Efter 12 timers rejse ankom jeg til Accra ca. kl.22, søndag d.30.01.11. Jeg var spændt på at se, hvem der ville hente mig i lufthavnen. Jeg gik efter et skilt med mit navn på, men havde absolut ingen idé om, hvem der ville stå med skiltet. Jeg havde forinden fået nummeret til Edem og Jessy, som er de to kontaktpersoner og koordinatorerne som EXIS samarbejder med, så jeg kunne ringe, hvis noget skulle gå galt. Det blev ikke aktuelt, for udenfor stod James, som er lillebror til Edem, med et skilt. Da det var sent, blev jeg kørt hen til et lille guesthouse, hvor jeg skulle overnatte til dagen efter, hvor turen gik til Kpando. En fire-fem timers køretur fra Accra. Det er her jeg skal arbejde og bo.
Margret Marquart Catholic Hospital (MMCH), hvor jeg arbejder, har en del forskellige afdelinger, herunder en kirurgisk afd., medicinsk afd., fødegang, børneafdeling, et HIV/AIDS-center, en øjenklinik, en skadestue, en op-stue og en røntgenstue. Så umiddelbart et rimelig stort hospital i et plan. Afdelingerne er delt op, så der på den ene side er stuer for mænd og på den anden side er stuer for kvinder. Der er fire stuer på en afdeling, til gengæld ligger der mellem 8 og 12 patienter på hver stue side om side uden afskærmning.
Jeg arbejder i skadestuen og på operationsstuen, som fungerer på den måde, at onsdag er OP-dag for planlagte operationer, hvor de resterende dage kun er akutte tilfælde, som fx akut kejsersnit, som de har en del af. Skadestuen selvfølgelig åben hele tiden og her kommer også patienter fra afdelingerne, som skal have skiftet forbindinger, KAD, fjernet suturer mm. Gynækologi er det helt store speciale på MMCH og patienter med andre diagnoser bliver i de fleste tilfælde overflyttet til andre hospitaler.
Lad mig fortælle om min første OP-dag, som var noget af en oplevelse:
”Dagen startede med at jeg måtte skippe morgenmaden, da den først bliver serveret kl.0730, hvor jeg skal møde på hospitalet. Da jeg kom, var det stadig nattevagterne der var der. ”African Time – you know”, sagde de. Ingen møder åbenbart til tiden her?! Jeg benyttede mig af muligheden for at kigge lidt rundt. Til min store overraskelse opdagede jeg, at jeg var blevet skrevet på vagtplanen på lige fod med de andre sygeplejersker.
Jeg fik at vide af en af nattevagterne, at jeg skulle lytte efter en klokke og så mødes med de andre sygeplejersker ude i korridoren. Jeg troede først, at det var dér de fik rapport, men det viste sig at være noget helt andet. Da jeg hørte klokken, skyndte jeg mig udenfor og folk kom til fra alle sider. Pludselig begyndte en mand at klappe og de andre klappede med. Dernæst begyndte han også at synge og det viste sig at være en slags morgensang/gudstjeneste – tjah, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det, men der blev bedt til gud og sunget og læst op fra biblen, så det var noget i den stil. Efter 20-30 minutter var de færdige og alle gav hinanden hånden… Og så kunne arbejdet begynde! Da jeg kom tilbage var alle sygeplejerskerne stadig ikke mødt og først omkring kl.09 var alle mødt og vi kunne komme i gang med den første operation. Patienten var en kvinde med Uterine Fibroid (uterine fibromer), som skulle have foretaget en myomectomy. Jeg må indrømme, at gynækologi mildt sagt ikke er min stærke side, så det er meget nyt for mig med dette speciale, som fylder rigtig meget her.
Patienten kom gående ind på operationsstuen med et lagen omkring sig. Hun blev bedt om at smide lagenet og ligge sig op på briksen. Hun blev bedøvet med spinal anæstesi.
Da kirurgen havde skåret et snit tog han og den assisterende sygeplejerske fat i hver sin side og hev til, så det bogstaveligt talt lød, som når man river et papir i stykker – ret ubehagelig lyd, hvis man kan forestille sig det?!
Jeg var ikke helt klar over, hvad operationen gik ud på, så først da de pludselig begyndte at hive store mængder af gule knuder ud af livmoderen, gik det op for mig, hvad sker skete. De er generelt ikke så informative hernede, så man skal virkelig sørge for at spørge hele tiden, hvad der sker ellers sker tingene bare hen over hovedet på én. Og nogle gange, selvom man spørger, er det ikke sikkert man får et ordentligt svar eller også forstår man ikke helt, hvad der bliver sagt. Ofte må man bare vente og se, hvad der sker.
Pludselig midt i operationen kommer der en anden kvinde ind sammen med en læge. Jamen selvfølgelig… Vi kan da ligeså godt udnytte, at der er to brikse på operationsstuen?? Så hun blev lagt op på briksen ved siden af hende, der allerede var i gang med at blive opereret, og så gik de i gang med den anden også – jeg var fuldstændig målløs og stod mildest talt bare og måbede – det var alt for mærkeligt!
Dagens sidste patient så ud til at være højgravid, da hun kom ind og da jeg endnu engang ikke anede, hvad der foregik, gik jeg ud fra, at det var samme slags operation som den foregående. Alt foregik på præcis samme måde, så jeg blev pænt overrasket, da der pludselig kom en baby ud?? Igen stod jeg som ét stort spørgsmålstegn og var helt forvirret…
Da jeg gik hjem fra hospitalet dag, følte jeg mig fuldstændig blæst oveni hovedet – jeg følte mig frustreret og forvirret og tænkte, at jeg aldrig aldrig ville få noget ud af det her og at jeg bare, i 6 uger, ville komme til at stå og ligne et spørgsmålstegn hver dag. Ikke en særlig fed fornemmelse, men jeg måtte samtidig påminde mig selv om, at det jo kun var første dag!”
Det skal siges, at det er blevet meget bedre siden første dag, og jeg bliver mere og mere fortrolig med arbejdsgangen hernede og de bliver bedre til at forklare hvad der sker. Jeg arbejder mest i skadestuen med sårpleje, forbindingsskifte, suturering, kateterisering m.m., og så er jeg med til at overflytte patienter med ambulancen. Normalt er der hverken læger eller sygeplejersker med i ambulancen sammen med patienten, så det er kun når frivillige påtager sig opgaven, at der er nogen til holde øje med patienten under transporten. Derudover stiller jeg frem og assisterer på OP-dage. Så alt i alt rigtig spændende og en masse oplevelser.
Venlig hilsen Tina
Tilmeld dig HER.