| |
Ditte - frivillig på børnehjem - svarer på spørgsmål om sit ophold:
Se billeder fra Dittes ophold, her: Billeder fra Kenya
Hvorfor ville du af sted, hvad ville du opnå?
Jeg har altid været vild med at rejse og opleve nye kulturer. Det har hele tiden været meningen at efter gymnasiet villc ve jeg holde sabbatår og ud og rejse. Samtidigt har jeg altid været tiltrukket af at rejse ud som frivillig. Prøve at ændre verden bid for bid og give en hjælpende hånd, der hvor der er allermest brug for den og alt sådan noget :-)
Hvordan fandt du destinationen (og Exis), hvorfor lige Kenya?
Jeg fandt Exis ved at google sjovt nok ;-) Jeg har hele 3.g og det meste af mit sabbatår søgt og søgt efter det rigtige sted, den rigtige rejse, det rigtige selskab. jeg har ikke haft lyst (eller råd) til at tage på den helt store pakkerejse, for individualiteten i rejsen går tabt på en eller anden måde. Så da jeg fandt Exis var det bare perfekt. Egentlig troede jeg at jeg skulle ned og undervise på en skole, men jeg endte på børnehjemmet, fordi Cecilia (koordinatoren) mente det ville være bedst hvis de frivillige der var der samtidigt arbejdede på samme sted. Det var nok også det bedste. og thank god for at jeg endte på MIT børnehjem, dét ville jeg ikke have været foruden :-) Jeg har altid været tiltrukket af Afrika, kulturen, de vilde dyr og sådan, og Kenya er et af de mest organiserede og civiliserede lande i Afrika, og også et forholdvist sikkert land, så derfor faldt valget herpå. Desuden er engelsk sammen med kiswahili national sprog, og derfor er det forholdsvist nemt at kommunikere med kenyanerne.
Hvad var dine arbejdsopgaver?
Det er lidt svært, for jeg havde forventet at komme ned og blive anset som en medarbejder/kollega på linje med de andre ansatte. Men pga den afrikanske kultur og den måde de ser hvide mennesker på, var det ikke muligt at gøre det på den måde. Vi kunne ikke blive sat til specifikke opgaver, ikke få en fast ting at gøre hver dag og sådan, fordi de så os som gæster, der skulle hygge sig og ikke besværes. Det betød også at de nogen gange kom og tog børnene fra os når de græd, for det skulle vi da ikke høre på. Det er jo heller ikke så vildt organiseret, og egentlig var arbejdsopgaverne ting der bare SKULLE gøres lige nu og lige her, så hurtigt og effektivt som muligt, fordi der er ikke tid til pjank og pjat. Desuden ville jeg heller aldrig kunne vaske tøj i hånden så hurtigt og godt som en afrikaner - så jeg ville bare sløve dem. jeg ville heller aldrig kunne feje gulvet med en afrikansk kost så hurtigt og effektivt som dem osv. så derfor var der ikke rigtig nogle opgaver vi kunne gå ind og overtage, fordi vi ville til hver en tid være mindre effektive end afrikanerne. Louise og jeg har snakket meget om det, for ingen har på noget tidspunkt bedt os om at gøre noget som helst. I realiteten var vi egentlig en byrde for dem på den måde at det var ekstra (fine, hvide) gæster der skulle holdes opsyn med, som man skulle sørge for havde det godt og fik mad osv. Men vi endte med at få det drejet til noget positivt, idet vi tog fat der hvor vi mente, afrikanerne prioriterede helt forkert. Børn og omsorg bliver ikke prioriteret dernede, hvilket jeg også godt kan forstå set i deres optik, for mad på bordet, rent tøj og tag over hovedet ER bare vigtigere end fangeleg, men børn har altså også brug for at blive stimuleret og leget med og snakket med. Derfor har vi brugt al vores tid på bare at VÆRE sammen med børnene, der ellers ville skulle passe sig selv. Vi har grint og leget og fjollet og delt krammere ud til højre og venstre. Børnene får hverken fysisk eller psykisk kærlighed på samme måde som danske børn, og de hungrer jo efter det. Der er aldrig nogen til at kramme dem godnat, eller til at sige blidt godmorgen eller spørge hvad der er sket når de græder. Det er både utroligt hårdt at opleve, men det har godt nok også været fantastisk at se hvad der skete med dem, på de to måneder vi har været der og faktisk har givet dem et par timers opmærksomhed hver dag. I starten var de sure, stride og prøvede at slås og slå og græde for bare at få noget opmærksomhed, men langsomt lærte de at der ER forskel på negativ og positiv opmærksomhed og da vi rejste derfra var forskellen bare så stor. Når vi kom om morgenen blev der krammet og sagt hej og givet high fives i stedet for at blive slået og slåsset og skreget, og børnene lærte også at den mentalitet med "øje for øje" og enhver frem for sig selv, det var ikke noget de ku bruge for at få vores opmærksomhed. I stedet kaldte de på os og viste os at de krammede hinanden for at få os til at smile og grine og de tumlede rundt, viste at de kunne stå på hovedet eller kom over for at få et kram og snakke lidt.
Hov det var vist lidt et sidespring. haha. for at gøre det kort var vores arbejdsopgaver altså ingenting specifikt. Vi valgte derfor at lege med børnene og give dem opmærksomhed. Vi har blæst sæbebobler, tegnet tegninger, leget fange, og bare generelt underholdt og holdt opsyn med børnene - for ingen andre gøre det.
Følte du, at du gjorde en forskel for børnene og på hvilken måde?
ja det uddyber det foroven måske meget godt. Vi gjorde en rigtig stor forskel for børnene, det ved jeg. Især mit/vores lille hjertebarn George er jeg sikker på vi har gjort en rigtig stor forskel for. Nu kommer der en lang smøre om Georges historie. Det skærer mig stadig i hjertet at fortælle den, og jeg er så bange for hvad der skal ske med ham nu hvor vi ikke længere er der.
George er en ca. 3 årig lille dreng. Han er født i slummen af en enlig mor, der arbejdede som tjenestepige og derfor var væk hele dagen fra tidlig morgen til sen aften. Imens blev George "passet" af nabodamen. Jeg skriver passet i "" fordi det i Afrika betyder at sætte ham, holde lidt øje og så ellers fodre et par gange i løbet af dagen. En dag da George var omkring et halvt år gammel kom hans mor ikke tilbage om aftenen for at hente ham. Ingen ved hvad der er sket hende. Om hun er skredet for at starte et nyt liv, om hun er død, syg eller noget som helst. Nabokonen måtte jo så tage sig af George i døgndrift og vente på at moren måske dukkede op, men hun kom aldrig og efter et par måneder blev George læsset af på børnehjemmet. Vi taler altså om en ca. et årig dreng, der igennem hele sit lille liv aldrig er blevet pusset, nusset eller passet ordentligt. Som ikke har haft daglig kontakt eller bare så meget som øjenkontakt med noget som helst, og som derfor på ingen måde er blevet stimuleret. Han var helt passiv og "slap" og var ikke nysgerrig som andre børn. Spol frem i tiden til George tre år - og mig der ankommer på børnehjemmet. George er den sære lille dreng. Alt for lille af sin størrelse, taler ikke, holder ikke øjenkontakt, bevæger sig ikke. Han sidder bare på jorden og passer sig selv. Eller skriger. For George har nemlig luret at skriger han, bliver han taget op. Eller det blev han, for det gør man med babyer, men når de når omkring et år eller halvandet, så stopper tolerancen og barnet skal selv lære at gå og ellers passe sig selv. Men George går ikke. Og ingen kan forstå hvorfor. De ofrer endda penge på at tage ham til lægen for at få undersøgt hans ben og fødder, men intet er galt og de voksne konkludere at det er fordi han er dum, underlig, speciel. Jeg ved godt hvorfor George ikke gik. Han er hverken dum eller underlig, han er bare klog. Han ved han bliver nødt til at skille sig ud og være speciel for at få opmærksomhed og ikke bare blive en del af flokken af småbørn der render og passer sig selv. Han ved at når han ikke går eller kravler eller kryber, så løfter de ham fra sengen og ind til mad, fra mad og ud til bad osv. og han ved at går man ikke (ligesom babyer heller ikke gør) så bliver man bare generelt løftet mere og dermed får man mere kontakt og opmærksomhed. Og den er netop den dyrebar opmærksomhed, George har så meget brug for at udvikle sig. Så ingen skal kalde ham dum, hvis det står til mig.
Men det gjorde de, og de var efterhånden så træt af ham og af at han skreg for at få opmærksomhed, at de bare løftede ham op og bar ham rundt. Ingen snak, ingen kram, ingen stimulation, men for George har det været bedre end ingenting. Da jeg kom var han passiv, ikke til at få kontakt til og sagde aldrig et kvæk, kun når han skreg, fordi han blev sat alene ned på jorden igen. Mit hjerte blødte for ham, især når de voksne skældte og råbte og slog for at han skulle holde op med at skrige, og jeg tog ham til mig, og fik Louise (den anden frivillige) til at gøre det samme. Det gør mig både ked af det og stolt at skrive det næste. Det tog os sølle fire uger med kram og kærlighed og øjenkiggeri og snak et par timer om dagen at få forvandlet George. Vi var lykkelige den dag han sagde sine første lyde og ord, den dag han gav os sit første smil, den dag vi kunne begynde at gå lidt rundt med ham i hænderne, og den dag han begyndte selv at rejse sig ved ting og stå op. Den dag han gik for første gang selv, kneb jeg sgu en tåre om aftenen da jeg kom hjem, og de sidste fire uger med George var vidunderlige. Han var og er stadig meget ustabil og usikker i sit humør, bange for at miste, men langsomt blev han bedre og bedre til at gå, snakke, grine, more sig, og de andre børn begyndte at se ham som en af dem, i stedet for ham den underlige stille. Den dag jeg bad George på swahili om at dele noget med et andet barn, og han gjorde det, var fantastisk. Da vi kom ville du aldrig have kunne få ham til at give slip på en ting igen hvis du først havde givet ham den, og da vi tog afsted sad han og delte noget så dyrebart og sjældent som en slikkepind med et af de andre børn. Han blev min lille guldklump, mit lille barn, og det er skørt at skrive i en alder af tyve, men Louise og jeg er de eneste forældre han nogensinde har haft og højest sandsynligt nogensinde vil få, og det var det sværeste jeg nogensinde har gjort at forlade ham. Jeg ville ønske jeg kunne tage ham med mig hjem til Danmark og tage mig af ham resten af hans liv, for han er speciel og har brug for mere positiv opmærksomhed end de andre for at klare sig, og jeg ved at det vil han aldrig nogensinde få. Det blev en lang smøre, kun om George, og halvdelen af alle detaljer i hans historie er ikke engang med. Jeg er glad for den indsats vi har gjort for George, for jeg ved at det vil hjælpe ham mere i hans liv end noget andet nogensinde har kunnet at vi har været der og været der for ham og hjulpet ham. Samtidigt er jeg bange for forfald, for at han skal falde tilbage til sit gamle jeg og blive passiv igen, nu hvor vi ikke er der mere. Jeg føler reelt at vi har reddet ham fra et liv som mentalt syg og skør og forbedret hans vilkår for at klare sig som børnehjemsbarn under trange kår, og det gør mig rigtig rigtig stolt af mig selv, men jeg er også skræmt af tanken om hvad nu hvis - vi aldrig var kommet? - hvis der sidder tusinder flere små Georg'er rundt omkring i Afrika - hvis ingen sørger for at holde hans positive udvikling igang - etc etc
Hvad var det bedste ved turen og arbejdet, er der eventuelt en sjov eller interessant oplevelse du vil fremhæve?
Det har været rigtig rigtig interessant at opleve den afrikanske kultur på godt og ondt. Det har været rigtig spændende at opleve det indefra, gennem Cecilia, ved at bo hos en afrikaner og det ville jeg virkelig ikke have været foruden. Det har helt helt automatisk gjort mig så meget mere taknemmelig for mit eget liv og så mange småting vi danskere og generelt indbyggere i den vestlige verden tager for givet. Det var en meget speciel oplevelse da vi havde overnattet på børnehjemmet og jeg stod op 4.30 om morgenen for at sende børn afsted i skole på ladet af pick up'en, da jeg hjalp med at malke køer og bagefter sad i buldrende mørke på kontoret med et enkelt lille stearinlys og solgte mælken til en lang, lang kø af mennesker fra slummen der kom og købte 1-2 kopper mælk i hver deres lille beholder.
Hvordan var det at komme tilbage til Danmark?
Det var et granatchok. Jeg tror jeg havde forberedt mig meget på at rejse til Afrika, og alt for lidt på at rejse hjem igen. Her er så rent og pænt og stille og kedeligt. Alle har nok i sig selv og man interesserer sig ikke på samme måde for hinanden som i Afrika. Her er ingen mennesker på gaden, ingen mylder, ingen virkelige problemer der kræver handling her og nu. Alle har tag over hovedet og mad i maven, og det gør altså noget ved en befolkning. Der er ikke rigtig drive på danskerne, som der er på afrikanerne.
Fik du det ud af det du håbede?
Helt bestemt og så meget mere. Jeg ville bare gerne OPLEVE, se nogle vilde dyr, lære afrikanere at kende og have historier at fortælle når jeg kom hjem.
Jeg har lært rigtig meget om den kenyanske kultur, om deres måde at tænke, gøre, føle, leve på. Det er meget spændende og meget anerledes end dansk. Jeg har lært nogle fantastiske mennesker og børn at kende, og jeg har gjort en stor forskel for dem i deres liv. Jeg har også nået de gængse turistting, været på ture, kysset giraffer, klappet geparder og set vilde løver, og den del af rejsen har også været meget meget fantastisk.
Hvad skal du fremad, og hvordan kan du tage denne oplevelse med dig videre?
Jeg skal igang med en uddannelse, det er dog lidt usikkert hvilken, og måske ender jeg med et sabbatår mere. Jeg vil for altid have børnene og folkene fra børnehjemmet i mit hjerte, og jeg håber jeg kan komme derned igen og se til dem og hjælpe dem noget mere med alt det de mangler. Med penge, ting, kærlighed :-)
Vil du anbefale andre at rejse på samme måde, og er det noget alle kan gøre?
Helt bestemt. Det har været meget fantastisk at rejse på den her måde. Jeg kan rigtig godt li' Exis fordi der er en stor frihed i rejsen. Jeg har selv bestemt det meste. Det kræver at man er selvstændig og selv er mand for at planlægge ture - på safari - til Mombasa etc., men jeg har nydt at være herre over det hele selv. | | |
