værtsfamilie.
I weekenderne har vi taget på mange ture, for at komme ud og opleve noget. Vi var bl.a. i Agra og se Taj Mahal, et af verdens syv vidundere, The Pink City – Jaipur, hvor vi red på elefanterne og fodrede aber, og i Himalaya, for at se to af Indiens hellige byer. Indien er præget af mange templer og hellige monumenter, hvilket vi derfor har set mange af.
Til sidst vil vi anbefale alle der har mod på et kulturchok udover det sædvanlige, at tage af sted til Indien.
Det er det mest udfordrende men også det fedeste vi nogensinde har gjort, og vi vil håbe, at alle der har lyst, springer ud i det. I må endelig skrive, hvis I har nogle spørgsmål, eller mangler ideer til, hvad man skal opleve i Indien. ?
