En anderledes rejse
– Artikel bragt i Sønderborg Ugeavis i juni 2012
20-årige David Nielson fra Sønderborg har arbejdet som frivillig på et børnehjem i Vietnam. Her fortæller vi om hans oplevelser med en anden kultur og andre levevilkår.
Mange tager efter gymnasiet et ”sabbatår” og rejser ud i verden på eventyr. For de flestes vedkommende bliver det til daseferier helt uden forpligtelser. Men 20-årige David Nielson fra Sønderborg valgte at gå imod strømmen og tage på en helt anderledes rejse. Han tog til Vietnam for at arbejde som frivillig på et børnehjem.
Til at begynde med var det egentligt ikke Davids egen ide, men veninden Mette talte engageret for et arbejdsophold i udlandet og inspirerede ham til at kaste sig ud i det. De to besluttede at rejse sammen i en måned og valgte at rejse via den danske virksomhed EXIS, der arrangerer frivilligt arbejde i udlandet. På www.exis.dk fandt de frem til det helt rette arbejdssted: et børnehjem for handicappede børn, i nærheden af Ho Chi Minh City i Vietnam. I begyndelsen var meningen, at opholdet skulle bruges som merit til medicinstudiet, som David havde planer om at søge ind på. Men rejsen endte i stedet med at ændre på hans karriereplaner. Det blev en uforglemmelig oplevelse præget af dybe menneskelige indtryk, venskaber fra hele verden og personlig udvikling. Og ikke mindst betød rejsen en afklaring i forhold til hans fremtid. Som David selv siger det: ” Det var en utrolig tur, som jeg aldrig vil glemme, og som har haft afgørende betydning for mit valg af karriere!”.
Arbejdet med børnene
Da de ankom til Vietnam, blev de vist rundt på børnehjemmet og ret hurtigt sat i gang med arbejdet. Det stod klart med det samme, at hjemmet bød på nogle helt andre vilkår, end man kender til i Danmark. Børnene fik godt nok deres fysiske behov nogenlunde dækket, men omsorg eller stimulation var der ikke meget af. Det faste personale havde simpelthen ikke ressourcer til være til stede for børnene. David fortæller: ”Jeg oplevede, at det ikke er alle steder i verden, hvor man er lige så pædagogiske som herhjemme i Danmark. Forholdene tillader det simpelthen ikke”. Børnenes hverdag var vanskelig og meget tom og trist. Der var stor brug for frivillige til at supplere personalet og give børnene det nærvær, de savnede. Davids opgaver bestod derfor mest i at lege med børnene og give opmærksomhed og omsorg. ”Jeg havde ikke tidligere haft erfaring med børn, og slet ikke handicappede børn – men det var ingen hindring for mig” fortæller David. Det faldt ham helt naturligt at have med børnene at gøre og det hele gav sig selv da han lærte dem at kende.
En mandlig rollemodel
Mange betragter måske det at arbejde med børn eller pleje som et ”kvindefag”, men den fordom maner David i jorden: ”Opholdet gav mig et nyt syn på mange ting. Selvom det er børn man arbejder med, så er det ikke nødvendigvis kun for kvinder”. Han fandt hurtigt ud af, hvor givende arbejdet var. ”Når man arbejder med små børn, der stort set ikke er i stand til noget selv, så går der ikke længe før man begynder at holde af dem og føle et stort ansvar for, at de har det godt. Og det var tydeligt, at de var meget glade for, at vi var der. Vi blev altid mødt af smil og jubel af børnene, når vi kom på arbejde. Det i sig selv var meget berigende”. David oplevede, at især drengene havde stor glæde af en mandlig rollemodel. Han indskyder: ”Personalet syntes også det var godt gået, at en mand også kunne arbejde med børn. Og de var meget glade for at have en, der kunne tage lidt mere fat og løfte de ældste børn”. David fik i løbet af sit ophold rigtig godt forhold til børnene, og nød samværet med dem.
Børnenes vilkår
Et barn der gjorde stort indtryk var pigen Mai på 8 år. Hun er svært fysisk handicappet og David hjalp hver dag med at made hende. Trods hendes svære vilkår var hun altid glad og det var rørende, at se hvordan hendes gode humør altid smittede af på folk omkring hende. Hun fik en stor plads i hans hjerte. Også en 4-årig dreng ved navn Nam kom til at betyde meget for David. Nam har ikke store handicap, men det var tydeligt, at han var understimuleret. Derfor gjorde David meget ud af ofte at gå ture med ham og sørge for at han hver dag fik nye oplevelser og mødte nye mennesker. Han kunne se, hvor glad Nam blev af disse aktiviteter. Børnene og deres vilkår ramte ham i det hele taget dybt. David siger: ”Jeg fandt hurtigt ud af, hvor vanskeligt livet som handicappet er. Børnenes lidelser og ofte meget triste tilværelse gjorde stort indtryk på mig”. Det var hårdt at forholde sig til. Men trods de svære vilkår var der også positive oplevelser på børnehjemmet. David fortæller: ”En af dagene skulle de største børn på hjemmet indøve en vietnamesisk dans, som senere skulle fremvises for en større forsamling. Vi havde det vanvittigt morsomt sammen og stemningen var utrolig god. Det er helt sikkert en af de dage, jeg aldrig glemmer”.
Det sociale samvær
Under opholdet boede David og hans veninde sammen med andre frivillige i en lejlighed i nærheden af børnehjemmet. Levevilkårene i Vietnam er meget fattige og det bar lejligheden også præg af. Der var langt til den bekvemme, danske levestandard. David fortæller: ” Det sted vi boede, havde meget lidt plads, og køkkenet var primitivt. I starten syntes vi at det var et lidt ubehageligt sted. Men vi fandt hurtigt ud af, at sådan er tingene i Vietnam. Og efter en uge eller to tænkte vi slet ikke over det mere”. Når David og Mette havde fri fra arbejde, mødtes de med andre frivillige og spiste sammen i lejligheden. Det var dejligt at kunne dele dagens oplevelser og indtryk med nogen. David fortæller:” Jeg boede sammen med folk fra Australien, England, USA, Irland og Danmark, og det sociale samvær var helt i top og oversteg langt mine forventninger! Vi spiste sammen hver aften, og i weekenderne tog vi på ture på landet eller udforskede Ho Chi Minh City sammen. Ud over arbejdet, var det bedste ved turen uden tvivl de mennesker, jeg boede og arbejdede sammen med”.
Satte livet i perspektiv
Læs om dine mulighed som frivillig i Vietnam med EXIS
