Esther: essay om ophold i Nepal

Tanker i Nepal

Jeg synes det er lidt svært at være mig lige nu. Jeg er alene på en anden måde en jeg nogensinde har været det før. På trods af at jeg bor med 130 andre mennesker skiller jeg mig så meget ud at jeg nok ville føle mig mindre alene hvis jeg rent faktisk var det.

Jeg savner at spise på overpriced restauranter. Jeg savner at drikke vin og bagtale folk jeg egentlig ikke har det store imod. Jeg savner at festryge og fryse i Søpavillionens gård. Jeg savner min Satisfyer Pro+. Jeg savner sesamboller med vesterhavsost til 45 kr. Jeg savner ubekymret at spise de frugter der ikke har skræl. Jeg savner rugbrød. Jeg savner rent postevand. Jeg savner havremælk i min kaffe. Jeg savner at købe pølsehorn på 7eleven Østerbrogade kl. 4.32. Jeg savner frådende og med ild i øjnene som et andet rabiesoffer at tage den selvsamme 7Elevenmand til gidsel i en dramatisk fortælling om min aften. Jeg savner metroen jeg navigerer så mesterligt. Og min cykel. Og at køre i taxa uden at frygte at det er et sidste jeg gør. Jeg savner makeup og små kjoler og høje støvler og neglelak. Jeg savner puls og styrke med dræber-Gitte i Fitnessworld. Jeg savner alle mine små fjollede vestlige privilegier som mine 130 samboer aldrig vil kende til eller forstå. Og allermest savner jeg at dele disse ting med nogen som kender dem og elsker dem og som kender og elsker mig.

Jeg tænker meget. Generelt. Men nok specielt fordi jeg har så meget tid til det lige nu. Jeg tænker på hvad der skal til for at, et menneske er lykkeligt. Først og fremmest er jeg ikke selv ulykkelig lige nu. Jeg ved ikke om jeg ligefrem er lykkelig. Jeg tror mest, at jeg bare er. Sådan tror jeg at man har det det meste af livet. Heldigvis. Hvis man hele tiden skulle pendulere mellem  at være himmelhenrykt og dødeligt deprimeret tror jeg at, livet ville være meget udmattende. Både for en selv og dem man møder på ens vej. Ved nærmere eftertanke hedder det vidst bare at være bipolar.

Nepaleserne virker til gengæld som nogle af de lykkeligste mennesker jeg har mødt i mit liv og de har hverken sesamboller eller Søpavillonen. Det har ris og karry og salmonella og Mount Everest og en masse guder og tuktuk og momo og falske The North Face fleecetrøjer og små fødder og røgelse og rigtig mange scootere og dahl bat og hinanden at dele det med. Og det er nok det der er den røde tråd for lykke. Kærligheden til det velkendte og de velkendte. Det er ikke så vigtigt hvad vi har, hvis bare vi har noget og nogen at elske. Selvfølgelig gælder det ikke i alle situationer. Der er jo også Maslovs behovspyramide og den slags at tage stilling til. Nepaleserne smiler bare og siger namasté og er glade for det og dem de har. Det kan også godt være at det bare er fordi de synes jeg ser underlig ud, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Det gør de sikkert også.

Alle her på klosteret, og måske i Nepal generelt, virker til at have en særlig ro og taknemmelighed jeg sjældent oplever derhjemme, på trods af de har så meget ”mindre” end os. Det er smukt og det er dejligt og det er livsbekræftende. Det vil jeg gerne blive bedre til.

Samtidig tydeliggør de lokales lykke over de små ting, hvor ærgerlig en tendens til selvmedlidenhed mange danskere har. Jeg bliver træt når jeg tænker på hvor meget folk brokker sig når de har så uendeligt mange flere muligheder. De versioner af fattigdom som jeg ser hernede er ubeskrivelig sammenlignet med fattige danskere. Alligevel er de så rige på kærlighed at man ikke forstår hvordan de kan rumme det i hjertet når maven er tom. Jeg er ikke i tvivl om at de fattigere danskere har det skidt og de har min medfølelse, men jeg tror ikke at det er penge de mangler. Jeg tror at de mangler kærlighed og inspiration og motivation og alt muligt andet, der nok i virkeligheden kommer ud på et.

Og det bliver måske også sådan lidt prædikende på den der “du skal spise op fordi de fattige børn i Afrika sulter” måde og det er altså ikke heller meningen. Folk må synes og gøre hvad de vil, så længe de er søde ved hinanden. Eller det skal jeg jo faktisk heller ikke bestemme. Man skal føle sig fri til at være et kæmpe røvhul. I virkeligheden ved jeg nok ikke rigtig noget om noget.

Jeg tror ikke rigtig der er en reel pointe med det her jeg har skrevet. Måske er det bare fordi jeg savner at dele mine tanker med nogen. Det handler måske også om at, jeg som så mange andre i deres start 20’ere har en ide om at alt de tænker er originalt og interessant og derfor skal dokumenteres hvilket jo i sig selv er meget uoriginalt og uinteressant. Måske er jeg usikker og har brug for at blive bekræftet i et eller andet. Måske måske ikke. Så godt kender jeg ikke mig selv endnu, men det er vel også formålet med en dannelsesrejse. Selvom jeg af stædighedsprincipper hader når folk rejser for at “finde sig selv”. For man er jo lige her og ikke i en grøft et sted ventende på endelig at blive fundet. Dog tror jeg at, det er godt og sundt for mig at få alle mine hverdagsglæder lidt på afstand. Hvis ikke for blive et klog og dannet, så da i det mindste bare for at sætte pris på dem når jeg kommer hjem.