Erfaringer med EXIS i Nepal

Daniel fra Odense fortæller...

Jeg har været i Nepal og boet hos familien Shresta i Kathmandu (Arjun og hans familie). Opholdet her, var slet ikke i takt med hvad jeg forestillede mig fra hjemme fra Danmark. Faktisk meget meget meget bedre! Jeg har været ekstremt tilfreds med at bo hos hans famile og her skal det tilføjes at det var ganske nydelige og fornemme forhold. Arjun er en meget typisk og alligeveel lidt af atypisk nepalesisk "no problem" - mand. Dette er ikke negativt ment, men positivt i den forstand at alt kunne løses hvis der evt. skulle opstå problemer. Dette krævede bare også en indsats fra en selv, hvilket jeg vil uddybe nærmere; netop dette med egen indsats!

Jeg kom med åbent sind og med oplevelseslyst, hvilket jeg tror har været mine bedste egenskaber på denne tur. I Nepal kan man ikke forvente danske standarder og med dette in mente, kan man komme utrolig langt. Jeg ved at i min tid (fra maj '11 til august '11), har der været lidt "bøvl" mht. til mad og lign. Jeg vil da også sige at jeg ikke var så kæmpe stor fan af dhal bhat (ris og linsesovs) efter mit ophold, men det var sgu en del af, det at bo i Nepal hos en familie. Og det skal siges efter, der blev skrevet en mail til jer, blev der gjort noget ved det. Arjun, hans kone samt den søde Sabine (deres "ung pige i huset"), gjorde altid en indsats for at gøre de frivillige tilfredse.

Om familien
Om familien og Arjun har jeg kun rosende ord. Dejlig hjertevarm og åbne. Jeg tilbragte megen af min tid oppe i stuen hos familien og det var her, jeg faktisk havde nogle af de mest mindeværdige oplevelser. Jeg sad tit og snakkede og hyggede med Arjun, hans svigerfar, svoger, datter niece og hvad der ellers kom på besøg! Fantastisk! Jeg vil ikke sætte mig selv på en pædistal eller ophøje mig selv - tværtimod! Men jeg prøvede at komme lidt ind på livet af dem, det skal siges at jeg var alene i juni måned, så alternativet var vel at sidde for sig selv. MEN, for pokker hvor har jeg hygget mig og haft så sjove stunder, at jeg kan sidde og grine for mig selv ved tanken. Datteren, Nibiditha får set sin "fair share" af frivillige og var måske ikke den mest snaksalige når man kommer som ny, men jeg tog kontakt fra start og lidt efter lidt åbnede hun mere op. Det samme gælder Rupa, Arjuns niece. Jeg kom til at holde utrolig meget af de to piger og det varede ikke længe før jeg blev inviteret med til deres dimisionsfest på deres High School, hvor jeg mødte både klassekammerater, lærere og andet godtfolk. Det jeg prøver at sige er, at det kræver kun lidt fra vores (de frivillige) side, men man får SÅ meget igen.

Jeg blev lidt en integreret del af familien qua at jeg var den eneste i juni måned, hvilket jeg var rigtig glad for! Der blev taget rigtig godt om mig og jeg følte mig virkelig som en del af familien. Jeg blev rigtig gode venner med Arjuns svigerfar, hvilket resulterede i et besøg i Tansen 11 timers slingrende buskørsel fra kathmandu, hvor jeg boede med hans familie for en tid, dette var så oplevelsesrigt og vi havde nogle rigtige gode stunder sammen. Jeg Har mange gode historie fra Kathmandu og jeg skal nok lade være med at belemre jer med dem, men hovedessensen er sådan set bare, at jeg har været ovenud tilfreds med mit ophold hos familien og jeg skal besøge dem igen, som privat person og jeg kan ikke vente!

Det frivillige arbejde
Jeg underviste på munkekloster og på en skole. Fantastisk oplevelse! Jeg endte med at bo på klostret den sidste periode, samtidig blev jeg munk i en uge! Dette var måske den mest indholdsrige og bedste tid i hele mit 23 årige lange liv. Her skal det igen siges at jeg gjorde en kæmpe indsats for at måtte få lov og jeg viste en interesse for buddhisme (havde dog lidt i bagagen hjemmefra. Men igen vil jeg bare påpege, at hvis man gør en lille indstats får man utrolig meget igen. Jeg blev munk på det kloster hvor jeg undeviste og har stadig kontakt til nogle af mine gamle elever. TAK EXIS!

På den skole hvor jeg var, var der måske ikke så meget brug for frivillige, der var altid en til at tage over, så derfor følte man sig ikke SÅ behøvet. Det kunne man måske, ved at komme ud på en Community School. Her ville der i hvertfald med garanti være mere brug for en i modsætning til en Boarding School. Men det var uden tvivl rigtig spændende og virkelig sjovt. Det var bla. det der blev talt om hos de frivillige, da jeg var der. Men der var et hav af tilbud, når man kommer til at snakke med folk rundt omkring, hvor man virkelig kunne komme og gøre en forskel, både på børnhjem og på skoler. Hagen ved det, er de typisk ligger lidt afsides eller i udkanten af Kathmandu.
Jeg blev introduceret til mit frivillige arbejde af de andre danskere der var i huset da jeg kom, hvilket rigtig fint.
Arjun spurgte til os og han var altid til rådighed hvis man behøvede hjælp.

Vi, de frivillige holder reunion her i oktober, så man har også fået kendskab til nogle dejlige mennesker!

Jeg har været så glad for min rejse til Nepal og det har været en fantastisk oplevelse, jeg vil kigge tilbage på.
Desuden har jeg været enormt glad for at bo hos Arjun og hans familie og de er nogle dejlige mennesker, når ma kommer ind på livet af dem.

Til slut vil jeg bare sige Keep up the good work!!!

Emilie siger…

Jeg har haft det fantastisk i Nepal, det kan varmt anbefales.
I er meget velkommen til at give min mail videre, hvis der er nogen der tænker at rejse her til og har brug for råd.
Tak for en god tur.

Anne-Catharine Leper fortæller...

I had a good time when I arrived at Airport and they received me and transferred to hostel. Hostel was clean and well-managed. They introduced me to whole staff of cultural youth exchange.
Day after arrival, teacher informed me about my project, schedule, host family, situation of Nepal and other issues. They were very nice and looking so happy and they always asked me about my problem and something like that.

It was good to have a slow introduction to Nepal the first week and learn some words and phrases in Nepali though I'm not using them so much now, because they are so good in English here at Children Home. I really liked the village stay, to get out of the city and to have short look in what life is outside the city and the family was really friendly and hospital. And Chitwan was nice to see some tourist stuff before going to the children home. But I must say that the best time I have had here is here at the children home.

I recommend Exis-Nepal's two weeks program for other volunteers. I would suggest them without any contact person\organization we can't get achievement. I hope so; cultural youth exchange helps you during the time of Volunteering. I haven't had a host family, stayed at orphanage but that was perfect, because the Children Home is such a nice place, so I rather want to spend 24 hours here than only 6 hours. What I can say other than I will strongly recommend other volunteers to come and work here.

The food is good , and I am definitely never hungry, though it took a little time to get used to the spices and the house is fine, and I really like that there is a western kind of toilet.

I would recommend it for the whole program because every one is really nice and they had good hospitality.

Andre says...

It has tryly been a great experience volunteering in Nepal.
Something I will never regret nor forget. It has been wonderful establishing friendships both with other volunteers and within the host family, where I stayed for 1 month.

The project, teaching English at a government school, has given me stuff to think about and I have learned a lot about myself. I also think that this time of my life has made me more independant.

Thank you!

Julie fortæller...

Det kræver en del tilpasning og tålmodighed at rejse i et 3. verdensland og det er noget af et kulturchok! Larmende osende biler overalt i Kathmandu, med køer midt i det hele, affald, mennesker og templer i et virvar.

Efter vores lille ophold i Pokhara med sightseeing og paraglidning og
afslapning gik turen for en nat tilbage til det osende og larmende Thamel, som af en eller anden grund bliver mere og mere trygt for os. Vi kender stedet nu og kan finde rundt og finde de butikker, vi har brug for.
Dagen efter blev vi hentet af vores "gamle" nepali lærer som tog os til Bungamati, hvor børnehjemmet Jossa Nepal ligger, det er her vi bor og arbejder!

Kun 12 børn var på børnehjemmet på det tidspunkt, men de er de herligste børn, fra første øjekast holdt de af os, krammede, kyssede os og holdt os i hånden, de søger konstant kærlighed opmærksomhed og tryghed. De to første dage var hårde, det var slutningen af ferien så skolen var lukket og vi "arbejdede" fra kl.6 om morgenen til ca. 21 om aftenen!

Lørdag begyndte de andre børn at komme tilbage, da skolen starter søndag. Lørdag er deres eneste fridag/helligdag!) så nu er vi oppe på 26 børn, og vi er tre frivillige udlændinge og fire frivillige nepalesere til at passe dem. Der er nok at se til!

Børnene er fra 5 - 13 år og kommer fra vidt forskellige baggrunde, nogle har stadig deres forældre som de besøger i ferierne, men de har ikke mulighed for at forsørge dem til hverdag, eller de bor i maoistområder, så det er for farligt for børnene at blive boende der. Andre har mistet deres forældre, pga. aids, maoister, eller andre ting. Så det er virkelig nogle hårde historier de har bag sig.

Oven i det kommer, at børnehjemmet ikke bliver støttet på nogen måde, udover fra frivillige som mig selv og nogle donationer. Dette medvirker at børnene ikke får den nødvendige kost. De fleste er underernærede og har maver som børn i Afrika. De er syge, har problemer med maven, med ørerne, tænderne, knoglerne. Alle er de forkølede, ligesom os tre frivillige, hvilket skyldes huset, der er utæt og med revner og sprækker i væggene. Det er koldt og der er ingen mulighed for opvarmning. ”Toilettet”, der ligger i et af værelserne, er et hul i jorden. Der er kun koldt vand.

Derudover har børnene ikke nok varmt tøj, og vi går vinteren i møde. De har ikke noget særligt legetøj og ikke altid råd til at købe skrivehæfter og blyanter til skolebrug! Jeg føler mig så frustreret her, har lyst til at købe alt, hvad de har brug for - hvilket jeg selvfølgelig ikke har råd til, selvom priserne er lave.
I morgen tager vi ind til byen for at undersøge noget med oprettelse af bankkontoer, da børnehjemmet ikke har nogen konto, og det derfor gør det mere besværligt for dem at modtage donationer! Så vi skal have kontakt til andre frivillige for at få det op at stå, for det kan vi ikke selv klare, og vi ønsker også at sørge for ordentligt mad til børnene, så de ikke dør fra os!!
Nu kommer det hele til at lyde så trist og negativt, men jeg elsker det virkeligt her, elsker ungerne, som får julelys i øjnene, når de ser os tidligt om morgenen, og når vi henter dem fra skole om eftermiddagen.

Vi har intet privatliv, vi frivillige deler et værelse og børnene render ind og ud af det - så det er med at gemme sine ting væk for de er alt for nysgerrige - de kysser og krammer os hele tiden og slås om vores opmærksomhed! De er de dejligste børn, som sætter pris på os og har det godt på børnehjemmet - føler de selv - de har jo masser af legekammerater omkring sig hele tiden!
De kalder mig miss eller kalpana -som er mit nepalesiske navn og betyder fantasi - så når jeg kommer hjem reagerer jeg sikkert ikke på mit eget navn! Ligesom jeg vil have en masse underlige vaner! Spise med fingrene, tage kolde bade, putte toiletpapiret i skraldespanden i stedet for i toilettet, sove uden madras - som vi rent faktisk gør her! Men man kan vænne sig til alt, og hvis 26 børn kan gøre det, kan jeg også!

Jeg har bestemt mig for at tilbringe min jul sammen med dem! hvilket betyder virkelig meget for dem, børnene er så glade for, at jeg bliver så relativt længe, som jeg gør! Håber i alle har det rigtig godt og passer på jer selv og hinanden!

Anne fortæller...

Så er jeg ankommet til Khatmandu. Det er totalt surrealistisk, både fordi jeg har ventet så længe på at komme herned, og fordi det er den både smukkeste og grimmeste by jeg nogensinde har været i. Alt, bygninger, mad og mennesker er totalt farvestrålende men på den slidte måde, hvis I forstår hvad jeg mener.

Vi blev hentet i lufthavnen af en meget ivrig chauffør, som jeg var sikker på ville køre mindst ti personer ned på vej hen til vores hostel, men det gjorde han heldigvis ikke. Og alt forekommer at være noget men viser sig at være noget andet, fx var kørte vi forbi en bilhandel på vej herhen, hvor der holdt kæmpestore, dyre biler, og samtidig måtte vi bremse meget hårdt op for en ko, der stod midt på vejen.

Jeg skal bo på det her hostel i en uge og have et sprogkursus. Når vi er færdige med vores sprogkursus, skal vi på tur i en uge, hvor vi skal trekke, riverrafte, ride på elefanter, og bo hos en lokal familie i bjergene i 2 dage. Jeg er lidt nervøs for det der med at bo i bjergene, for forholdene i hovedstaden er rimelig horrible mht. vand og hygiejne, men jeg vidste at det ville blive anderledes, og det må man sige det er. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud på børnehjemmet. (Har allerede set ca. 14 børn som så so søde ud at jeg med glæde tog dem med hjem til DK).

Kakerlakker jeg har måttet fjerne med de bare næver, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at slå dem ihjel: 8 Antal gadehunde jeg har "taget til mig": 3 Antal cm mine lårmuskler er blevet større af at stå op og tisse osv.: 5 Kg. os, støv og smog jeg har inhaleret: 2,7 Antal kæmpe roede myggestik jeg har fået, imens jeg har ligget under mit myggenet: 23 (Mine ben ligner en syg dalmatiner.)

Jeg er stadig i Khatmandu og færdiggør mit meget intense sprogkursus. Jeg lærer aldrig det her sprog!!! Men kan da i det mindste gøre mig lidt forståelig. Og vores lærer er rigtig sød så det er hyggeligt nok.

Jeg har været i Thamel og på Dhurbar Square som er turist stederne her 2 gange, men skal passe på med hvor meget jeg render rundt inde i midtbyen, for der er så forurenet, at jeg hoster helt vildt efter jeg har været der.(Glæder mig til at komme ud på landet og få noget frisk luft.) Der er totalt beskidt over det hele hernede, og det skal man lige vænne sig til, men nepaleserne lader til at være ligeglade. De er meget sorgløse hernede når det kommer til miljøet, men i et land hvor folk dør af sult hver dag, har man nok også andet at tænke på, så det er vel egentlig både godt og skidt.

Man ser hele tiden meget forkomne folk, som bor på gaden, og det værste jeg nogensinde har set, var forleden dag, da jeg så 2 drenge, som bor på gaden, på 5-6 år sniffe lim. Er ikke lige vandt til at få den virkelige verden smasket op hovedet. (Var lige ved at begynde at græde.)

Der er en festival hernede lige nu, hvor de fejrer at Visnu, (som faktisk hedder Bisnu, det vidste jeg ikke) sover. Han vågner om 4 mnd. og så fejrer de, at han er vågnet. Og jeg synes jo det hele er så spændene, så jeg stod klar ved det nærmeste tempel kl. 7 i morges og fulgte med i alle
herlighederne. Og det var bare helt fantastisk. Alle var samlet. Børn, voksne og gamle, og der var sådan en dejlig højtidelig, men samtidig afslappet stemning, hvor selv jeg, selvom jeg ikke deltog, og ikke forstod særlig meget af, hvad der foregik, følte mig velkommen, og deltagende. Man kan sige meget om religion generelt, og om den danske folkekirke, men jeg tror vi mangler sådan noget i DK.

Er endelig kommet ud af Khatmandu et stykke tid, og hvor er det dejligt. Jeg har været i Chitwan Royal National park i 3 dage, og er nu i Phokara, og skal starte min trekking uge herfra. Det var så fedt at være i Chitwan. Vi var på besøg i et Elephant Breeding Center den første dag, og det var rigtig spændende, og jeg blev ret gode venner med en 2 mnd. gammel elefant, som synes jeg var verdens bedste fordi jeg havde bananer med, som den nærmest ikke engang kunne spise. På anden dagen i Chitwan var vi på elefant safari, og der fik jeg lov til at sidde på elefantens skuldre, i stedet for at sidde i en kasse på ryggen af den, sammen med de andre. Det var fedt. Men var dog lidt nervøs i starten, og det værste, men samtidig bedste og mest surrealistiske, var da vi skulle krydse en flod. For da vi var midt ude i den, og mine fødder rørte vandet, udpeger en af de andre en krokodille ca. 5 meter fra os. Men de turde heldigvis ikke komme tæt på elefanterne. Men jeg skal helt sikkert ud at ride på elefant igen.

Jeg skal starte på børnehjemmet i morgen. Og alle roser det hele tiden, og siger at det er et af de bedste børnehjem i Nepal, så det er jeg rigtig glad for, og jeg glæder mig rigtig meget!

Camilla fortæller...

I was well received and transferred to the hostel, and I was satisfied with my orientations and first week program. Hom is a very good teacher and he was good at explaining us about the historical background and the situation right now. I enjoyed the class and the sightseeing very much! The accommodation was fine. Tyson’s foods were great! To the upcoming volunteers I recommend them to be open-minded, it will benefit them much more lately. I also recommend playing cricket, it is a funny game and it helps you to learn the verbs, numbers, days of the week and so on, faster. I really liked the language class and the information about Nepali culture.

The best thing was the volunteer the work at the orphanage you could feel that you made a difference and the kids were so happy. The staffs here are wonderful as the kids. When it is the day off of kids from school, they made difference games they do not know, they really like that. Just be there for them and be affectionate. My stay in Meg’s Children home has been fantastic. I love the staffs and the kids here. I really liked that I was allowed to use my time with the kids as I liked. Give the kids a hug and show love, the rest comes naturally.

Steffen fortæller...

Ang. Nepal så har det alt i alt været en kæmpe stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Kombinationen af en måneds rejse-/kulturprogram og X (i mit tilfælde 3 1/2) uger med frivilligt arbejde er en rigtig fed idé, fordi man får set mange af Nepals utallige aspekter, samtidig med at man som solorejsende får et godt socialt udgangspunkt i sin kultur-/rejsegruppe.

Den nepalesiske livsstil og levestandard har sat sig dybe spor i min bevidsthed om, hvor heldig jeg egentlig er at være født og opvokset i et rigt og frit land som Danmark, og det har sat den danske smålighed og "brokkekultur" i perspektiv; efter en tur i Nepal opdager man, at vi i Danmark overhovedet ingen grund har til at beklage os over komplet ligegyldige ting såsom genudsendelser i TV, en politikers private gøren og laden eller en tilbudsvare, der bliver for hurtigt udsolgt.

Vi lever i et land uden miljøproblemer, korruption eller stridende befolkningsgrupper og har alle gratis adgang til uddannelse og lægelig behandling. De vilkår er noget, den almene nepaleser kun tør drømme om, og alligevel bliver disse goder taget for givet af alt for mange danskere.
Alt i alt en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.  

En fransk frivillig fortæller via billeder...

Her finder du et link til billeder optaget af en fransk frivillig, som arbejdede på et børnehjem: http://www.dailymotion.com/... klik her!

Hilde fra Norge fortæller...

I was well-received and transferred to the hostel. The first day was orientation program about my project, schedule, and host family, past and present condition of Nepal and other issues. And I am extremely satisfied with the given orientation. The arrangement of accommodation of food and room was extremely good. The language teacher of here is very good and helpful from which I feel easy to do conversation with Nepalese people. The first week travel activity was good and well organized. Everyone at the hostel and the staffs were helpful and nice in my over all evaluation, all the performance of the Nepali partner for the first week program was excellent.

Raju is an excellent Nepali teacher, but one week is not a very long time to learn a new language. Every one at the hostel is friendly, helpful and it nice. The food is good and various. It could not have better.
The second program was one of the best program and we enjoyed more in Lamatar and Chitwan. I would like to say thank you for this program to the all visible and invisible staffs.

It was a wonderful way to meet other volunteers. We got to see so many different parts of Nepal - The city life of Katmandu, the slower and peaceful life in Lamatar, the adventure of the Chitwan Jungle and the amazing views of the Himalayas at the Annapurna trek. The staff of the hostel has been fantastic! They are so smiley, helpful, friendly and reliable. The language classes were fun and difficult, it is difficult to try and learn some Nepali in less than a week-but it is definitely needed to learn some of the language. The days in Lamatar gave us the opportunity to see the ordinary Nepali life close up, Sulav was great.

All the different places I have stayed in Nepal have been good. At Hopeful Home I am treated very well. Daal bhaat twice a day and tea every once time daily. The room is nice and comfortable. I absolutely recommend Nepal for upcoming volunteers. If you have any problem or questions the staff does everything to help you, they are the best. The two weeks program they offer you is a great way to experience the varieties of Nepal, and an excellent opportunity to meet other volunteers.

Carsten fortæller...

I had come across from the border up to the place where I have to be. My first day starts with the orientation package about my project, host family, schedule, situation of Nepal and other issues which satisfied me much. For our beneficial there was language class which I felt difficult but the teacher was good and cooperative, so it make me little bit easy to learn Nepali language. Teacher’s all performance in terms of language course and other activities were extremely good. Sightseeing to the Temples and beautiful places was the great and special because the management was good. All the staffs were friendly and frankly.

I think it has been a great experience to stay at the hostel, everyone (cook, teacher, and coordinator) has been very nice and I have had a great time. The language class is difficult but necessary, because it is so intensive and short.
Sightseeing is the greatest fun I have had in weeks, Saman and Jiyan made it special and fun. I have learned a lot of Nepali, seen Kathmandu and I am looking forward to our Chitwan visit, Lama Tar stay and my Padma Prakash School

The second week program was really nice and I got a chance to see the Nepali life style. Life is very different than us. We had an special thing in Lamatar so I don’t have word to explain it. I think, in the future, I won’t get chance to do the things which I did in Lamatar.
As well as Chitwan stay was very fantastic and we did a lot of new program like elephant riding, elephant bath, and jungle walk and jeep safari. Mr. Krishna was nice boy and he gave us more information about our Chitwan program. And he always cared us about our problem. We got a chance to see wild life like rhino, elephant, crocodile and some different birds. It is a good way to see some of Nepal and to get to know the culture a little bit before the project placement.
The population is overall very friendly, and my host father he always take care me. And my teaching experience was well and I knew the habit of Nepali students. Really they were happy to learn something from the foreigners and they always looking happy as well as they have a good discipline. All staffs of Padma Prakash Shool were nice and helpful so I don’t have any word to explain their cooperation.
No complaints about the food. I would have liked to stay in a host family because it would have showed me the daily life in a Nepali family. I will definitely recommend Nepal. And thank you for the “Holi Festival.”

Frederika fortæller...

I enjoyed my stay very much. I have followed the 2 weeks language and culture program when I was in Nepal. I really liked it because in those 2 weeks I learned to speak some Nepali so that I could interact with the local people. This was very nice. It even helped me to get a good discount when I was shopping in Thamel. The lessons from our Nepali teacher were very good. He explained how sentences are made in Nepali and how you can make some easy sentences. On the end of the 2 weeks we also had a test to see how much Nepali we learned in those 2 weeks. And luckily everybody passed the test!!

We also did a sightseeing tour through Kathmandu. We visited temples and other cultural buildings this was a good way to see more of Kathmandu. The thing I liked the most was the Boudhnath. This is an beautiful Buddhist stupa where people walk the Kora. This is an very religious place where also a lot of Tibetan people come.
Then in the second week we stayed a few days in an little village called Laamaatar. We stayed with a family with a very nice host father who took is on a hike in the mountains. This was a great experience. From the top of the mountain we could see the Mount Everest! The host father told us everything about his life in Nepal and was also interested in how life is in Europe. It was nice to share stories and learn more about live in Nepal. The last night in Laamaatar they arranged a culture program for us. There were girls who came and sung and danced on Nepali music for us. We also tried to dance on the Nepali music but it was harder than it seemed!

I very much liked my stay in Nepal. The people in the hostel were the best. They helped me when I was ill and they tried to make my stay the best they could. The food was very nice. Michael the cook surprised us every time with his cooking talent. And now that I’m back in the Netherlands I miss little babu the little boy who lives in the hostel very much. He really stole my hart!

I also celebrated the Losar festival. I was on the roof with another volunteer and Michael our cook. And we trough water balloons and colouring powder at everybody and also got hit very often. This was the best day of my stay in Nepal! Everybody was laughing and teasing each other and on the end of the day I was all wet and coloured!

Mia siger....

Vi lettede vi fra Kastrup lufthavn med tusindvis af sommerfugle i maven. Min højskoleven, Morten og jeg bestilte vores rejse til Kathmandu i april måned, og efter lang tids venten, var dagen endelig kommet hvor vi skulle afsted!
Vi havde en ”lille” mellemlanding på 6 timer i Doha, inden vi langt om længe landede i Kathmandu.
Da vi steg ud blev vi straks mødt af en masse ”namaste” og folk der ville hjælpe os. Forvirrede over alt den venlighed, fandt vi endelig Arjun (vores koordinator), som kørte os til det hus, som skulle være vores base de næste tre uger.

Huset lignede en stor candyfloss – lyserødt både udvendig og indvendig. Super hyggeligt! På vores første dag lavede vi ikke andet end at sove, ovenpå den lange rejse. De andre frivillige kom fra Frankrig, Østrig og Danmark, og alle kunne snakke fint engelsk, så der var ingen kommunikationsvanskeligheder.
Dagen efter gik vores undervisning i nepali i gang. Vi startede med at lære en masse om den nepalesiske kultur, Nepals befolkning og deres religion. Det var super spændende, fordi det var så langt fra den danske kultur. Vi lærte et par få gloser, såsom: namaste = hej. Dhanyabhad = tak. Subha bihani/Subha Ratri = godmorgen/godaften. Det var sjovt at lære – og da vi alle sammen var lige dårlige til det, så kunne vi grine af det sammen.
I løbet af vores første uge var vi ude og se ALT hvad der kan ses i Kathmandu. Samtlige templer, Thamel (et KÆMPE marked med alt hvad hjertet begærer), Pashupatinath (der hvor de brænder de døde til offentlig skue), et kloster, Swayambunath (også kaldet ’monkey temlpe’), Dharahara (et ’udkigstårn’), osv...
Samtidig med at vi legede turister for fuld skrue, så fik vi stadig et par timers undervisning i nepali hver eneste dag. Det blev sværere og sværere for hver dag der gik, men det var fedt, når man begyndte at kunne forstå hvad folk ude i byen sagde til os. Til sidst blev vi ret seje til nepali, til trods for at vi alle sammen fandt det meget svært.
Da første uge var gået, var det tid til at starte det frivillige arbejde. Morten og jeg havde ønsket at komme på landet, så vi kunne komme lidt ud af Kathmandu. Kathmandu er MEGET forurenet, og man kan knap nok trække vejret dybt ind uden at få et hosteanfald. Derudover er der sindssygt mange biler, som tror de er med i en dyttekonkurrence: den der dytter højest kommer først. Så vi glædede os til at komme lidt ud af byen, for at se noget af det ’smukke Nepal’, som vi havde hørt så meget om hjemmefra.
Da vi ankom i Sankhu (ca. en times kørsel fra Kathmandu) kunne vi for første gang trække vejret dybt ned i lungerne, og nyde den friske luft. Børnehjemmet lå lidt op af et bjerg/stor bakke, så vi hankede op i rygsækkene og begyndte opstigningen. Børnehjemmet var omgivet af rismarker, majsmarker, træer og lækker natur. Da vi kom op til børnehjemmet, så vi for første gang det ’smukke Nepal’. WOW! Det var ubeskriveligt smuk! Der var den vildeste udsigt udover de grønneste marker jeg nogensinde har set.
Børnehjemmet, PA Nepal, havde 46 børn i alderen 4-16 år. Det var et meget velfungerende børnehjem, da børnene og personalet havde deres helt egne rutiner, som bare kørte. Alt fungerede som det skulle, og børnene var glade. Så Morten og jeg følte os faktisk rigtig meget tilovers. Det var virkelig en positiv oplevelse at se, at det fungerede så godt! Det havde jeg slet ikke regnet med.
Da vi følte os så meget tilovers, så ringede vi til vores koordinator, som sørgede for at vi kom ud på et andet børnehjem, som behøvede lidt mere hjælp.

(EXIS: koordinatoren har taget hensyn til deres ønkse at komme væk fra Kathmandu. Deres ophold varede for kort til at skifte til endnu en andet hjem)

Så efter kun to dage i den friske luft, og den smukke natur, sagde vi farvel til Sankhu og kørte atter mod Kathmandus forurenede gader.
Inden vi startede vores arbejde på Children Spark Home i Patan (en bydel i Kathmandu), tog vi en smuttur til et sted nær den tibetanske grænse, hvor Morten havde bestilt et bungy jump.
Vi kørte højt op i bjergene, og igen var vi omringede af den smukkeste natur. Jeg er enormt højdeskræk, og havde derfor ikke booket et bungy jump, men var bare taget med på turen, for at få oplevelsen af turen op i bjergene og se Morten springe.
Inden Morten skulle springe skulle vi selvfølgelig krydse denne her KÆMPE hængebro. Den var nok mellem 50-100m lang, 1½m bred og så var der 200m ned. PUHA! Aldrig har jeg været så tæt på at gå i panik, men med Mortens hjælp kom jeg over, og overvandt min frygt.
Morten var hamrende sej, og tog både et bungy jump på 160m, og en ’swing/gynge’ med frit fald på 7sek, et sving på 250m, og 150km/t. Han var helt høj på adrenalin, da han havde gjort begge dele. Det var fedt!
Efter vores lille udflugt skulle vi starte på arbejde igen. Denne gang var det et meget mindre børnehjem med kun 17 børn, en koordinator og en ’maddame’. Dette børnehjem fungerede mindst ligeså godt som børnehjemmet i Sankhu, og igen følte vi at vores hjælp var unødvendig. Børnene var SÅ søde, og ville så gerne lege og danse med os. Vi hyggede os rigtig meget med dem, men vi ville gerne arbejde et sted hvor vi følte at vi gjorde en forskel.
Da vi kun havde tre uger i Nepal, så nåede vi desværre ikke at finde et sted, hvor de behøvede vores hjælp – men til næste gang ved vi at vi skal søge et børnehjem, hvor der er spædbørn. Vi fik nemlig at vide, at disse børnehjem ALTID har brug for ti hænder ekstra, da der er så meget arbejde at lave.
Inden vi vendte hjem mod Danmark bestilte vi en tur til Chitwan. 6 timer væk fra Kathmandu, nær Indien, ligger der en stor national park, og da både Morten og jeg er vilde med dyr, så var det oplagt at vi skulle ned og se hvad det var for noget. De andre frivillige syntes det lød spændende, og bestilte derfor turen sammen med os. Super hyggeligt!
Vi havde tre dage/to nætter i Chitwan, hvor vi bl.a. kom ud og så et ’Elephant Breeding Center’ som havde både store og små elefanter. Derudover var vi på en 4 timers ’junglewalk’, hvor vi vadede rundt i en kæmpe jungle med 7m højt elefantgræs, blodigler som åd vores ankler og masser af andre små dyr som kriblede rundt i ”skovbunden”. Det var virkelig en fed oplevelse, og MEGET varmt.
Efter vores jungle-oplevelse gik vi forbi floden, hvor elefanterne badede. Vi fik lov til at bade med dem, så Morten og jeg sprang op på en elefant, og så gik den ellers i gang med at sprøjte os til, og vælte os af, så vi fik en ordentlig dukkert. Det var en vild oplevelse!! 
Efter tre uger i Nepal var nu på tide at vende snuden mod Danmark, og det havde vi det både godt og dårligt med. Godt fordi at vi endelig kunne få andet at spise end ris, og dårligt fordi man jo aldrig bliver træt af at rejse.

Under hele opholdet skrev jeg dagbog, og jeg slutter min dagbog med at skrive:
Når jeg tænker tilbage på Nepal, tænker jeg på; Smuk natur. Forurening. Larm. Respekt/høflighed. Venligt folk. Tiggere. The m. sukker. Dhal Bhat. Nul kød. Kolde bade. Ulækre toiletter. Elefantbad. Junglewalk. Gadebørn. Gadehunde. Alt er billigt! Henna. Børnehjem. Sightseeing. Aber. Holy Baabas. Hængebroen. Dårligmave/”Nepal-mave”. Lange busture. Sjov og ballade… og meget mere!
Min konklusion på vores tre uger i Nepal, må være: ”At rejse er at leve – men ude godt, hjemme bedst”.