Ditte – Frivillig i Kenya
– Artikel bragt i Faaborg-Midtfyns Lokalavis
Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe en
Den 20-årige Ditte Nygaard fra Fyn havde som mange andre unge en stor udlængsel efter at hun afsluttede sin HHX i 2010, og drømte om at kombinere sin rejselyst med frivilligt arbejde.
Efter eksamen sparede hun sammen, rejsen planlagde hun alene og det frivillige arbejde fandt hun igennem Fynske EXIS, som har kontakten til organisationer og blandt andet børnehjem, som har brug for en ekstra hånd.
Dittes vej til Kenya
Ditte søgte grundigt efter mulighederne på nettet og fandt frem til, at hun gerne ville hjælpe på enten en skole eller et børnehjem. Ditte forklarer at valget faldt på Kenya, da det er et fredeligt og forholdsvist velorganiseret land i Afrika, som desuden er kendt for gode muligheder for at opleve natur og dyreliv og hvor de fleste taler engelsk. Landet er dog stadigt meget fattigt, og på børnehjem er der ikke personale til at give omsorg til alle børnene, da mad og husly er det vigtigste. Ditte fandt i sin søgning frem til den fynske virksomhed EXIS, som arrangerer frivilligt arbejde i udlandet, og på den måde fik Ditte arbejde på et børnehjem. Hun blev indkvarteret privat ved den lokale koordinator i Kenya sammen med andre frivillige, som skulle hjælpe til på det samme børnehjem.
Overskud til leg og omsorg er et eftertragtet gode
I starten blev Ditte behandlet mere som en gæst end som en ansat på børnehjemmet, og det var svært at deltage i arbejdet på lige fod med de ansatte, men hun fandt snart ud af hvordan, hun kunne bidrage. Da der er rigeligt at gøre med at sørge for mad på bordet og tag over hoved på de kenyanske børnehjem, bliver omsorg, leg og stimulering ikke prioriteret, hvilket gør de frivilliges rolle vigtig. Ditte fortæller om sin rolle på børnehjemmet: ”Vi har grint og leget og fjollet og delt krammere ud til højre og venstre. Børnene får hverken fysisk eller psykisk kærlighed på samme måde som danske børn, og de hungrer jo efter det. Der er aldrig nogen til at kramme dem godnat, eller til at sige blidt godmorgen eller spørge hvad der er sket, når de græder. Det er både utroligt hårdt at opleve, men det har godt nok også været fantastisk at se, hvad der skete med dem på de to måneder, vi har været der.”
Ditte var frivillig i Kenya med EXISSpecielt én lille dreng gik i hjertet på Ditte, da han blev et tydeligt bevis på at hendes tilstedeværelse på børnehjemmet havde stor betydning.
George på ca. 3 år var så kraftigt understimuleret og overset af voksen omsorg, at han hverken talte, gik eller holdt øjenkontakt. De kunne ikke forstå, hvorfor drengen ikke ville løbe og lege og lægen kunne ikke finde problemet. Ditte brugte tid med denne særlige dreng, og efter blot nogle få uger fandt hun ud af, at det han manglede var den omsorg, som ingen havde haft mulighed for at give ham før. Den eneste mulighed for at få kontakt og blive taget op var at græde eller lade være med at gå selv.
Ditte fortæller: ”Det tog os sølle fire uger med kram, kærlighed, øjenkiggeri og snak et par timer om dagen at få forvandlet George. Vi var lykkelige den dag han sagde sine første lyde og ord, den dag han gav os sit første smil, den dag vi kunne begynde at gå lidt rundt med ham i hænderne, og den dag han begyndte selv at rejse sig og stå op. Den dag han gik for første gang selv, kneb jeg en tåre om aftenen da jeg kom hjem, og de sidste fire uger med George var vidunderlige. Han var og er stadig meget ustabil og usikker i sit humør, bange for at miste, men langsomt blev han bedre og bedre til at gå, snakke, grine, more sig, og de andre børn begyndte at se ham som en af dem, i stedet for ham den underlige stille. Den dag jeg bad George om at dele noget med et andet barn, og han gjorde det, var fantastisk.” Ditte ved at hun gjorde en kæmpe forskel for dette barn, men det var hårdt at forlade ham, for hun kan ikke være sikker på, hvordan det vil gå ham fremover.
Det var en øjenåbner at få lov at opleve noget, som var meget anderledes end den danske hverdag kan byde på. ”Det var en meget speciel oplevelse, da vi havde overnattet på børnehjemmet og jeg stod op 4.30 om morgenen for at sende børn af sted i skole på ladet af pick up’en, da jeg hjalp med at malke køer og bagefter sad i buldrende mørke på kontoret med et enkelt lille stearinlys og solgte mælken til en lang, lang kø af mennesker fra slummen der kom og købte 1-2 kopper mælk i hver deres lille beholder.”
Ditte fik ikke blot mulighed for at hjælpe en dreng videre i livet, hun fik også personligt meget ud af turen. Hun værdsætter nu hverdagsting på en hel ny måde, som hun før har taget for givet. Samtidigt fik hun oplevet de vilde dyr og den smukke natur i Kenya, som er del af de klassiske turistoplevelser. Det var med helt nye øjne at hun vendte tilbage til Fyn. ”Jeg tror, jeg havde forberedt mig meget på at rejse til Afrika, og alt for lidt på at rejse hjem igen. Her er så rent og pænt og stille og kedeligt. Alle har nok i sig selv og man interesserer sig ikke på samme måde for hinanden som i Afrika. Her er ingen mennesker på gaden, intet mylder, ingen virkelige problemer der kræver handling her og nu. Alle har tag over hovedet og mad i maven, og det gør altså noget ved en befolkning. Der er ikke rigtig ’drive’ på danskerne, som der er på afrikanerne.” Ditte fortæller, at hun for altid vil have oplevelserne og børnene i sit hjerte, og anbefaler andre at rejse ud på samme måde. Det giver en stor glæde at hjælpe til, hvor der er behov, og desuden selv at være herre over ens rejse og at sammensætte arbejde og turistferie på den måde, der passer en bedst.
