Louise fortæller...
Jeg blev taget imod af en storsmilende Cecilia, som er Exis' koordinator i Kenya, i Jomo Kenyatta International Airport. Turen fra lufthavnen til Cecilias lejlighed, hvor jeg nu bor, var en kæmpe oplevelse. Det første man ser når man kører ud af lufthavnen er savannen til venstre og Nairobi by til højre. På savannen, ganske tæt på mig, stod fire knejsende giraffer - "de byder dig velkommen", sagde Cecilia grinende, karibu! Hele sceneriet gennem Nairobi var overvældende - det er som at komme ind i en helt anden verden.
Det er svært at være behjælpsom på børnehjemmet, fordi arbejdsrutiner og – metoder, er fuldstændig forskellig fra alt hvad jeg kender. De fejer med et bundt grene, vasker tøj i hånden, skærer grøntsager i hånden, låser tøjet inde, så jeg hverken kan skifte eller bade børnene, og at malke køer er altså ikke så nemt som man skulle tro. Så vi bruger langt det meste af vores tid på at gøre noget, som de voksne ikke har tid til, eller rettere, ikke finder nødvendigt. Nemlig at bruge tid med børnene; lege med dem, holde om dem, trøste dem og tale med dem, så godt vi nu kan (jeg er ved at være rimelig sej til Swahili!).
Vi kastede al vores kærlighed på lille George. George er snart tre år, men han kan ikke gå, og man hører ham kun sjældent tale. Han sidder bare og kigger trist og fortabt ud i det blå, og man kan da slet ikke få øjenkontakt med ham. Helst vil han bare sidde hos en voksen, og putte sig og hulke til han falder i søvn. Indtil for nylig. Ditte og jeg satte os for, at give ham al vores kærlighed og opmærksomhed, og se hvad der så skete; med alles misbilligelse: ”I skader jo drengen, når I forkæler ham sådan”. Men ha! På overraskende kort tid, har vi fået ham til at stråle af lykke – han griner! Han kan gå helt i krampe når han kaster sig ud i et latterudbrud. Og han snakker! Han har problemer med udtalen, det lyder meget gutturalt når han taler, men han forstår og kan mange flere ord end nogen havde troet; de troede han var dum. Og langsomt forsøger vi at lære ham at gå. Men han vil kun tage få skridt, før han begynder at græde og vil holdes igen. Kun en mandag, efter at Ditte og jeg ikke havde været der i weekenden, virkede han trist og fortabt igen. Og det tegner et foruroligende billede af, hvad der vil ske, når Ditte og jeg rejser tilbage til DK. George kom til børnehjemmet, da man fandt ham alene i slummen, 6 mdr. gammel. Da var han så udhungret og syg med tb, at det er et mirakel han lever i dag.
Det er svært at skulle konfronteres med så megen uretfærdighed. Men jeg har ikke et øjeblik fortrudt at være taget af sted – selvom jeg føler, at intet jeg gør, hjælper noget som helst (ikke at jeg var taget af sted med det mål at redde verden). Faktisk tror jeg, at børnene giver mig mere, end jeg giver dem.
Louise har skrevet en omfattende rejsedagbog. Læs resten her.
