Tilbage til projekt-oversigt
X
X

Phenia – Frivillig på børnehjem i Sri Lanka

– Artikel bragt i Ugebladet for Møn, d. 23/3 2012

Frivilligt arbejde i udlandet burde være obligatorisk

19-årige Phenia fra Møn havde, som så mange andre unge, rejst mange gange med sin familie rundt omkring i verden. Hun havde oplevet masser af ture med strande, hoteller, sightseeing og restauranter – også i Sri Lanka, et land som hun forelskede sig i, da hun besøgte det med sine forældre for 5 år siden. Men hun havde et stort ønske om få lov at se og opleve Sri Lanka fra en anden vinkel, fra de lokales perspektiv, og virkelig lære landet og befolkningen at kende. Derfor tog Phenia kontakt til EXIS, en dansk virksomhed, der arrangerer frivilligt arbejde i udlandet, bl.a. i Sri Lanka. Især et af projekterne på www.EXIS.dk, et børnehjem, fangede hendes interesse. Hun besluttede at tage skridtet fuldt ud og valgte at tage alene af sted i sommeren 2011 for at arbejde på børnehjemmet i Sri Lanka i 4 ½ måned. Det blev en rejse fuld af udfordringer og udvikling. En oplevelse for livet, som for altid satte hendes eget liv i perspektiv, og som hun i dag vil anbefale til alle andre unge. Som hun siger: ”det burde være obligatorisk for alle unge mennesker at tage sådan en tur”.

 

Omsorg er en mangelvare 

Da Phenia ankom til børnehjemmet, fik hun arbejdsopgaver, der varierede meget. Børnene skulle mades og skiftes, skulle have omsorg og leges med, og så skulle hjemmet holdes nogenlunde rent. Der var nok at se til. Nogle gang var hun alene, andre gange var der masser af andre frivillige. De praktiske opgaver var en stor del af den daglige arbejdsprogram, men de vigtigste opgaver var dem, der havde med omsorg at gøre. Børnene var i utroligt stort omsorgsunderskud, og havde virkelig brug for kærlighed. ”De bliver så glade af den mindste berøring og en smule opmærksomhed, at det gør helt ondt” udtaler Phenia. Som frivillig måtte Phenia gøre, hvad hun kunne i den begrænsede tid hun var der. Hun fik hurtigt skabt god kontakt til børnene og efterhånden nogle stærke relationer, som hun altid vil have med sig. Det at få skabt ægte kontakt med børnene gik ret hurtigt: ”Der er to små tvillingepiger på snart 2 år. De kunne genkende mig efter 14 dage, og de er mine små guldklumper. Hver formiddag tog jeg dem begge og gik rundt med dem, indtil de faldt i søvn. Det var en fast rutine, og på den måde vidste jeg, at de følte sig trygge hos mig”. Men skønt det gik hurtigt med at skabe god kontakt, tog det længere tid at lære børnenes signaler at kende. Phenia fortæller: ”De signaler børnene giver, lærer man først at læse 100 % efter 1-2 måneder, og det er hårdt. Børnene er så anderledes end danske børn, så det man kender til, dur bare ikke til noget. Man kan stoppe op og tænke; ”hende her græder ikke, fordi hun er sulten, for jeg har lige givet hende flaske. Der er ikke nogen, hun vil op til, og hun skal ikke skiftes. Hun græder fordi hun er ulykkelig”.

 

 

Børnene gjorde stort indtryk

De to tvillinger fulgte hun tæt i de 4 ½ måned, deltog i deres udvikling på helt nær hold, og de fik en meget stor plads i hendes hjerte. Også mange af de andre børn fik Phenia nære relationer til, og de gjorde alle stort indtryk på hende, bl.a. en multihandicappet dreng, ved navn Nilantha. Han kunne hverken sidde op, bevæge sig eller tale. Men trods hans ulykkelige situation, så har Phenia også en glad erindring om ham, en overraskende oplevelse som fik ændret hendes perspektiv: ”Nilantha er 14 år og meget svært handicappet. Han kan ingenting selv, og derfor skal han mades. En dag fik jeg tjansen til at give ham rice and curry. Det var hyggeligt, og han grinede, når jeg lavede sjove lyde og ansigter. På et tidspunkt vendte han sit hoved væk fra mig og gemte det i hans pude. Jeg blev ved med at kalde på ham og have skeen ved hans hoved. Så – lige pludselig – vendte han sit hoved mod mig, mens han skreg! Jeg fik et kæmpe chok og tabte tallerken og ske på gulvet. Alle kiggede, og den eneste lyd var Nilantha, som grinede af hele hans hjerte. Han kunne ikke stoppe med at grine, og alle os andre lo også højt af situationen. Mest fordi vi ikke vidste, at han var i stand til at gøre noget som dette. Det fik mig – og sikkert også alle de andre – til at tænke over, at selvom han er handicappet og ikke kan noget selv, så har han et sind bagved hans dysfunktionelle krop”. Alle børnene har hun mange minder med, og de er i hendes tanker dagligt. Læs om de forskellige muligheder som frivillig i Sri Lanka, her:
Frivilligt arbejde i Sri Lanka

”Jeg følte helt klart, at jeg gjorde en forskel”

Om hun gjorde en forskel for børnene på børnehjemmet, er Phenia ikke i tvivl om:” Ja, jeg følte helt klart at jeg gjorde en forskel”. Det mener hun især, hun gjorde fordi hun var der i så lang tid. Hun nåede virkelig at lære børnene at kende, og hun oplevede store fremskridt med flere af dem, bl.a. med tvillingerne. ”Du gør en forskel lige så snart, du har skiftet et barn, pustet på et knæ, kildet på en mave osv.”, fortæller hun. Omsorg for børnene var virkelig en mangelvare, så det var af utrolig stor betydning for dem, at der kom nogen og gav dem dette. Ofte var der barske vilkår på hjemmet, hvor fysisk afstraffelse indgik, hvilket var meget hårdt at forholde sig til, og også i den forstand var det godt, at der kom frivillige med en anden kultur inden for pædagogik. Men selvom hjælpen er kærkommen, så er det også hårdt for børnene, at de frivillige tager af sted igen. Phenia udtaler: ”De prøver aldrig at have én person, de kan stole på og som bliver hos dem. Aldrig”. Det er også et aspekt, man skal være opmærksom på som frivillig. Adskillelsen var også svær for Phenia: ”Der går ikke et minut, hvor jeg ikke tænker på børnene. Jeg drømmer om dem om natten og vil nok gøre det et godt stykke tid…”. De har fået så stor betydning for hende, at hun endda har fået lavet en tatovering til minde om alle hendes ”små stjerneskud”, som hun kalder dem. Men hun skal helt sikkert ned at besøge dem igen, måske allerede i 2012. Phenia har også gjort sig tanker om, hvordan hun her hjemmefra kan hjælpe børnene, og har startet en indsamling blandt sine venner og bekendte til børnehjemmet og er i gang med at oprette en privat opsparing til et af børnene. Phenia – Frivillig i Sri Lanka 02

Det sætter ens liv i perspektiv

Phenia tog i sin tid af sted som frivillig for at opnå større forståelse for andre mennesker, en anden kultur, at øge sit perspektiv og bevæge sig langt væk fra sin ”comfort zone”. Og hun opnåede alt det, hun var taget af sted for, plus meget mere, fortæller hun. Ud over alle de mange erfaringer, oplevelser og minder, fik hun også mange nye venskaber blandt de andre frivillige. Og det var altafgørende for hendes ophold, at hun mødte dem, som hun kunne dele sine oplevelser med: ”Jeg havde ikke kunnet klare mig, hvis ikke jeg havde mødt de andre frivillige, som jeg stadig snakker dagligt med, selvom det er flere måneder siden, jeg sidst så dem. Det er så vigtigt, at man møder andre frivillige, som man kan dele disse unikke oplevelser med, og der er grobund for et stærkt og solidt venskab i fremtiden”. Til spørgsmålet om hun kan anbefale det til andre at tage ud i verden og lave frivilligt arbejde, afrunder Phenia: ”Ja, jeg mener, at alle kan gøre det, og jeg opfordrer ALLE til at tage af sted, ung som gammel. Det er en oplevelse for livet, og det er ikke noget man skal lade være med at gøre, fordi man ikke tør. Efter sådan en tur, tør man alt, og man vil se meget mere – og vigtigst af alt; hjælpe meget mere. Det er en øjenåbner, og det sætter ens liv i perspektiv”

Læs om dine muligheder for at blive frivillig i Sri Lanka, her:
Frivilligt arbejde i Sri Lanka