Tilbage til projekt-oversigt
X
X

Mette i Guatemala: Grib verden og rejs ud!

Hvis der var nogen, der havde fortalt mig, at frijoles (sorte bønner), daglig kost på middagsbordet i de guatemalanske hjem, ville blive en favoritret, og noget jeg endte med at se frem til, ville jeg grine højt af dem. Men efter jeg er kommet hjem fra Guatemala og har undværet den lokale mad, er det gået op for mig, hvor meget jeg faktisk kom til at synes om den. Det var ikke fordi den var specielt indbydende. Tit blev frijoles serveret på en rund taco, hvilket udgjorde min aftensmad – men jeg må indrømme: det smagte fantastisk! Og oven i købet er der ekstremt mange proteiner i frijoles, og det mætter så meget, at selv en vesterlænding som mig kan blive mæt af det. At lære at spise frijoles er bare én kvalitet, jeg efter fire måneder i Guatemala har taget til mig.

Trods de kloge hoveder og gå dine egne veje

I foråret trodsede jeg flere politikeres holdning om at gå direkte fra gymnasiet til en videregående uddannelse og undgå fjumreår, et meget nedladende ord efter min mening, og rejste alene til Guatemala i fire måneder for at opleve den store verden. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have mindst et sabbatår, og har aldrig ladet mig skræmme af de politikere, som offentligt har forklaret hvor vigtigt det er, at de unge fortsætter i systemet uden pauser, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet i en fart og dermed bidrage til samfundsøkonomien så hurtigt som muligt. Nu kan jeg kun tale for mig selv, men dét at jeg rejste til Mellemamerika og fik en helt anderledes hverdag i nye og udfordrende omgivelser har bestemt lært mig meget og forandret mit syn på verden. En evne jeg er sikker på vil gavne mig i det lange løb og især i mit studie som journalistikstuderende. Jeg har opnået så mange kvaliteter ved at hengive mig til en så fremmed kultur og være åben og imødekommende. Jeg tænker tilbage på min rejse til Guatemala næsten hver dag, og de gode minder derfra kan altid bringe et smil frem – selv på en mørk efterårsdag herhjemme i Danmark.

En svær beslutning

Hvordan jeg endte i Guatemala er egentlig lidt en tilfældighed. Jeg vidste jeg skulle til Mellemamerika for at blive bedre til spansk, men havde simpelthen så svært ved at beslutte mig for hvilket land, det skulle være. Efter mange overvejelser, research og gennemlæsning af brochurer faldt jeg over organisationen EXIS. Indtil da var jeg ikke faldet over det jeg følte var det rigtige, så jeg gav det et forsøg og tjekkede deres hjemmeside ud. På hjemmesiden fandt jeg den information enhver ville have brug for; oplysninger om de forskellige lande, hvortil man kan rejse og arbejde frivilligt, priser og uddrag fra tidligere rejsende. Alligevel havde jeg dengang brug for at møde dem, for at kunne sætte ansigt på de mennesker, der stod for at arrangere min rejse så fjernt som til Mellemamerika. Jeg skrev en e-mail til dem, fik svar med det samme og fik arrangeret et møde på deres kontor i Odense. Før mødet var jeg overbevist om, at jeg skulle til Costa Rica, men efter en god snak kom jeg frem til, at Guatemala egentlig var det jeg søgte. Et land med så anderledes en kultur idet mayaindianerne stadig fylder meget i gadebilledet, kolonialbyen Antigua, som de unge flakker til for at studere spansk, Lago Atitlán, søen omgivet af vulkaner og meget meget mere. Da jeg tog fra EXIS’ kontor, havde jeg en rigtig god mavefornemmelse, hvilket resulterede i, at jeg så snart jeg kom hjem fik bestilt min rejse og dermed endelig havde klarhed over, hvortil min destination gik.

Endelig afsted

Hjemmefra gjorde jeg mig rigtig mange tanker om min rejse til Guatemala, men hvor meget jeg end tænkte over det, ville det have været helt umuligt at forudse, hvor fantastisk det ville blive. Jeg er dog helt sikker på, at min kontakt med Exis var en vigtig del af, at jeg følte mig så tryg i så fremmed en kultur. Egentlig fyldte Exis ikke særlig meget da jeg først kom afsted, men det faktum, at jeg vidste jeg altid kunne kontakte dem, og at jeg kunne gå til deres kontaktperson i Antigua, gjorde at jeg følte mig tryg og altid vidste hvor jeg kunne søge hjælp og gode råd. Heldigvis var det ikke noget jeg fik så meget brug for.
Hjemme hos Amanda og René Aguirre blev rammen skabt for de tre måneder jeg havde min base i Antigua. Hos familien fik jeg mit eget værelse, god og traditionel mad og gode muligheder for at forbedre mit spanske ved middagsbordet.

En ny dagligdag i en fremmed kultur

Den første tid gik jeg på sprogskole og fik opfrisket mit spanske, så jeg var rustet til at arbejde frivilligt på et af de mange projekter, jeg havde muligheden for at hjælpe til med. Sprogskolen bød på undervisning fra 8-12 og havde eftermiddagene fyldt med eftermiddagsaktiviteter, som jeg aktivt deltog i. En af de første dage tilmeldte jeg mig en aktivitet; et besøg i en af nabolandsbyerne nær Antigua. Det skal lige siges, at selvom Antigua er forholdsvis moderne med Mac Donalds, et stort udbud af hyggelige cafeer og barer, er de omkringliggende landsbyer enormt fattige og det er ikke unormalt at folk bor i blikhuse. Jeg mødte op til aktiviteten i almindelidt tøj og små sko, og på vej ud til landsbyen gik det op for mig, at vi skulle ud og hjælpe en familie med at plante nye afgrøder på deres jord samtidig med at bygge en ny afdeling til et af deres børn. Jeg havde troet det var en form for sightseeing, så der stod jeg så i alt for pænt og upraktisk tøj, men gav selvfølgelig en hånd med, og kunne ikke andet end at grine af misforståelsen. De mange eftermiddagsaktiviteter gav mig et levende indblik i den lokale kultur i Guatemala og rustede mig til det frivillige arbejde, jeg senere skulle ud i. Efter at have besøgt flere institutioner, hvor jeg kunne hjælpe som frivillig, bestemte jeg mig for skolen La Esperanza (= håbet) i Jocotenango, en nabolandsby til Antigua, hvor jeg assisterede klasselæreren, oplyste de skønne gadebørn om dansk kultur og traditioner, og viste omsorg over for børnene, som jeg hurtigt kom til at holde utroligt meget af. Hver morgen, da jeg ankom til skolen, blev jeg mødt af kram og kærlige hilsner og når jeg tog hjem om eftermiddagen var det svært ikke at lade sig påvirke af deres ansigtsudtryk, som viste, at de ville ønske man blev lidt længere. Dagen, hvor jeg stoppede på skolen, husker jeg tydeligt, og så snart jeg kom lidt væk fra skolen brød jeg da også ud i tårer.

Viva la vida!

Jeg følte mig meget hurtigt hjemme i Guatemala og fik allerede efter et par uger et fast arbejde på en lille lokal vinstue, hvor jeg arbejdede sammen med både lokale og andre tilrejsende. Vinbaren, Tabaccos y Vinos, blev mit faste tilholdssted, og hvis jeg ikke havde noget at tage mig til, elskede jeg at hænge ud her med mine søde venner og kolleger, der var på arbejde. Her blev stærke venskaber skabt, og jeg var på flere rejser rundt i Guatemala og Belize med nogle jeg mødte her.
Min rejse til Mellemamerika, bød på så meget ud over det jeg allerede har beskrevet.

Udover det lange ophold i Guatemala, var jeg også forbi det caribiske paradis Belize, surfernes foretrukne strande i El Salvador og dykkernes favorit nummer ét Honduras, så jeg er godt tilfreds med mit valg af destination og takker EXIS for en hjælpende hånd i planlægningen af det, jeg betegner som mit livs rejse.

Med dét sagt, kan jeg kun anbefale andre unge til at glemme snakken om spildte fjumreår og springe ud i det, der giver mening for netop dig og hengive sig til den helt fantastiske oplevelse, det kan blive, hvis bare du selv søger det med åbne arme.