To jordemoderstuderende i Tanzania

Efter en hård praktikperiode som jordemoderstuderende i Danmark, trængte Louise fra Nørresundby og Mette fra Ålborg til en pause fra deres studie. Det var som sådan ikke jordemoderarbejdet de var blevet trætte af, men mere det pres, der følger med mange timer om ugen på fødegangen, hjemmearbejde, eksamener, mangel på fritid og plads til spontanitet. Mette, der tidligere havde været i Indien med EXIS foreslog, at de rejste til Tanzania for at arbejde som frivillige jordemødre. Samtidig kunne de se og opleve et kontinent og en befolkningsgruppe, som de altid havde drømt om at skifte bekendtskab med. Foruden at få en stor oplevelse ville de afvikle en del af praktikforløbet i deres jordemoderuddannelse og få en masse erfaring, især med akutte situationer under fødsler, som kan være svære at få herhjemme, hvor man som studerende sjældent får lov til at stå forrest. Desuden er svangeromsorgen generelt på et højere niveau i Danmark, hvilket betyder, at visse komplikationer sjældent optræder på danske fødegange.

Arbejdede på to hospitaler

De kom til at arbejde på to forskellige hospitaler i Arusha og fik, som jordemoderstuderende på uddannelsens sidste år, ret hurtigt lov til at varetage de ’rigtige’ jordemoderopgaver på stort set lige fod med det øvrige personale. Når der skulle kommunikeres om komplekse ting, skulle de dog have hjælp, fordi de naturligvis ikke talte det lokale sprog. De varetog indlæggelser og undersøgelser af fødende kvinder, vurderede børnenes tilstand og fødslens stadie. De styrede enten selvstændigt eller sammen med den lokale jordemoder selve fødslen, støttede mødrene i amning og vaccinerede babyerne. De var med til at gå stuegang sammen med lægen, anlagde drop, gav medicin og var med til kejsersnit. Samtidig var de ikke blege for også at folde gazeservietter, pakke fødepakker, svinge gulvmåtten, gå på apoteket etc.

Redder et barn i en akut situation

Mette og Louise siger: ”Man ved fra Danmark, at tilstedeværelse gør en forskel i forhold til kvindernes oplevelse af deres fødsel. Vores tilgang til kvinderne er anderledes og vi har mere fokus på at hjælpe og støtte kvinderne frem for at diktere og tage over, hvilket de tanzanianske jordemødre i høj grad gør – om nødvendigt endda med vold og magt! Jeg er derfor sikker på, at vi for de kvinder, vi kom i kontakt med gjorde en positiv, om end måske ikke en så håndgribelig forskel.

Helt konkret gjorde vi også en forskel i kraft af, at vi reddede et barn i en akut situation, som de lokale jordemødre ikke vidste, hvordan de skulle håndtere. Det var stort i sig selv og det blev ikke mindre stort af, at vi næste dag fik besked på at undervise samtlige jordemødre på hospitalet i, hvordan en lignende situation en anden gang skulle håndteres! I det hele taget oplevede vi, at mange jordemødre var meget åbne overfor den viden og faglighed, vi bragte med os. Vi havde flere samtaler og diskussioner med jordemødre og læger om forskellige tilgange til måder at håndtere fødsler på, og vi tror, at vi i nogen grad har været med til at udvikle deres praksis. Om ikke andet ved at sætte spørgsmålstegn ved nogle af deres indarbejdede vaner, som i vores øjne ikke var hensigtsmæssige. Det er ikke sikkert det har ændret en masse i klinisk praksis, men et skridt i den rigtige retning er jo også at reflektere over, hvorfor man i en given situation gør, som man gør”.

Indkvartering

Under deres ophold boede Mette og Louise i en lejlighed for frivillige, som de betragter som
relativ luksuriøs i forhold til afrikanske standarder. At bo sammen med andre frivillige skaber en vestlig stemning og der er tilnærmelsesvist vestlige forhold, selvom der ingen garanti er for varmt vand i bruseren ligesom der heller ikke er en vaskemaskine eller mælk til kaffen om morgenen. Der er til gengæld internet, mobiltelefondækning og et fjernsyn med nyheder på swahili J og ikke mindst tanzaniansk kultur i form af varme, imødekommenhed og hjælpsomhed fra de ansatte vagter, de to house-keepere, kokken og koordinatoren.

Fritiden

Fritiden, og de ting de lavede udenfor arbejdstiden, kom også til at betyde rigtig meget. De var på safari, badede i det mest fantastiske hot spring, var med til et afrikansk bryllup, lærte en lokal familie at kende, var på vandreture, hyggede med de andre volontører i huset, kom i den lokale kirke, besøgte en masai landsby osv. Det betød rigtig meget for dem, at de gennem de bekendtskaber de fik, opnåede et stort, mangfoldigt og autentisk indblik i den tanzanianske kultur. Skal de fremhæve noget, så må det derfor være de venskaber de fik med de særdeles imødekommende, hjælpsomme og hjertevarme afrikanere. Samtidig var det godt at slappe af sammen med de andre danskere i huset i de få tilfælde, hvor Afrika steg dem lidt til hovedet. Det var yderligere en uventet gevinst at få venskaber, som de kan bygge videre på i Danmark.

Antiklimaks at komme hjem igen

Louise fortæller at det var et enormt antiklimaks at komme hjem igen. Hun har før været volontør og kender derfor til at vende hjem efter en længere udlandsrejse, men denne gang var alligevel markant anderledes end de to foregående hjemkomster. Hun havde ikke fået nok af Tanzania. Der er så meget, hun mangler at opleve i det land, som hun er kommet til at holde så meget af og hun er taknemmelig og inspireret over at have oplevet den tanzanianske kultur på nært hold. Så det forekommer hende som noget nær tortur at skulle tilpasse sig den danske levemåde og brokkekultur igen. ”I begyndelsen var det eneste jeg fik øje på danskernes egoisme, stress og jag, brok og utilfredshed til trods for, at vi lever i så privilegeret et land, som vi gør. Det står i stor kontrast til afrikanernes glæde, åbenhed, afslappethed og evne til at leve i nuet og få det bedste ud af de enkelte øjeblikke.”

Selvom hun stadig sidder med en enorm længsel efter at vende tilbage til Tanzania, så er det nu igen blevet hverdag og hun er begyndt også at kunne glæde sig over at leve livet her – nu med et større fokus på at være tilfreds og taknemmelig for sit liv og de muligheder, det giver at bo i så materielt velstillet et land.