Fra København til nepalesisk landsbyliv
– Artikel bragt i Lokalavisen Vesterbro, d. 2/5 2012
Ung Vesterbro-pige blev frivillig på en landsbyskole i Nepal
Da 24-årige Anna Steensgaard i 2011 var blevet færdig med sin bachelor i sociologi, havde hun brug for, at der skulle ske noget andet. Hun trængte til et pusterum med tid til fordybelse og havde samtidig et stort ønske om komme ud at rejse. Nepal havde hun besøgt et par år forinden og lige siden havde hun haft en drøm om at tage tilbage i en længere periode for at lave frivilligt arbejde. Hun ville gerne give noget tilbage og samtidigt prøve at opleve det almindelige liv i Nepal – helt tæt på. Anna tog derfor kontakt til den danske virksomhed EXIS, der arrangerer frivilligt arbejde i udlandet. Igennem EXIS fik hun skræddersyet et ophold; engelskundervisning for børn i en lille, nepalesisk landsby – langt ude på landet. Det var lidt af et spring fra hendes hverdag på Vesterbro, men eventyrlystne Anna ville gerne så langt væk fra storbylivet som muligt. Det blev en rejse, fuld af oplevelser og personlig udvikling, hvor hun fik mulighed for et enestående indblik i landet og befolkningen. Men opholdet gav hende ikke kun indsigt i en anden kultur, som Anna siger; ”jeg fik minder, jeg aldrig vil glemme og mødte mennesker jeg for evigt vil gemme mindet om i mit hjerte – og ikke mindst blev jeg klog på mig selv”.
En uforglemmelig velkomst
Engelskkundskaberne i Nepal er begrænsede, så da Anna ankom, modtog hun først 3 dages undervisning i nepalesisk – for blot at kunne de mest basale fraser. Det kriblede i hende efter at komme i gang med arbejdet, men kurset skulle vise sig mere nødvendigt, end hun lige regnede med. Straks herefter blev hun kørt ud til den landsby, hvor hun skulle bo de næste 4 uger. Her blev hun modtaget af sin værtsfamilie – en familie som ikke talte et eneste ord engelsk! Af dem fik Anna dog en velkomst, som ikke behøvede ord. En velkomst hun aldrig vil glemme; ”De tog imod mig med en sådan varme, kærlighed og interesse, som jeg aldrig har mødt. Så kommunikationsvanskeligheder blev hurtigt overkommet med kropssprog. Familien gjorde alt for at få mig til at føle mig velkommen og vel tilpas!”. Anna følte sig hjemme med det samme, kom hurtigt på plads og der gik ikke længe før, hun kom i gang med arbejdet.
Stor forskel i undervisningsstil
På skolen var undervisningen helt anderledes end hun havde forestillet sig. Hun skulle undervise børn på mange forskellige klassetrin på samme tid, og der var ingen retningslinjer for, hvad børnene skulle lære. Det var meget udfordrende. Men hun fandt hurtigt sin egen måde at undervise på og løse problemerne. Hun fik udleveret nogle lærebøger, som hun tog udgangspunkt i, og hun begyndte at undervise aldersgrupperne separat for at undgå, at de yngste blev for urolige. Det gik op for hende, at der var store forskelle mellem nepalesisk og dansk undervisningsstil. Gruppearbejde var fx et ukendt fænomen, som børnene slet ikke kunne forholde sig til. Anna tilføjer; ”Børnene var heller ikke vant til at tale engelsk og selv konstruere sætninger og var kun vant til at løse de opgaver, der stod i bøgerne. Derfor lagde jeg meget vægt på det mundtlige. Jeg fandt på lege, hvorigennem de glemte deres generthed og fik øvet deres mundtlige kundskaber”. Det var sjovt at undervise, og hun nød de hyggelige timer med børnene.
Fra storbyliv til landsbyliv
”Landsbylivet var alt andet end den hverdag, jeg kender hjemmefra!” fortæller Anna. ”Her var ro, dagene lignede hinanden, og der skete ikke meget. Jeg synes, det var skønt!”. Hun nød den tid, der var til eftertanke. Leveforholdene var primitive, og der var kun mulighed for telefon- eller mailkontakt med familie og venner i Danmark ved at tage til en anden by. Men det simple, afsondrede liv tiltalte Anna. Alle hverdage stod hun tidligt op, spiste morgenmad, gik i skole og underviste. Resten af dagen tilbragte hun derhjemme med familien, hvor hun legede med landsbyens børn, som elskede at komme forbi, eller snakkede med gæster, som kom til te. Anna tilføjer; ”På trods af kommunikationsvanskeligheder, kommunikerede vi ganske godt gennem kropssprog, fagter og lyde – hvilket faktisk var ganske sjovt”. Der var langt til storbyens stressede liv, hvor enhver er sig selv nærmest; ”Alle i landsbyen var meget gæstfrie, og jeg blev tit inviteret på te og mad. Til trods for at jeg var ny i byen, var jeg aldrig alene og følte mig heller aldrig ensom. Der var i landsbyen i det hele taget et utroligt sammenhold; alle så efter hinanden og hjalp hinanden, så godt de kunne”.
Blev en del af familien
For Anna var hele turen fyldt af oplevelser, men den allerstørste var det at blive inddraget som en del af familien. Hun udtaler; ”Det var meget interessant for mig at blive en del af deres hverdag og lære deres traditioner at kende. Familiemedlemmer helt fra Kathmandu kom til den lille landsby for at besøge mig, og i den tid følte jeg mig som et medlem af familien. De overøste mig med kærlighed og kaldte mig deres datter og søster. Det var meget rørende”. Og hun blev virkeligt en del af familien, og fik lov at komme helt tæt på; ”Jeg blev også inviteret med til den yngste datters bryllup. Og det var en kæmpe oplevelse at se alle forberedelserne, selve ceremonien og opleve de traditioner, som hører til før og efter et bryllup”. Familien fik enorm betydning for Anna.
Undervisningen gjorde en forskel
På skolen oplevede Anna store fremskridt med børnene – især inden for deres mundtlige engelsk. Og hun er ikke i tvivl om, at hun gjorde en forskel med sin undervisning; ”Jeg følte, jeg gjorde en forskel for børnene. Jeg kunne se, at deres taleevner blev forbedrede”. Og hun mener, at det især er inden for de mundtlige engelskkundskaber, at skolerne dernede har stort behov for hjælp. De lokale lærere taler nemligikke sproget særligt godt. Her kan frivillige virkeligt være med til at øge børnenes kompetencer, og også være med til at inspirere børnene til at dygtiggøre sig endnu mere fremtiden. ”Jeg kunne mærke, at jeg var med til, at skabe en interesse for det at blive rigtig god til engelsk”, indskyder Anna. Og netop gode sprogkundskaber, er nøglen til mange fremtidsmuligheder i Nepal. Hendes indsats var også højt værdsat; ”Beboerne var meget glade for, at jeg underviste deres børn, og mange takkede mig, når jeg mødte dem i byen”.
”Det sætter mit liv i perspektiv og inspirerer mig”
Rejsen til landsbyen endte med at blive en oplevelse for livet og oversteg alle Annas forventninger. ”Jeg fik meget mere ud af opholdet, end jeg havde turdet håbe på. Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at opleve livet i Nepal på så nært hold”. Og den indsigt hun fik i landet og befolkningen, er hun sikker på, at hun kan bruge i fremtiden i sit kommende arbejde som sociolog. Men også på det personlige plan føler Anna sig beriget. Det rolige landsbyliv har fået hende til at se på sit liv med helt andre øjne: ”Jeg tænker ofte på livet i landsbyen, og det sætter mit eget liv i perspektiv og inspirerer mig til at fokusere på det, som egentligt betyder noget her i livet”. De mange oplevelser og erfaringer vil hun altid værdsætte højt og have med sig i sin dagligdag. Anna er ikke i tvivl; ”Jeg vil klart anbefale til andre at rejse på denne måde, og håber at flere unge vil rejse ud som frivillige og få nogle helt uforglemmelige oplevelser!”.
